’’

BT - - KULTUR - Kar­sten Sko­v­gaard, gu­i­ta­rist, Kjuk­ken

Iføl­ge myten om Lar­sen er han ek­stremt pro­duk­tiv. Er det rig­tigt?

» Han skri­ver så man­ge san­ge, at du tror, det er løgn. Når du har prø­vet at stå i øve­lo­ka­let uden helt at vi­de, hvor man vil hen, ved man, at det hur­tigt ri­si­ke­rer at fa­de ud. Det gør det al­drig med Kim. Der er al­tid et el­ler an­det at øve på. «

Og så er der en an­den myte - at Kim Lar­sen kan væ­re en tem­me­lig egen­sin­dig her­re.

» Hvis Kim har en idé, skal den selv­føl­ge­lig spil­les i den ånd. Det er hans san­ge. Men vo­res sam­ar­bej­de... det er må­ske me­get fedt, at Kim og jeg ik­ke kom­mer det sam­me sted fra. Det hed­der di­a­lek­tik, tin­ge­ne ud­vik­ler sig, når mod­sæt­nin­ger mø­des. Man står al­drig og kig­ger tomt ud i luft en, når Kim er i øve­ren, « si­ger Sko­v­gaard.

Jeg har set Kjuk­ken li­ve i un­der­kan­ten af 20 gan­ge. Det vir­ker som om, I bli­ver bed­re og bed­re? Ar­bej­der med ar­ran­ge­men­ter­ne.

» Man­ge kory­fæ­er en­der med at bli­ve et mu­se­um over no­get, der var en­gang. Det må væ­re un­der­ligt at væ­re et ud­stil­lings­vin­due. Det er vig­tigt at ud­for­dre pu­bli­kum. Det er ik­ke kun ’ Kvin­de min’. Vi spil­ler cir­ka 1/ 3 Ga­so­lin’, 1/ 3 Kim so­lo og 1/ 3 Kjuk­ken. Vi le­ver med, at pu­bli­kum må­ske nog­le gan­ge ser lidt un­dren­de på os. Men med det bag­ka-

Gu­i­ta­ri­sten Kar­sten Sko­v­gaard har spil­let sam­men med Kim Lar­sen i godt 20 år. Vi sid­der og ’ strik­ker’ mu­sik som et par gam­le ko­ner. Kim kal­der det selv at strik­ke. Det be­hø­ver ik­ke at væ­re ret se­ri­øst. Nog­le gan­ge ram­mer vi no­get, der ly­der godt ta­log..., « si­ger Sko­v­gaard og træk­ker lidt på det, ... » kom­mer der hur­tigt en sang, de ken­der. « Stor­hed og trom­pe­ter Et eks­pem­pel på Sko­v­gaards rol­le i Kjuk­ken kun­ne væ­re hans ar­ran­ge­ment af en sang som ’ Jut­lan­dia’.

» Da vi be­gynd­te, var det med Be­at­les- kon­cep­tet: to gu­i­ta­rer, bas, trom­mer. Det er fi nt, når det gæl­der Ga­so­lin’s ma­te­ri­a­le. Men hvor­dan fan­den gør man, når det gæl­der ’ Jut­lan­dia’, der ud­strå­ler gran­dio­si­tet og stor­hed - trom­pe­ter og det he­le. Jeg har valgt at spil­le på en tolv­stren­get elek­trisk gu­i­tar, så bud­ska­bet for­hå­bent­lig bli­ver stort. Ufor­drin­gen er at få sjæ­len frem. Ga­so­lin’s num­re kan godt væ­re lidt ud­fl ip­pe­de: Franz på gu­i­ta­ren, in­di­mel­lem. Det gjor­de ik­ke så me­get, de kun­ne mi­k­ses sam­men i stu­di­et - og blev dan­marks­hi­sto­rie. Min op­ga­ve har væ­ret at fi nde det, man kan kal­de det fæl­les ud­tryk, det hvor det bli­ver uni­sont. Hvor der er plads til det ud­sy­re­de, uden at det går ud over gro­o­vet, og hvor jeg har lyd­man­den med, « si­ger Sko­v­gaard.

Kim Lar­sen si­ger selv, at han er ble­vet bed­re af at spil­le med dig. Har han ret?

» Det er et svært spørgs­mål. Hans gu­i­tar­spil er klart ble­vet bed­re over tid. Jeg vil ik­ke si­ge, at det er MIN skyld. Det skyl­des det, der sker i det rum, vi går ind i, når vi spil­ler sam­men. « Hvad er det for et rum? » . .. vi har to gu­i­ta­rer i bus­sen, som ly­der højt og godt - og som kan over­dø­ve mo­tor­støj­en. De står på sæ­det, når vi kom­mer ind. Vi ta­ger en kaff e, Kim har sik­kert skre­vet no­get på ho­tel­væ­rel­set. Som den mest na­tur­li­ge sag af ver­den gri­ber jeg min gu­i­tar og spil­ler med. Vi sid­der og ’ strik­ker’ mu­sik som et par gam­le ko­ner. Kim kal­der det selv at strik­ke. Det be­hø­ver ik­ke at væ­re ret se­ri­øst. Nog­le gan­ge ram­mer vi no­get, der ly­der godt, « si­ger Sko­v­gaard.

» Kjuk­ken er en fan­ta­stisk or­ga­nis­me, som det er sjovt at væ­re en del af. Det er en dis­kus­sions­klub, så det vil no­get. Der er ik­ke no­gen af os i Kjuk­ken, der ik­ke har en me­ning om alt. Der bli­ver snak­ket om alt fra po­li­tik til li­vets sto­re spørgs­mål. Det er et godt sted at væ­re. Det er det fan­ta­sti­ske ved at væ­re med­lem af en man­de­grup­pe, at man er ens, og så al­li­ge­vel enormt for­skel­li­ge på an­dre punk­ter. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.