’ Da jeg tog tø­jet af, syn­tes jeg, det var ek­stremt græn­se­over­skri­den­de. Jeg har ik­ke følt mig så sår­bar i he­le mit liv’

BT - - WEEKEND - Si­mon Rie­del | sir@ bt. dk

Jeg hav­de lyst til at hæv­ne mig, da ... jeg i sid­ste uge fi k læ­ster­li­ge stryg i min whi­st­klub. Vi har spil­let hver an­den uge i man­ge år, og jeg ved, jeg får hævn på et tids­punkt. Når det kom­mer til spil, bli­ver jeg me­get ba­nal. Jeg sny­der ik­ke. Snyd i spil kan jeg ik­ke for­stå. Men jeg går op i det med liv og sjæl. Må­ske og­så en anel­se for me­get. Det vi­ser sig bl. a. ved, at jeg ger­ne frem­står som en me­gadår­lig ta­ber. Og end­da og­så en dår­lig vin­der. Når man vin­der, sy­nes jeg, man har hå­ne­ret. Jeg bli­ver for­vir­ret, når ... folk om­kring mig si­ger ét, men gør no­get an­det, el­ler når der er for man­ge mu­lig­he­der at væl­ge imel­lem li­ge­som på de helt sto­re me­nu­kort. Få, go­de mu­lig­he­der er bed­re. Jeg kan og­så bli­ve for­vir­ret eft er en ar­bejds­dag med op­ta­gel­ser i 12 ti­mer, når jeg kom­mer hjem og har få­et 25 mail, der skal be­sva­res. Det er godt at væ­re mig, for­di ... jeg ik­ke ta­ger hver dag for gi­vet og ser da­ge­ne og li­vet som en ga­ve. Og­så de dår­li­ge da­ge. For uden dem kan man ik­ke ny­de de go­de. Når man er te­e­nage­fo­rel­sket, gør man man­ge fj ol­le­de ting så­som ... ta­ge bad i et spring­vand i en sen nat­te­ti­me for at kø­le af. Jo, jeg blev for­ny­lig fo­rel­sket i Tho­mas ( Gregers Ho­ne­re, som er kon­cern­di­rek­tør i virk­som­he­den Co­lum­bus, red), og det er jeg sta­dig. En ting er at væ­re fo­rel­sket. Men når man læ­rer hin­an­den bed­re og bed­re at ken­de, kan man fal­de ud af fo­rel­skel­sen. Hel­dig­vis for mig blev jeg end­nu me­re fo­rel­sket. Når man er te­e­nage­fo­rel­sket, er man så­dan en, der sid­der og kig­ger på sin te­le­fon og ven­ter på, at der kom­mer et lil­le­bit­te bip. Det be­hø­ver ik­ke at væ­re de sto­re, for­kro­me­de, livs­fi lo­so­fi ske be­ske­der, ba­re bit­te små tegn som smiley­er el­ler hjer­ter 25 gan­ge om da­gen. Man kan tæn­ke, er det vir­ke­lig fedt, når man er midt i tre­di­ver­ne? Ja, det er det fak­tisk. Et godt råd til mænd: Svar på de sms, I får fra je­res kvin­der - det er så let, og det be­ty­der så me­get. Jeg el­sker, når jeg ik­ke kan fal­de i søvn ... for­di jeg el­sker nat­tens ro, og for­di jeg har be­slut­tet ik­ke at la­de mig ir­ri­te­re af det. Jeg får al­tid la­vet en mas­se, når jeg ik­ke kan sove. Og så el­sker jeg at fal­de i søvn på so­fa­en, når so­len er ved at stå op, men det er ba­re no­get skidt, når jeg skal på ar­bej­de. Når man li­der af søvn­løs­hed, kan man væl­ge at bli­ve dø­dir­ri­te­ret og ven­de og dre­je sig i sen­gen. Men det gør mig ba­re me­re og me­re fru­stre­ret, og man får me­re tan­ke­myl­der. Jeg ny­der den smuk­ke ro - men jeg har dog og­så prø­vet alt in­den­for na­tur­me­di­cin, in­tet vir­ker. Hvis jeg ta­ger en rig­tig sovepi­l­le, for­svin­der jeg, men det gør jeg me­get nø­digt. Det mest græn­se­over­skri­den­de, jeg har prø­vet.... var at væ­re nø­gen på en na­turistcam­ping­plads, men tv- se­er­ne skul­le ik­ke se det he­le. Det be­hø­ver jeg ik­ke at gen­ta­ge. Jeg syn­tes ik­ke, der var no­gen grund til, at tv- se­er­ne kun­ne se mig nø­gen. Det var ik­ke det, indsla­get hand­le­de om. Grun­den til at jeg gjor­de det, var af respekt for na­turi­ster­ne på cam­ping­plad­sen. Jeg sy­nes jo i bund og grund, at det hed­der ’ skik føl­ge el­ler land fl y’. Det vil­le væ­re respekt­løst at si­ge nej til at gå nø­gen. Egent­lig var det jo os med tøj på, der var de mær­ke­li­ge på na­turistcam­ping­plad­sen. Da jeg tog tø­jet af, syn­tes jeg, det var ek­stremt græn­se­over­skri­den­de. Jeg har ik­ke følt mig så sår­bar i he­le mit liv. Jeg hav­de ver­dens se­je­ste fo­to­graf, for han kun­ne se, hvor svært det var for mig, så han til­bød og­så at ta­ge tø­jet af. Og det hjalp fak­tisk. Jeg var ham evigt tak­nem­me­lig, vi hav­de og­så en prak­ti­kant med, og jeg var li­ge ved at si­ge: Kan du ik­ke og­så smi­de tø­jet. Jeg syn­tes, det var me­get mær­ke­ligt, og jeg kun­ne væ­re krø­bet i et mu­se­hul. Det at cyk­le 1.200 km til Pa­ris er ... no­get, jeg med stor sand­syn­lig­hed kun gør en gang. Eft er tu­ren kun­ne jeg ik­ke mær­ke bl. a. mi­ne hæn­der. Men når jeg først ’ co­mit­ter’ mig til no­get, bli­ver jeg vold­somt stæ­dig. Jeg sy­nes, det er me­get angst­pro­vo­ke­ren­de at sid­de på en ra­cer­cy­kel, hvor sko­e­ne jo sid­der fast i pe­da­ler­ne. Den ene­ste be­skyt­tel­se var en cy­kel­hjelm, og når man kø­rer med op til 50 km/ t ned ad bak­ke, var jeg me­get ban­ge for at fal­de. Jeg så an­dre fal­de, og det gjor­de rig­tig ondt. Selv faldt jeg og­så, men hel­dig­vis ik­ke al­vor­ligt. Det var dej­ligt at væ­re med i et vel­gø­ren­heds­pro­jekt, og jeg mød­te man­ge spæn­den­de men­ne­sker - min kæ­re­ste Tho­mas - men der skal stor over­ta­lel­se til at få mig med igen. Jeg blev vok­sen tid­ligt, for­di ... mi­ne for­æl­dres skils­mis­se me­get hur­tigt brød min barn­doms uskyld og vi­ste mig vok­sen­li­vets re­a­li­te­ter. På den må­de har jeg nok le­vet lidt omvendt. Jeg har først rig­tig til­ladt mig at væ­re barn­lig, egoi­stisk og uansvar­lig på mi­ne me­re mod­ne da­ge. En­gang var jeg mis­un­de­lig på ... helt ær­ligt, så bli­ver jeg sta­dig mis­un­de­lig, så jeg kan ik­ke væ­re hel­lig her. Jeg er ik­ke stolt af det, og det er ik­ke en pæn tan­ke. Men der er da man­ge, som har no­get, jeg ger­ne vil ha­ve: Job, rej­ser, so­fa­er, hjem, over­skud, børn etc. Men det be­ty­der ba­re ik­ke, at jeg ik­ke un­der dem, som har al­le dis­se ting, det bed­ste. For det er jo ik­ke de­res skyld, jeg ik­ke har det. De er en­ten dyg­ti­ge­re, hel­di­ge­re, ri­ge­re el­ler no­get an­det. Og jeg kan jo bru­ge det som mo­ti­va­tion til det, jeg vil op­nå. Det, der gør en mand til en mand, er ... at han er en gent­le­man. Der går ik­ke no­get af min kvin­de­lig­hed el­ler min selv­stæn­dig­hed af at bli­ve be­han­det som en la­dy, prin­ses­se, gu­din­de el­ler kvin­de - kald det, hvad du vil. Jo, jeg er rød­strøm­pe til be­net og sy­nes, der skal væ­re li­ge løn for li­ge ar­bej­de. En mand er en gent­le­man, når han hol­der dø­ren. Det be­ty­der ik­ke, at jeg bli­ver un­der­da­nig el­ler uselv­stæn­dig. Jeg har nok lært det af min far, som i dag er 77 år. Han bli­ver små­for­nær­met, hvis han ik­ke får lov til at gi­ve mig jak­ken på. Jeg var hund­eræd, da ... jeg skul­le be­sti­ge Mont Blanc sam­men med min kæ­re­ste Tho­mas. På vej ned sag­de gu­i­den: » Don’t move, you are free « . Den li­ne, vi var hæg­tet sam­men med, var løs­net, og vi stod på et lil­le klip­pe­frem­s­pring, må­ske 30 cm bredt, og kig­ge­de di­rek­te ned i et om­trent uen­de­ligt dybt hul. Da vi kom i sik­ker­hed igen, brød jeg sam­men og stod og tu­de­de, ik­ke for­di jeg har høj­de­skræk, men for­di det gik op for mig, hvor ban­ge jeg var for at mi­ste Tho­mas. Jeg bur­de si­ge und­skyld til ... mi­ne for­æl­dre, for­di jeg al­tid har haft kr­udt i rø­ven og har vil­let for­føl­ge mi­ne eg­ne mål, om det så var rej­se, job el­ler ud­dan­nel­se. Det har ik­ke al­tid væ­ret let for dem, og de må ha­ve haft de­res be­kym­rin­ger. Jeg har al­tid væ­re even­tyr­ly­sten, og der er man­ge ting, som de ik­ke ved, og det er nok godt, det er så­dan. Jeg kan bli­ve ed­der­spændt ra­sen­de, når ... jeg ser mob­ning. Jeg kan ik­ke ha­ve det. Spe­ci­elt vok­sen­mob­ning sy­nes jeg er no­get af det vær­ste og mest ne­der­dræg­ti­ge. Jeg har selv væ­ret ude for det og sy­nes, det er util­gi­ve­ligt. Hvis jeg selv har gjort det ube­vidst, vil jeg op­rig­tig ger­ne und­skyl­de. Li­ge me­get hvor­dan man har det med et an­det men­ne­ske, skal man be­hand­le hin­an­den med respekt. Vi be­hø­ver ik­ke at kun­ne li­de al­le el­ler drik­ke kaff e med al­le. Og hvis man ik­ke kan li’ hin­an­den, kan man mini­me­re samvæ­ret. Jeg får tå­rer i øj­ne­ne, når ... jeg ser fi lm. Ge­ne­relt tu­der jeg me­get til fi lm, og fi lm­ma­ger­ne er så go­de til at tryk­ke på mi­ne knap­per. Jeg tu­der som pi­sket, når jeg ser ’ Dan­ser med ul­ve’. Jeg er ik­ke me­get for at in­drøm­me det, men ... jeg er en de­ci­de­ret so­fa­kar­toff el. Hvis val­get star mel­lem tæp­pe, so­fa og tv el­ler løb, regn og sved, så vin­der so­fa­en al­tid. Med­min­dre jeg har et mål, som jeg skal træ­ne op til. Jeg skal ha­ve en gu­lerod, el­lers vin­der so­fa­en. Det var me­get svært, da ... jeg skift ede fra DR til TV2 Fri. Det var et svært valg, og jeg syn­tes ik­ke, at jeg hav­de væ­ret læn­ge nok i DR. Men mu­lig­he­den for at ska­be en helt ny ka­nal - TV2 Fri - var sim­pel­hen for fri­sten­de. Det tryk­ke­de på mit even­tyr­gen, så jeg kun­ne ik­ke si­ge nej.

BLÅ BOG Ce­ci­lie Ho­t­her ( født 22. ok­to­ber 1978) er vært på TV2 Fri. Hun har tid­li­ge­re væ­ret vej­r­vært på Vo­res vejr, der sen­des på DR1. Ind­til au­gust 2012 var hun vej­r­vært på TV2 Vej­ret og Go’ mor­gen Dan­mark på TV2. Hun vandt sam­men med Mads Vad kon­kur­ren­cen Vild med dans i 2010. Hun vandt i 2012 Vild med co­me­dy for­an Ama­lie Szi­get­hy, Je­a­net­te Ot­te­sen og An­ders Bli­ch­feldt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.