Der er in­gen ri­me­lig­hed el­ler for­ud­si­ge­lig­hed i ’ Døds­ban­ko’

BT - - KENDER DU DET? -

Jeg har li­ge be­søgt min sted­far, Jør­gen. Han er syg. Så syg, at han ik­ke bli­ver rask igen. Så syg, at vi ta­ler om, at han ik­ke vil genop­li­ves, hvis han får hjer­te­stop igen. Og det er hårdt. Han skal jo helst ba­re bli­ve her for evigt. El­ler i hvert fald i lang tid end­nu.

Men vi be­stem­mer ik­ke over liv og død. Vi kan ik­ke en­gang reg­ne ud, hvem der dør først. Det går ik­ke ef­ter tur, og der er in­gen ri­me­lig­hed el­ler for­ud­si­ge­lig­hed i ’ Døds­ban­ko’. Plud­se­lig har man pla­den fuld, og så er spil­let slut. Mi­ne for­æl­dre dø­de tid­ligt. Og der er man­ge ting, jeg vil­le øn­ske, vi hav­de få­et talt om. Jeg vil­le ger­ne ha­ve sagt, at jeg el­ske­de dem, og at jeg godt vid­ste, at de el­ske­de mig. Selv­om de­res mis­brugs­pro­ble­mer gjor­de min barn­dom svær. Jeg vil­le øn­ske, at de hav­de haft det bed­re, så vi kun­ne ha­ve haft det bed­re. Der er man­ge ting, som jeg ved, de be­brej­de­de sig selv, og jeg vil­le ger­ne ha­ve gi­vet dem min til­gi­vel­se med i gra­ven. Uan­set hvor hårdt det var, så var de med til at gø­re mig til den, jeg er i dag: En om­sorgs­fuld mor, der tror på lyk­ke, og som har lært at ta­ck­le pro­ble­mer med op­hø­jet ro og hjer­tet for­re­st. Jør­gen har haft en enorm an­del i, at jeg er lan­det på be­ne­ne. Jeg ple­jer at si­ge, at uan­set hvor dår­li­ge kort man har få­et på hån­den til at be­gyn­de med, så kan man sta­dig sag­tens vin­de spil­let. Det hand­ler ba­re om, hvor­dan man spil­ler si­ne kort. Dog er det en for­ud­sæt­ning, at der er no­gen, der læ­rer en reg­ler­ne. Jør­gen var den, der lær­te mig, hvor­dan et nor­malt liv kan væ­re, og om hvor­dan man ge­bær­der sig. Han lær­te mig om ar- bejds­moral, og han lær­te mig om sta­bi­li­tet og øko­no­misk uaf­hæn­gig­hed. Min mor var kre­a­tiv. In­tel­lek­tu­el, kunst­ne­risk og anar­ki­stisk. Li­vet med hen­de var et even­tyr. Der var sto­re ud­for­drin­ger, og dra­ger, der skul­le be­kæm­pes, som f. eks. når vi skul­le tom­le til Nor­ge i de­cem­ber må­ned, el­ler flyg­te fra hen­des vol­de­li­ge kæ­re­ster midt om nat­ten. Men der var og­så lyk­ke­li­ge og vi­dun­der­li­ge stun­der, som når hun hav­de la­vet skat­tej­ag­ter, el­ler når vi put­te­de i hen­des seng, og hun læ­ste teg­ne­se­ri­er, la­ve­de skø­re stem­mer til al­le ka­rak­te­rer­ne, og når hun lær­te mig at ven­de pan­de­ka­ger i luf­ten og var flad af grin, når de sad fast i lof­tet. Det var en­ten him­mel el­ler hel­ve­de, alt af­hæn­gigt af hvor me­get mis­bru­get fyld­te. Når det var slemt, glem­te hun at kom­me hjem i da­ge­vis. Nog­le gan­ge så læn­ge, at jeg kom på bør­ne­hjem. Jeg lær­te at skyn­de mig at ny­de de go­de ti­der, for jeg vid­ste, at de vil­le slut­te før el­ler si­den. Men ang­sten for ud­s­vin­ge­ne slut­te­de, da mor mød­te Jør­gen. Fra da af var der al­tid en vok­sen. Jør­gen for­svandt al­drig, selv­om mor tog på spring­tu­re. Jør­gen drak ik­ke, pas­se­de sit ar­bej­de og hav­de bå­de bil og som­mer­hus på lan­det. Jeg si­ger ik­ke, at det blev Mor­ten Korch over nat­ten, men i for­hold til hvad jeg var vant til, så var det dæl­me tæt på! Plud­se­lig var der råd til at kø­be nye sko, når jeg vok­se­de ud af de gam­le. Vi tog på lan­det hver we­e­kend og i al­le fe­ri­er­ne, og der be­gynd­te jeg til rid­ning. Uan­set om min mor var med el­ler ej, så tog vi af sted, så jeg kun­ne kom­me på ri­de­sko­len. Jør­gen be­brej­de­de mig al­drig, at han ’ hang på mig’. Han ind­drog mig al­drig i sin hjer­tesorg over, at den kvin­de, han el­ske­de, ik­ke for­må­e­de at pas­se på de­res kær­lig­hed. Han fik mig til at fø­le, at vi var i sam­me båd, og at vi stod sam­men. Jeg ved ik­ke, hvem jeg hav­de væ­ret i dag, hvis jeg ik­ke hav­de haft Jør­gen i mit liv, men én ting er sik­kert: Mit hjer­te hav­de ik­ke væ­ret så ro­bust, og jeg hav­de ik­ke vidst, hvad det var for et liv, jeg ger­ne vil­le gi­ve mi­ne børn. Så tak, Jør­gen. For alt hvad du har gjort og for alt det, du fort­sat gi­ver. Jeg el­sker dig, og det skal du vi­de, uan­set hvor man­ge år jeg hæn­ger på dig end­nu!

DEN­NE UGE

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.