’ Far­vel min el­ske­de’

BT - - BOGUDDRAG -

Und­skyld, An­na. Er det for­kert af mig at bru­ge or­det en­ke? « spurg­te hun. » Nej, det lød ba­re lidt … hårdt … men det er jo rig­tigt nok. Det er jo så­dan, vir­ke­lig­he­den er: at jeg snart bli­ver en­ke, « sva­re­de jeg.

Over­læ­gen for­tal­te mig, at hun selv var en­ke. At hen­des mand var 43 år gam­mel, da han gik bort. Det var nu fi­re år si­den. Den­gang var de­res søn fi­re år gam­mel. » Det er jeg ked af at hø­re, « sag­de jeg. » Det skal du ik­ke væ­re, « sva­re­de hun og fort­sat­te: » Min søn har det rig­tig godt, og jeg har en dej­lig kæ­re­ste i dag. Vi har det rig­tig godt. Og min mand vil jeg al­tid ha­ve he­rin­de. « Hun tog sig til bry­stet, klap­pe­de sig let på hjer­tet og fort­sat­te:

» Jeg vil al­tid el­ske min mand, og du skal vi­de, at der er et liv bag­ef­ter. Du bli­ver glad igen. En dag bli­ver du glad igen. Det lover jeg dig. Li­ge nu og her er det hårdt. Det er ube­skri­ve­lig hårdt. For det er jo alt for tid­ligt, Tho­mas går bort. Hvor­dan kla­rer du det øko­no­misk? Kan du bli­ve bo­en­de med Mat­hil­da i je­res lej­lig­hed? «

Jeg for­tal­te over­læ­gen, at Tho­mas var dæk­ket af en grup­pe­livs­for­sik­ring, der gjor­de, at vi kun­ne bli­ve bo­en­de, og at jeg der­for in­gen øko­no­mi­ske be­kym­rin­ger hav­de.

» Uan­set hvad, vil du få et en­gangs­be­løb på 50.000 kr. fra ATP. Det vil si­ge 30.000 kr., når skat­ten er be­talt. Det sam­me gæl­der for Mat­hil­da, « for­tal­te hun mig.

Vi tal­te lidt om bi­sæt­tel­se og de øn­sker, Tho­mas hav­de. Jeg for­tal­te hen­de, at jeg et par da­ge før hav­de fun­det det smuk­ke­ste grav­sted til Tho­mas på Fre­de­riks­berg Kir­ke­gård.

» Har du for­talt ham, at der er styr på al­le hans øn­sker, og at du har fun­det det smuk­ke grav­sted til ham, som du her be­skri­ver for mig? « spurg­te hun mig. » Nej, « hul­ke­de jeg. » Jeg sy­nes, du skal for­tæl­le Tho­mas om det. Det er en smuk ge­stus af dig, at du sør­ger godt for ham ef­ter hans død, og han vil sik­kert få en ro in­de­ni, hvis han ved, at der er styr på øko­no­mi­en, bo­li­gen og al­le for­hold. Det vil og­så væ­re dej­ligt for ham at vi­de, at du har sik­ret et smukt og kær­ligt sted, hvor I kan min­des ham. «

Jeg tog af­sked med over­læ­gen og gik ind på stu­en til Tho­mas og holdt hans hånd. Tho­mas sov tungt oven på mor­fi­nen. Jeg måt­te for­tæl­le ham det i mor­gen, tænk­te jeg. Li­ge nu var det ble­vet tid til at hen­te Mat­hil­da i vug­ge­stue. Per­nil­le vil­le kom­me og væ­re hos Tho­mas nat­ten over, og jeg kys­se­de der­for Tho­mas far­vel. På pan­den, på næ­sen og til sidst på mun­den. Så­dan som jeg ple­je­de at gø­re, når jeg tog der­fra.

Næ­ste for­mid­dag tog jeg til­ba­ge til Tho­mas på ho­spi­ta­let. Det var lør­dag, og Mat­hil­da faldt i søvn i klap­vog­nen ved ind­gan­gen til ho­spi­ta­let. Det var helt per­fekt. Så kun­ne jeg væ­re sam­men med Tho­mas og sid­de hos ham en times tid, før hun våg­ne­de. Jeg tril­le­de ind på af­de­lin­gen og be­gynd­te at gå ned ad gan­gen. En sy­geple­jer­ske kom til sy­ne ne­de i den mod­sat­te en­de af gan­gen og råb­te plud­se­lig » Hej « til mig, mens hun vin­ke­de ivrigt.

Jeg vend­te mig om, smi­le­de stift og gjor­de tegn til, at Mat­hil­da sov, alt imens jeg in­der­ligt hå­be­de, at Mat­hil­da ik­ke våg­ne­de der­af. Men det var for sent. Mat­hil­da gav sig. Jeg stod helt stil­le og hå­be­de, at Mat­hil­da faldt i søvn igen. I ste­det be­gynd­te hun at græ­de. Jeg gav hen­de sut­ten, men det hjalp ik­ke. Hun be­gynd­te at skri­ge og gjor­de tegn til, at hun vil­le op. Jeg sat­te der­for sæ­det op i klap­vog­nen, så hun kun­ne kig­ge ud, og gav hen­de der­ef­ter kram­me­ka­ni­nen, som var hen­des ét og alt, og det hjalp.

Tho­mas lå i sen­gen, da jeg tril­le­de ind på hans stue med Mat­hil­da i klap­vog­nen. Han re­gi­stre­re­de, at vi kom. Han smi­le­de og sag­de ‘ hej’ til os. Jeg sat­te klap­vog­nen i hjør­net og lod Mat­hil­da bli­ve sid­den­de i den. På den må­de kun­ne hun føl­ge med i det he­le på af­stand. Hun vir­ke­de til­freds og ro­lig, mens hun sad og kig­ge­de på os med sut­ten i mun­den.

Jeg tog Tho­mas i hån­den og for­tal­te ham om vo­res mor­gen der­hjem­me og om, hvor­dan Mat­hil­da var be­gyndt at hi­ve hans bok­sers­horts ud af klæ­de­ska­bet og ta­ge dem på ho­ve­det. Tho­mas smi­le­de ved tan­ken og sag­de, at hun var en vær­re lil­le én. Mat­hil­da be­gynd­te at klyn­ke, og jeg kør­te der­for en tur med hen­de rundt på ho­spi­tals­om­rå­det for at få hen­de til at sove. Tho­mas hav­de svært ved at rum­me Mat­hil­das klyn­ke­ri, når han var dår­lig. Der­for skul­le Mat­hil­da helst væ­re ud­hvilet og i godt hu­mør, når vi be­søg­te ham. Men det var ik­ke al­tid li­ge let med så­dan en lil­le stør­rel­se.

Jeg kør­te en tur for­bi kan­ti­nen og køb­te en kop kaf­fe. På vej til­ba­ge til pal­li­a­tiv af­de­ling faldt Mat­hil­da en­de­lig i søvn. Da jeg trå­d­te ind på Tho­mas’ stue, var Per­nil­le kom­met. Hun over­tog klap­vog­nen og gik en tur med Mat­hil­da, så Tho­mas og jeg kun­ne ta­le sam­men.

Jeg for­tal­te Tho­mas, at der var kom­met styr på al­le juri­di­ske og øko­no­mi­ske pa­pi­rer. Han min­de­de mig om, at jeg skul­le hu­ske at kon­tak­te hans pen­sions­sel­skab, så snart han dø­de, og sag­de, at det var dej­ligt for ham at vi­de, at der var kom­met styr på det he­le. Der­til valg­te jeg at for­tæl­le ham, at jeg hav­de fun­det et smukt sted på Fre­de­riks­berg Kir­ke­gård til ham. Jeg be­skrev ste­det, og Tho­mas be­gynd­te at græ­de.

» Åh und­skyld skat, skul­le jeg ik­ke ha­ve sagt no­get? Jeg har væ­ret i tvivl om, hvor­vidt jeg skul­le si­ge no­get til dig el­ler ej, « sag­de jeg.

» Nej, « sva­re­de Tho­mas og fort­sat­te: » Det er smukt gjort af dig, og jeg ved, at du gør det i kær­lig­hed til mig. «

» Der vil jeg kom­me og be­sø­ge dig. Jeg vil for­tæl­le dig, hvor­dan det går med mig, og hvad der sker i mit liv. Og hvad der sker i Mat­hil­das liv, og hvil­ke nar­re­stre­ger hun nu har fun­det på, « for­tal­te jeg med tå­rer i øj­ne­ne, men kun­ne al­li­ge­vel ik­ke la­de væ­re med at smi­le, når jeg tænk­te på Mat­hil­da og hen­des nys­ger­ri­ge sind.

Det kun­ne Tho­mas hel­ler ik­ke. Så­dan sad vi en stund. Holdt i hånd, smi­le­de og så hin­an­den

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.