Dan­sker­nes fa­vo­rit­sted

Gran Ca­na­ria: I 30 år har dan­ske­re i ti­tu­sind­vis stilet mod Ho­tel Al­ta­mar i Puerto Ri­co. Her er stem­nin­gen af­slap­pet, sol­rig og ufor­mel

BT - - REJSER - Jan He­de­gaard jhg@ ber­ling­s­ke. dk

Hver vin­ter dra­ger dan­ske­re i tu­sind­vis syd­på til net­op det­te ho­tel

SPA­NI­EN Det er svært ik­ke at hol­de af Puerto Ri­co i ok­to­ber, når som­mer­fe­ri­en er for­bi, og før det sto­re dan­ske ry­kind be­gyn­der hen på ef­ter­å­ret og i de­cem­ber. Høj­sæ­so­nen va­rer til marts. Ste­det er Ho­tel Al­ta­mar. De se­ne­ste 30 år er det det ho­tel i ver­den, hvor der har bo­et flest dan­ske­re. Høj­sæ­so­nen er vin­ter­må­ne­der­ne. Det er her, man bry­der en kold, mørk og våd vin­ter op med et op­hold i et vej­r­lig, der sva­rer til dansk som­mer.

I gen­nem­snit va­rer et op­hold ti da­ge. Nog­le bli­ver i to må­ne­der; de går all in og over­vin­trer. An­dre kom­mer til et par gan­ge i lø­bet af året. Cir­ka 10.000 dan­ske­re bor hvert år på ho­tel­let, 8.500 om vin­te­r­en og 1.500 om som­me­ren. Om som­me­ren er det mest eng­læn­de­re, der fe­ri­e­rer her.

Man le­ver uge­ne­ret på ter­ras­ser­ne i døgn­drift, af­veks­len­de med vand­pja­sken i ho­tel­lets to svøm­mepø­ler på den bre­de klip­pe­hyl­de i mid­ten, hvor og­så ho­tel­lets sto­re fæl­les re­stau­rant er an­bragt. Stem­nin­gen er sol­rig, af­slap­pet og ufor­mel. Man­ge har fun­det ven­ner blandt per­so­na­let. Og det er hændt me­re end én gang, at per­so­na­let har sendt en buket blom­ster til gæ­ster­ne.

Som et græsk am­fi­te­a­ter Al­ta­mar lig­ger som en lands­by ved Mid­del­ha­vet på en lang­somt skrå­nen­de bjergsi­de i en stor slugt.

Om­kring det lig­ger an­dre ho­tel­ler på sam­me må­de, og til­sam­men dan­ner de et mæg­tigt græsk am­fi­te­a­ter, og præ­cis hvor sce­nen lig­ger, stræk­ker – som ud­sig­tens ho­ve­d­at­trak­tion – At­lan­ter­ha­vet sig næ­sten uen­de­ligt og hol­der først op ne­de ved ping­vi­ner­ne på An­tark­tis. Den­ne på én gang svim­len­de og be­ta­gen­de ud­sigt har man fra al­le væ­rel­ser­nes ter­ras­ser, og man bli­ver al­drig træt af den. Selv om nat­ten kun­ne vi sid­de og se ny­må­nens krumsa­bel spej­le sig som en lang, lys stri­be på ha­vet.

So­len stod op over land­ska­bet bag ho­tel­ler­ne og læn­ge­re væk, in­de over det mæg­ti­ge afri­kan­ske kon­ti­nent. Her­fra be­væ­ge­de den sig i en ener- gisk bue højt op på him­len ude over Oce­a­no At­lan­ti­co.

Sprin­gen­de del­fi­ner Ne­de for­an klip­per­ne langs ky­sten sej­le­de ut­ræt­te­ligt hver ti­me en lil­le båd fra hav­nen Puerto Esca­la ov­re i bug­ten til ven­stre, hen over ud­sig­ten og vi­de­re til Puerto de Mogán, der lig­ger et par klip­pe­frem­s­pring væk ude til høj­re i sam­me ret­ning, hvor So­len ud­mat­tet ef­ter en hel dag for op­skru­et blus hver af­ten går ned.

Tu­ren ta­ger en halv times tid, men lidt læn­ge­re ude lig­ger et stort hav­om­rå­de, hvor man – hvis man er hel­dig – kan op­le­ve del­fi­ner sprin­ge, og sto­re pru­sten­de hva­ler dyk­ke ud og for­svin­de igen med et sid­ste vink med den enor­me ha­le.

En søn­dag ef­ter­mid­dag sej­le­de vi om til Puerto de Mogán og spi­ste frokost. En en­kelt del­fin kom op et kort øje­blik, før den for­svandt i en ful­dendt bue un­der ha­vover­fla­den igen. Rent blær.

I re­stau­ran­te El Ca­pu­chino 501 fik vi » pul­po a la gal­le­ga « – blæks­p­rut­te til­be­redt med løg, laur­bær­bla­de og vi­ned­di­ke, ser­ve­ret med kogt kar­tof­fel og drys­set med papri­ka og havsalt. Den enk­le og vels­ma­gen­de ret er egent­lig ga­li­cisk og fra Nord­ve­stspa­ni­en, men er en klas­si­ker i det span­ske køk­ken.

En se­ri­øs om­gang pa­el­la An­dre gan­ge fortrak vi til restau­ran­ten Gu­an­ta­na­mo. Nav­net har in­tet at gø­re med den ame­ri­kan­ske flå­de­sta­tion på Cu­ba, der er be­ryg­tet som fan­ge­lejr. Restau­ran­ten har hed­det det læn­ge før 2001.

Ude fra vej­en lig­ner den ik­ke så­dan et sted, hvor man gør holdt, men det skal man ik­ke la­de sig nar­re af. I for­hold til Al­ta­mar lå den tre- fem eu­ro væk i en taxi.

På re­stau­rant Gu­an­ta­na­mo ser­ve­rer de en se­ri­øs pa­el­la. Ri­sen er lind og gul af saf­ran og gar­ne­ret til bri­ste­punk­tet med blæks­p­rut­te og skal­dyr. Pa­el­la er en til­lids­sag – og den ta­ger tid. Det er en god idé at få receptionen til at rin­ge i for­vej­en og be­stil­le pa­el­la til to. ( Che­fre­cep­tio­ni­sten José har lært sig selv at ta­le dansk/ svensk, hvis man ik­ke vil for­sø­ge sig på spansk el­ler en­gelsk.)

An­dre gan­ge bestil­te vi ta­pas og blev for­kælet med en vrim­mel af små tal­ler­k­ner med gril­let blæks­p­rut­te, cho­rizo ( de kry­dre­de span­ske pøl­ser) på et le­je af olies­teg­te løg, dad­ler om­s­vøbt af tyndt skå­ret ba­con ( en de­li­ka­tes­se en­gang som en for­nær­mel­se mod Fran­co be­nævnt » ge­ne­ra­lis­si­mo­ens testi­kel « ) , ri­stet blod­pøl­se, små, tyndt skå­ret tør­ret skin­ke, olies­teg­te pe­ber­frug­ter etc.

Og kan man li­de lam skal man ik­ke hol­de sig til­ba­ge. Det fin­des næp­pe me­re ud­søgt mørt og saf­tigt end her.

Én ø – fi­re kli­ma­zo­ner Bag ho­tel­ler­ne langs ky­sten lig­ner land­ska­bet Arizo­na, og om­rå­det her­ne­de i det syd­ve­st­lig­ste hjør­ne har ør­kenkli­ma med var­me, tør­re da­ge og lidt køli­ge­re næt­ter. Gran Ca­na­ria er ik­ke stor i are­al – om­trent­halv så stor som Fyn – og al­li­ge­vel med så ma­ge­løst af­veks­len­de land­ska­ber, at den kan ind­de­les i he­le fi­re for­skel­li­ge kli­ma­zo­ner.

De fle­ste da­ge lod vi ba­re ti­den gå som sand, der lang­somt løb ud mel­lem fin­gre­ne, dø­sen­de un­der So­len på ter­ras­sen, læ­sen­de i skyg­gen un­der pa­ra­sol­len el­ler høj­rø­stet ved buf­fe­ten og den dag­li­ge un­der­hold­ning i restau­ran­ten i snak med an­dre gæ­ster.

En dag fo­re­tog vi et spora­disk ud­brud­s­for­søg med en op­da­gel­ses­rej­se ind på øen. I le­jet bil kør­te vi op gen­nem de sno­e­de ve­je i Fa­ta­ga- da­len, de tu­sind pal­mers dal, gen­nem tå­gen over bjer­ge­ne til ka­ted­ra­len i Teror, Ba­si­li­ca de Nu­e­stra Señora del Pi­no, der er be­rømt for sin af­bild­ning af Jom­fru Ma­ria, den så­kald­te » Pinje- Ma­don­na « .

Her var der til­løb til tu­mult og stå­hej, da vi uaf­vi­den­de an­kom sam­ti­dig med, at det bri­ti­ske fy­sik­ge­ni Step­hen Hawkins var på vej væk igen.

Vi var på vej mod kir­ken, da han vi­ste sig, skråt sid­den­de i forv­re­det po­si­tur i sin elek­tri­ske kø­re­stol. Et plud­se­lig glimt af smer­te. Et glimt af det helt sto­re, der kan in­de­hol­des i en lil­le, for­pint krop. En be­tjent løb for­an op­to­get, og et hof af her­rer og da­mer om­gav ham i rask gang.

Da ef­ter­mid­dags­ro­en igen hav­de sæn­ket sig over plad­sen, gik vi in­den­for, før vi til­t­rå­d­te tu­ren til­ba­ge til ter­ras­sen og wi­descre­en- ud­sig­ten til det mæg­ti­ge, uen­de­li­ge hav.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.