Al­tid på tværs – og

Kim Lar­sen be­skri­ves som en kat, som én der ik­ke kan sty­res, og som går si­ne eg­ne ve­je. Nu fyl­der ‘ na­tio­nalskjal­den’ 70 år, men selv om han ‘ ser godt brugt ud’ er han sta­dig pro­duk­tiv som få

BT - - KULTUR - Uf­fe Jør­gen­sen Od­de ufjo@ bt. dk

Han ny­der at gå rundt og se godt brugt ud og væ­re vok­sen. Men in­de­ni er han sta­dig en ga­de­d­reng, der lø­ber rundt og sæt­ter spørgs­måls­tegn ved, om to og to nu og­så er fi­re, om de dum­me al­tid er så dum­me, og ik­ke mindst om de klo­ge nu al­tid er så klo­ge

Erik Clau­sen, in­struk­tør, sku­e­spil­ler, en­tertai­ner og ven

Han støt­ter sig til sin stok, når han ind­ta­ger sce­ner­ne, og han syn­ger si­ne san­ge sid­den­de på en stol. Ord som ‘ svæk­ket’ og ‘ gam­mel’ ta­ges nu og­så i fol­kets mund, når det hand­ler om Kim Lar­sen, der på fre­dag bli­ver 70. Men selv om al­de­ren si­ger, at han er pen­sions­mo­den, så er han sta­dig en mas­se­pro­du­cent af san­ge og me­lo­di­er, som han bræn­der for at ud­gi­ve. Og spør­ger man Kim Lar­sens ven­ner gen­nem år­ti­er, så er det nær­mest utæn­ke­ligt, at hans tid som po­p­san­ger er ved at væ­re for­bi. Der skal me­get me­re end en dis­kuspro­laps som den, der har gjort Kim Lar­sen gang­be­svæ­ret, og en 70 års fød­sels­dag, til, før han tak­ker af.

» Han ny­der at gå rundt og se godt brugt ud og væ­re vok­sen. Men in­de­ni er han sta­dig en ga­de­d­reng, der lø­ber rundt og sæt­ter spørgs­måls­tegn ved, om to og to nu og­så er fi­re, om de dum­me al­tid er så dum­me, og ik­ke mindst om de klo­ge nu al­tid er så klo­ge, « si­ger ven­nen og film­ma­ge­ren Erik Clau­sen.

Kim Lar­sen er som en kat. Han er sin egen. Én man ik­ke kan be­stem­me over el­ler si­ge, hvad den skal gø­re. Én, der er på tværs - og snart 70, som Erik Clau­sen for­mu­le­rer det, mens ven­nen Pe­ter Ingemann Han­sen si­ger:

Rasmus Mod­sat » Han er den ty­pe, der er ri­me­lig skråsik­ker og hol­der fast. Kim er et prin­cip­fast men­ne­ske. Det er og­så der­for, at han har væ­ret so­list i så man­ge år. Men hvis en be­slut­ning lig­ger li­ge til høj­re­fo­den, så kan han godt nog­le gan­ge in­si­ste­re på at bru­ge ven­stre fod for at kø­re den en gang rundt om Jor­den først. Er det ik­ke det, vi kal­der Rasmus Mod­sat? «

Ta­len­tet, vilj­en og nok og­så det, at Kim Lar­sen ik­ke ‘ ken­der or­det kom- pro­mis’ har gjort ham ri­ge­re end de fle­ste og lang­tids­hold­bar som få.

Nu bli­ver han 70 år. En milepæl, der for man­ge er en grund til at fejre sig selv og si­ne sej­re fra den del liv, der er le­vet. Men stod det til fød­sel­a­ren selv, fo­re­gik da­gen i stil­hed, ven­nen og pro­du­ce­ren gen­nem fle­re år­ti­er, Poul Bruun, for­kla­rer, at Kim Lar­sen ‘ sy­nes, at det er no­get mær­ke­ligt no­get at kom­me i centrum ba­re på grund af en fød­sels­dag.’

Kær­lig og jovi­al – brutal og kon­tant » Det er jo ik­ke no­get, han selv har gjort no­get for, « si­ger Poul Bruun.

Men med til ven­ner­nes kær­li­ge bil­le­de af Kim Lar­sen hø­rer og­så de lidt mør­ke­re nu­an­cer af man­den, som luk­ker de fær­re­ste ind i sit pri­va­te liv. For li­ge så kær­lig og jovi­al Kim Lar­sen i of­fent­lig­he­den frem­står, li­ge så brutal og kon­tant kan han - set ude­fra - væ­re på den pri­va­te front. Det har hans nær­me­ste få­et at fø­le.

Kim Lar­sen blev født 23. ok­to­ber 1945. Da han var fem år, blev for­æl­dre­ne skilt, og un­ge Kim Lar­sen bo­e­de med sin mor i det kø­ben­havn­ske nord­ve­st­kvar­ter. Han ud­dan­ne­de sig til fol­ke­sko­le­læ­rer, men skif­te­de klas­se­lo­ka­ler ud med øve­lo­ka­ler, da han i slut­nin­gen af 1960er­ne fandt sam­men med ja­zz- mu­si­ke­ren Franz Beck­er­lee og bas­si­sten Wil­li Jøns­son.

Sam­men med trom­mesla­ge­ren Bjørn Ug­leb­jerg, der si­den blev er­stat­tet af Sø­ren Ber­lev, dan­ne­de de ro­ck­grup­pen Ga­so­lin’, der op gen­nem 1970er­ne ind­til op­løs­nin­gen i 1978 ero­bre­de de stør­ste sce­ner i Dan­mark og Skan­di­navi­en med hit som ‘ Ra­bal­der­stræ­de’, ‘ Stak­kels Jim’ og ‘ Lan­ge­bro’.

Kim Lar­sen blev kendt som en rapkæf­tet ung mand, li­ge­som det in­ter­nt i Ga­so­lin’ kom til utal­li­ge sam­men­stød mel­lem især Kim Lar­sen og Franz Beck­er­lee. Fra be­gyn­del­sen af ro­ck­e­ven­ty­ret hav­de de sto­re ue­nig­he­der, som ud­vik­le­de sig til højlyd­te skæn­de­ri­er.

Al­le­re­de kort ef­ter Kim Lar­sens mu­si­kal­ske gen­nem­brud i be­gyn­del­sen af 1970er­ne med Ga­so­lin’ stod det klart, at han var en mand, for hvem det ik­ke var nok at væ­re en del af Dan­marks på det tids­punkt stør­ste ro­ck­band. Og da det sam­ti­dig stod klart for Kim Lar­sen, at han i Ga­so­lin’ ik­ke kun­ne få si­ne blø­de­re, un­der­fun­di­ge tek­ster og me­lo­di­er ud over ram­pen, ud­gav han i 1973 de­but- so­lo­al­bum­met ‘ Vær­s­go’.

Bedst sæl­gen­de dan­ske al­bum Si­den da har han spyt­tet pla­der og cd’er ud i en lind strøm. Og i dag skri­ver han, der står bag det bedst sæl­gen­de, dan­ske al­bum gen­nem ti­der­ne, ‘ Midt om nat­ten’ fra 1983, sta­dig san­ge i et om­fang, som kan gi­ve hans nær­me­ste ‘ le­ge­kam­me­ra­ter’ sved på pan­den. 54 nye me­lo­di­er er for ny­lig lan­det hos Poul Bruun. Kun ca. 12 styk­ker skal bru­ges til det næ­ste al­bum, men Lar­sen er en mas­se­pro­du­cent, der har en ‘ kulsort døgn­ryt­me’.

» Han skri­ver san­ge om nat­ten. Man­ge da­ge ser han slet ik­ke dagens lys, « si­ger Poul Bruun.

I et in­ter­view med DSB- ma­ga­si­net Ud & Se fra 2010 for­søg­te Kim Lar­sen at for­kla­re, hvor­dan det fø­les at la­ve et hit:

» Jeg sid­der of­te og ro­der med en håb­løs me­lo­di og tekst i lang tid. Når den rig­ti­ge sang så kom­mer, er man un­der­ligt be­vidst­løs. Jeg kan sam-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.