Han gjor­de det, han måt­te gø­re

BT - - NAVNE - Jakob Ste­en Ol­sen jso@ ber­ling­s­ke­me­dia. dk • Jes­per Lang­berg de­bu­te­re­de på na­tio­nals­ce­nen i 1965, hvor man straks sik­re­de sig ta­len­tet. Si­den er det ble­vet til en lang, lang ræk­ke af sku­e­spil, film, tv- se­ri­er for den fol­kekæ­re sku­e­spil­ler. Ar­kiv­fo­to:

» Jeg skal ik­ke stå der­ne­de og væ­re ban­ge. Jeg har gjort det, jeg skul­le. « Så­dan sag­de Jes­per Lang­berg til Ber­ling­s­ke i for­bin­del­se med, at han ud­gav si­ne glim­ren­de, fø­lel­ses­vi­bre­ren­de erin­drin­ger for et par år si­den. Han hav­de og­så be­slut­tet sig for at hol­de op med at spil­le ko­me­die. Hans op­træ­den i op­læs­nings­dra­ma­et ’ Kæ­re­ste­bre­ve’ med Ma­le­ne Schwartz på Fol­ke­te­a­tret i 2013 blev hans sid­ste.

I sæ­so­ner­ne in­den hav­de Jes­per Lang­berg al­le­re­de trap­pet ned. Ja, i Bet­ty Nan­sen Te­a­trets fa­mi­liesa­ga ’ Min fa­mi­lie’ var han kun med i det før­ste kvar­ter. Og i Det Kon­ge­li­ge Te­a­ters ’ Al­ver­dens rig­dom­me’ fyld­te han en lil­le vig­net ud med den au­to­ri­tet, der var vok­set og vok­set med åre­ne. Ik­ke at der no­gen­sin­de har væ­ret tvivl om ta­len­tet, som var ty­de­ligt al­le­re­de på Det Kon­ge­li­ge Te­a­ters elevsko­le. Sce­nen var han vel nær­mest for­ud­be­stemt til som søn af den for­g­u­de­de far, den po­pu­læ­re sku­e­spil­ler Si­gurd Lang­berg – sto­re­bror var pi­ger­nes fi lm­helt, Eb­be Lang­berg.

Jes­per Lang­berg var fra før­ste færd et ta­lent, hvis emi­nen­te ka­rak­te­ri­se­rings­ev­ne be­fandt sig bedst, når lu­ne og melan­ko­li kun­ne føl­ges ad. Skik­kel­sen var lang, hå­ret rødt, blik­ket nys­ger­rigt åbent, mi­mi­k­ken bå­de diskret og le­ven­de, stem­men lys og replik­ken kul­ti­ve­ret – oft e ven­ligt fo­re­kom­men­de, men med en langt far­li­ge­re un­der­to­ne.

Om­kost­nin­ger i pri­va­ten Han de­bu­te­re­de 1965 på na­tio­nals­ce­nen, hvor man straks sik­re­de sig ta­len­tet. Et gen­nem­brud fi k han med Tom Stop­pards ’ Ro­sen­krans og Gyl­den­stjer­ne er dø­de’, og så fulg­te en ræk­ke år med en in­tens ka­len­der, for si­de­lø­ben­de fi k og­så dansk fi lm øj­ne­ne op for hans bli­de nær­vær i tit­ler som f. eks. ’ I den grøn­ne skov’ og ’ Man sku’ væ­re no­get ved mu­sik­ken’.

Et liv med et fuldt ar­bejds­ske­ma og en del ba­je­re på værts­hu­se­ne hav- de si­ne om­kost­nin­ger i pri­va­ten, for­tæl­ler han i erin­drings­bo­gen med den pas­sen­de ti­tel ’ Ik­ke et se­kund spildt’. Men an­der­le­des kun­ne det ik­ke væ­re. » Jeg brænd­te for det, og jeg måt­te gø­re det. « Den sym­pa­ti­ske Kristen Skjern Eft er 20 år på na­tio­nals­ce­nen og en lang ræk­ke op­ga­ver i et skift en­de re­per­toi­re, for­lod han ’ barn­doms­hjem­met’ for i ste­det at spil­le på de kø­ben­havn­ske te­a­tre og rundt i lan­det. Der var brug for hans pon­dus, ik­ke mindst i det ka­rak­ter­ko­mi­ske rol­le­fag, han al­le­re­de hav­de få­et så bra­gen­de suc­ces i som en foryn­get Løjn­tant von Bud­din­ge i ’ Gen­bo­er­ne’. Han var Ar­nolp­he i ’ Fru­en­tim­mer­sko­len’ og Per Degn i ’ Eras­mus Mon­ta­nus’, for­lø­ste frem­ra­gen­de H. C. Andersen i Sven Holms ’ Ken­der du Svim­mel?’ på Oden­se Te­a­ter. Og i en helt an­den to­ne­art lån­te han fa­de­ren i sce­ne­ver­sio­nen af ’ Fe­sten’ en skræm­men­de au­to­ri­tet.

Præ­sta­tio­nen ud­lø­ste fortjent en Re­u­mert i 2003. Og så må vi ik­ke glem­me hver­ken fi lm el­ler tv, hvor rol­len som den sym­pa­ti­ske Kristen Skjern i uop­s­li­de­li­ge ’ Ma­ta­dor’ hø­rer til det na­tio­na­le fæl­les­gods.

Det var og­så på skær­men, han run­de­de det he­le så fl ot af med rol­len som læ­gen og fa­mi­lie­over­ho­ve­det, der bli­ver ramt af Alzhei­mers syg­dom, i fa­mi­lie­krø­ni­ken ’ Som­mer’. På én og sam­me tid fi k han en diskret men­ne­ske­ko­me­die og den rysten­de frem­stil­ling af en mands op­løs­ning til at gå op i en hø­je­re en­hed.

» Jeg har få­et lov til me­get, og jeg har og­så væ­ret hel­dig. Uden ta­lent går det galt, men der skal og­så en lil­le smu­le held til i en sku­e­spil­lers liv, at man får de rig­ti­ge rol­ler på det rig­ti­ge tids­punkt. Det har jeg få­et, « sag­de han til Ber­ling­s­ke i oven­nævn­te in­ter­view og kon­klu­de­re­de: » Så jeg er bå­de lyk­ke­lig og tak­nem­me­lig. « Det sam­me si­ger vi, der har få­et lov til at se på.

Jes­per Lang­berg har truk­ket sig til­ba­ge fra den me­ti­er, der har til­ladt ham at prø­ve det he­le. En stor sku­e­spil­ler har takket af

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.