Lyk­ken er ude på lan­det

Kri­sti­an Staus­holm har prø­vet at dri­ve land­brug den gang, hvor ren­ten var 23 pro­cent. Al­li­ge­vel kal­der han er­hver­vets nu­væ­ren­de kri­se for langt vær­re

BT - - NYHEDER - Sus­an­ne Jo­hans­son | suss@ bt. dk

De sol­bru­ne, bar­ke­de næ­ver hvi­ler ro­ligt på køk­ken­bor­det, mens han ta­ler. De er nær­mest et sym­bol på, hvor­dan 74- åri­ge Kri­sti­an Staus­holm og hans fa­mi­lie har over­le­vet knap fi re år­ti­er med selv­stæn­digt land­brug. Der har ik­ke væ­ret sto­re arm­be­væ­gel­ser dér. Men hårdt slid, nøjsom­hed, tæ­ring eft er næ­ring, mod og is i ma­ven.

Land­bru­get er et af de er­hverv, som har gen­nem­gå­et en ra­di­kal for­an­dring gen­nem de se­ne­ste 50 år. Den­gang kun­ne en hel fa­mi­lie for­sør­ges af et lil­le hus­mands­sted med nog­le hånd­ful­de tøn­der jord. Nu skal man nær­mest ha­ve be­drif­ter på stør­rel­se med et min­dre gods.

I 1960 var der 196.100 land­brug i Dan­mark. I 2014 var tal­let re­du­ce­ret til 37.949, som trods sto­re jord­a­re­a­ler kæm­per for at få øko­no­mi­en til at hæn­ge sam­men i en tid, hvor pri­ser­ne på de­res pro­duk­ter er pres­set så me­get i bund, at man­ge le­ver på ban­kens nå­de. Iføl­ge de ny­e­ste tal er hver 10. land­mand i akut fa­re for at gå kon­kurs.

» Fi­nanskri­sen i 70er­ne er nær­mest vand ved si­den af den, land­bru­get står over­for i dag, « si­ger Kri­sti­an Staus­holm.

Det var i 1976, at han og hans ko­ne An­na Mar­gret­he sprang ud i det. Eft er i en år­ræk­ke at ha­ve be­sty­ret an­dres land­brug, var ti­den in­de til at få de­res eget.

Hi­sto­risk set er land­brug oft e gå­et i arv. Men Kri­sti­an Staus­holms fædre­ne gård blev eks­pro­p­ri­e­ret af mi­li­tæ­ret i 70er­ne. Så vil­le han gå i fa­de­rens fod­spor, måt­te han be­gyn­de fra bun­den.

» Jeg var ble­vet 35 år og hav­de spa­ret op i åre­vis. Men hver gang jeg hav­de lagt 10.000 kr. til si­de, var be­drift er­ne ste­get med 50.000 kr., så vi kun­ne li­ge så godt sprin­ge ud i det for lån­te pen­ge, « for­tæl­ler han.

Det blev til 25 hektar og 53 mal­ke­kø­er i Eskild­strup på Fal­ster. En stør­rel­se, som æg­te­par­ret i de før­ste man­ge år kun­ne pas­se ale­ne sam- men med en en­kelt med­hjæl­per.

» Vi hav­de to små dren­ge og var godt klar over på for­hånd, at det var hårdt ar­bej­de. For vi hav­de ik­ke den sto­re egen­ka­pi­tal, hav­de ik­ke no­gen, der kun­ne hjæl­pe os øko­no­misk. Vi gav 1,6 mio. kr. for går­den. Det ly­der re­la­tivt bil­ligt, men det sva­rer til 7,1 mio. kr. i dag.

Al­le­re­de i 1978- 79 be­gynd­te den før­ste fi nanskri­se, og ren­ter­ne steg til 22- 23 pct. Vi hav­de en re­la­tiv stor gæld, så der var ik­ke an­det at gø­re end at kø­re i ban­ken og væ­re ær­li­ge. Og vi fi k lov til at fort­sæt­te, « si­ger Kri­sti­an Staus­holm. Alt gik til be­drift en Men det var med liv­rem­men spændt helt ind.

» Der blev ik­ke of­ret en kro­ne i pri­vat­li­vet i ti år. Det he­le gik til be­drift en, og det måt­te bå­de bør­ne­ne og min ko­ne mær­ke. Men vi var eni­ge om, at så­dan skul­le det væ­re. For hvis du har med en be­drift at gø­re, er du nødt til at be­va­re over­blik­ket, vi­de, hvor det er, du vil hen, og hvad der skal til, for at du kom­mer der­hen, « si­ger Kri­sti­an Staus­holm, som kom der­hen, hvor han vil­le.

» Når det er lyk­ke­des for os, skyl- des det nok frem­sy­net­hed. Dét ik­ke at væ­re ban­ge for og ha­ve mo­det til at træff e be­slut­nin­gen, når mu­lig­he­den er der. Jeg har al­tid haft den fi lo­so­fi , at hvis du ik­ke ud­vik­ler dig, så af­vik­ler du dig. Der er ik­ke no­gen mel­lemvej. Der­for er du nødt til at væ­re åben for de mu­lig­he­der, der lig­ger i sam­fun­det. «

Hen ad vej­en har han op­købt fi re om­kring­lig­gen­de ejen­dom­me, pri­mært på grund af jor­den der fulg­te med. Til gen­gæld røg kø­er­ne, hvil­ket var en sor­gens dag i fa­mi­li­en Staus­holm, som al­tid har væ­ret fæl­les om net­op det ar­bej­de. Men den samf u n d s - m æ s - s i g e u d -

Jeg har haft et godt liv. Og jeg kan love dig, at hvis jeg var ung i dag, vil­le jeg gø­re det igen

Kri­sti­an Staus­holm

vik­ling tvang fa­mi­li­en til at træf­fe den hår­de be­slut­ning. » Det gjor­de ondt den dag, vi skul­le af med dem. Når man har ar­bej­det med avls­ar­bej­de i 30 år, få­et en god be­sæt­ning op at stå, så er det hårdt at se dem for­la­de

stal­den. « Han pe­ger

over på lys­nin­gen for­an køk­ken­vin­du­et, hvor kostal­den før stod: » Den var ble­vet for gam­mel og ik­ke læn­ge­re tids­sva­ren­de. Og skul­le vi byg­ge en ny stald, måt­te den ik­ke væ­re så tæt på na­bo­er­ne, men skul­le lig­ge langt ude på mar­ker­ne, hvor lug­ten ik­ke ge­ne­re­de. Så det blev en svi­ne­stald i ste­det. «

Kri­sti­an Staus­holm rej­ser sig fra køk­ken­bor­det. Med fa­mi­li­ens bru­ne la­bra­dor Bel­li li­ge i hæ­le­ne går han om bag går­den og sku­er ud over mar­ker så langt, som øjet ræk­ker. Han stil­ler sig ude i kor­n­mar­ken, pe­ger med den ene hånd i ret­ning af svi­ne­stal­den. Den an­den hånd kø­rer han kær­ligt gen­nem de tun­ge, mod­ne stæng­ler af hve­de­korn, som har væ­ret en vig­tig del af hans livs­fun­da­ment. » At se tin­ge­ne gro om­kring én har al­tid væ­ret dét, jeg har væ­ret til­truk­ket af. Jeg går ud og plø­jer min ager, be­hand­ler den ef­ter al­le kun­stens reg­ler, så sår jeg kor­net, ser det vok­se op i lø­bet af tre- fi­re må­ne­der, og hø­ster re­sul­ta- tet af mit ar­bej­de én gang om året. Det er en til­freds­stil­lel­se ud over al­le græn­ser, som kan gø­re mig nær­mest lyk­ke­lig, « smi­ler han.

» Dét, og så at man er så af­hæn­gig af vej­ret, at man ik­ke kan plan­læg­ge sig ud af al­ting, det fa­sci­ne­rer mig. «

Man si­ger, at land­mænd er nog­le, der al­tid klyn­ker. Al­tid brok­ker sig. Kri­sti­an Staus­holm er ik­ke en af dem. Men han for­står dem godt. For fru­stra­tio­nen over, at an­dre be­stem­mer over de­res vil­kår, sid­der in­de i de fle­ste land­mænds knog­ler.

» Til­ba­ge i 1983 fik land­man­den 9 kr. pr. kg svi­ne­kød. Det får han sta­dig. Så hvis du ik­ke for­står at ra­tio­na­li­se­re og ef­fek­ti­vi­se­re din pro­duk­tion, så over­le­ver du ik­ke på de vil­kår. Og det er der­for, at kri­sen i land­bru­get er langt vær­re i dag. For alt, hvad der kun­ne ra­tio­na­li­se­res og ef­fek­ti­vi­se­res, er ble­vet det, så den vej er ik­ke mu­lig. Og sam­ti­dig er de krav, som myn­dig­he­der­ne stil­ler til os, så spe­ci­fik­ke, at der ik­ke er ud­vik­lings­mu­lig­he­der læn­ge­re. Skru­en er spændt så me­get. Og nu ser vi re­sul­ta­tet af det. «

Si­den 2006 er det æld­ste­søn­nen Hans, der har kørt be­drif­ten. Kri­sti­an Staus­holm er of­fi­ci­elt ble­vet pen­sio­nist, men går sta­dig til hån­de, for at væ­re land­mand er en livs­stil, man ik­ke ba­re slip­per. Nog­le vil må­ske me­ne, at ro­man­tik­ken og Mor­ten Korch- idyl­len er rø­get, men ik­ke her. Et godt liv » Jeg har haft et godt liv. Og jeg kan love dig, at hvis jeg var ung i dag, vil­le jeg gø­re det igen. Der er helt sik­kert mas­ser af an­dre ud­for­drin­ger i dag, end da jeg be­gynd­te, der er ble­vet me­re bøvl og bal­la­de og krav fra myn­dig­he­der­ne. Men så må man ba­re til­pas­se sig og prø­ve at la­ve tin­ge­ne om via det po­li­ti­ske sy­stem.

For ud­for­drin­ger er, hvad jeg har kend­skab til, og at væ­re land­mand har al­tid be­ri­get mig så me­get og væ­ret en glæ­de for mig. Jeg sy­nes sta­dig, at det dej­lig­ste, der fin­des, er at gå en af­ten­tur ne­de på mo­sen og hø­re nat­ter­ga­len fløjte. At gå tur med hund­en ned over mar­ker­ne, det er sgu da lyk­ken i ste­det for al den larm og bil- os in­de i by­er­ne. «

FO­TO: PRI­VAT/ CLAUS BECH

An­na Mar­gret­he og Kri­sti­an Staus­holm an­no 1976, hvor de blev selv­stæn­di­ge.

FO­TO: PRI­VAT/ CLAUS BECH

På me­je­tær­ske­ren sam­men med søn­nen Hans, som i dag har over­ta­get ef­ter sin far.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.