’ Re­vansch’ be­ty der re­van­che

BT - - SPORTEN - MOR­TEN CRO­NE SE­JERS­BØL, BTs FOD­BOL­DRE­DAK­TØR

KNAP HAV­DE SVE­RI­GE slå­et Dan­mark med 4- 1 og sendt os ud af se­mi­fi - na­len ved U21- EM, før mo­bi­len bip­pe­de: » Den kamp vil gå over i hi­sto­ri­en. Vi vil kom­me til at ta­le om den igen og igen. Vi ses på Got­land, « stod der i en SMS fra min ko­nes sven­ske fæt­ter Emil.

» Nej, nu ses vi ik­ke på Got­land al­li­ge­vel – med min­dre du lover først at goog­le, hvad der ske­te i 1992, « sva­re­de jeg. Der gik få se­kun­der, så sva­re­de han: » For­kert årtu­sin­de. Jeg var ik­ke en­gang født den­gang. « EMIL ER SÅ ung, at han dårligt hu­sker sidst, Dan­mark slog Sve­ri­ge ud af en VM-kva­li­fi ka­tions­tur­ne­ring for voks­ne, selv­om det blot er seks år si­den. 22 er han vel, og U21- gul­det var hans livs stør­ste fod­bold­tri­umf. En­hver ved, at den ik­ke kun­ne ham­le op med Dan­marks EM- guld i 1992, men sand­he­den er, at beg­ge de­le er så in­der­ligt li­ge­gyl­di­ge, når Dan­mark og Sve­ri­ge mø­des igen til novem­ber.

Det er, som Aft on­bla­dets fod­bold­kom­men­ta­tor Si­mon Bank skri­ver, som om ti­den kø­rer i cirk­ler. I 1965 stod min far bag må­let, da Ole Mad­sen score­de med hæ­len og sik­re­de Dan­mark den før­ste sejr over Sve­ri­ge i 15 år. 4. ju­ni 2009 mød­te jeg min nu­væ­ren­de ko­ne i Sto­ck­holm, to da­ge før Dan­mark vandt 1- 0 på Rås­un­da. Og 11. novem­ber sid­der jeg på Fri­end’s Are­na på end­nu en aft en, der vil bli­ve min­de­vær­dig for no­gen der­u­de på den ene el­ler an­den si­de af Sun­det. Sven­sker­kam­pe­ne træk­ker re­fe­ren­cer gen­nem ge­ne­ra­tio­ner, og hav­de man hå­bet på en an­den mod­stan­der, var det i hvert fald ik­ke for for­tæl­lin­gens skyld. DE FLE­STE SVEN­SKE­RE be­trag­ter Dan­mark som den svæ­re­ste af de mod­stan­de­re, de kun­ne ha­ve truk­ket, mens de fl este dan­ske­re be­trag­ter sven­sker­ne som en af de nem­me­ste. Ik­ke for­di vi er bedst, men for­di Sve­ri­ge lig­ne­de et af de sva­ge­ste se­e­de­de hold, og for­di Dan­mark lig­ne­de et af de stær­ke­ste use­e­de­de. I re­a­li­te­ten er det fi ft y- fi ft y, og på man­ge må­der er der ta­le om to hold i sam­men­lig­ne­li­ge si­tu­a­tio­ner og med styr­ker og svag­he­der, der ik­ke lig­ger langt fra hin­an­den. De sven­ske fans og jour­na­li­ster har væ­ret præ­cis li­ge så hår­de i kri­tik­ken af de­res lands­hold og de­res land­stræ­ner, som vi har her­hjem­me, og når Si­mon Bank skri­ver, at vi el­sker vo­res Mor­ten Ol­sen, er det ik­ke på grund af hans se­ne­ste re­sul­ta­ter, der sna­re­re slår skår i den kær­lig­hed, ti­den trods alt har grund­lagt.

På det in­di­vi­du­el­le plan bur­de Dan­mark ha­ve fl ere og bed­re tek­ni­ke­re end Sve­ri­ge, og vi bur­de ha­ve et hø­je­re kre­a­tivt ni­veau. Vo­res spil­lestil har med enk­le va­ri­a­tio­ner væ­ret den sam­me i 15 år, og bur­de væ­re det stær­ke fun­da­ment, vo­res spil­le­re al­tid kan fal­de til­ba­ge på. Men nøg­le­or­de­ne her er ’ bur­de’. For 0- 0 mod Al­ba­ni­en og Ar­me­ni­en ud­pin­de­de pro­ble­mer­ne for et lands­hold, der er ke­de­ligt og in­eff ek­tivt, når det ik­ke lyk­kes at få Chri­sti­an Erik­sen og Mi­cha­el Kro­hn-De­hli til at fun­ge­re trods suc­ces på de­res klubhold, og som li­der, når Pi­er­re- Emi­le Højb­jerg er ude af form, og Ni­ck­las Bendt­ner ik­ke læn­ge­re sco­rer mål. I den for­fat­ning er Dan­mark i bed­ste fald or­di­nær. Præ­cis som det sven­ske vil­le væ­re, hvis ik­ke det hav­de haft Zla­tan Ibra­him­ovic. IN­DEN SE­MI­FI­NA­LEN VED som­me­rens U21- EM var op­fat­tel­sen, at Dan­mark hav­de et hi­sto­risk ta­lent­fuldt lands­hold med stor dy­na­mik, fan­ta­si og in­di­vi­du­el kva­li­tet. Sven­sker­ne hav­de spil­let pri­mi­tivt, og det var vel kun Ludwig Au­gustin­s­son og Jo­hn Gu­i­det­ti, der hav­de haft en chan­ce for at kom­me på hol­det, hvis de hav­de væ­ret dan­ske­re. Det var op­fat­tel­sen af, at Nor­dens bra­si­li­a­ne­re mød­te Nor­dens... ja, Nor­dens sven­ske­re, så­dan som det med el­ler uden grund har væ­ret si­den en­gang i 1980’ ere, når Dan­mark og Sve­ri­ge mød­tes. Ef­ter kam­pen var op­fat­tel­ser uen­de­ligt li­ge­gyl­di­ge.

» Det er tid for dem at ta­ge hjem. Man kan ik­ke si­ge, det er let at mø­de os, når man pi­ver ud med 1- 4. Det er lidt pin­ligt. Vi er bedst i Nor­den, « som Gu­i­det­ti sag­de.

Jeg hå­ber, jeg kan få re­van­che – el­ler ’ re­vansch’ – og skri­ve det sam­me i en SMS til Emil he­nun­der mid­nat 17. novem­ber. Men ri­si­ko­en for at det bli­ver ham, der skri­ver det til mig, er præ­cis li­ge så stor.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.