Lad de un­ge kom­me til

Vagn Thy­ge­sens liv blev et af dem i rød post- uni­form. Eft er 40 år sag­de han stop

BT - - NYHEDER - Sus­an­ne Jo­hans­son | suss@ bt. dk

Det var hans far, der sag­de de be­vin­ge­de ord. ’ Tag til Fre­de­ri­cia og bliv post’. Vagn Thygesen var sta­dig ung og drøm­te om at få en ud­dan­nel­se på et kon­tor. En frem­tids­sik­ker vej den gang i star­ten af 70’ er­ne, hvor olie­kri­sen hav­de luk­ket stri­be­vis af virk­som­he­der og ned­lagt tu­sind­vis af job i in­du­stri­en.

Men drøm­men måt­te vi­ge for det prak­ti­ske. Vagn Thygesen var li­ge ble­vet gift , han og ko­nen hav­de jo få­et en lil­le. Og mad skul­le der på bor­det. Så han slog til, da po­st­væ­se- net i Fre­de­ri­cia søg­te folk.

40 år se­ne­re bor han sta­dig i Fre­de­ri­cia med sin ko­ne. Men nu er det hen­de, der forsørger ham. For i 2012 gik Vagn Thygesen på pen­sion. Sag­de far­vel og tak til lan­de­ve­je­ne og li­vet som po­st­bud.

Det er kun få uger si­den, at PostNord meld­te ud, at tak­sten for at sen­de et A- brev fra 2017 sti­ger kraf­tigt. Fra ti til 19 kr. En pris­stig­ning som che­fen for PostNord for­kla­rer

Der skul­le spa­res me­re og me­re. Og hvis det ik­ke ske­te ved na­tur­lig af­gang, vil­le de fy­re folk

Vagn Thygesen

med, at det gan­ske en­kelt ik­ke læn­ge­re er en god for­ret­ning at sen­de bre­ve. En dansk fa­mi­lie sen­der i gen­nem­snit fi re af den slags bre­ve år­ligt, alt­så bre­ve som skal væ­re frem­me den eft er­føl­gen­de dag. Og der­for må pri­sen af­spej­le om­kost­nin­ger­ne.

Kig­ger man på Sta­ti­stik­ken in­den­for Vagn Thy­ge­sens fag, ta­ler den sit eget tør­re og kon­tan­te sprog. Skru­er man ti­den til­ba­ge til blot 1990, var den år­li­ge brev­mæng­de 1.337.000.000. Knap 25 år se­ne­re er tal­let 587.000.000. Et fald på næ­sten 44 pct. Og det gi­ver sig selv, at stort set sam­me pro­cen­treg­ning kan over­fø­res til an­tal­let af po­st­bu­de. Der bli­ver fær­re og fær­re af dem. Og det var og­så der­for, at Vagn Thygesen valg­te at stop­pe eft er 40 år.

» Der skul­le spa­res me­re og me­re. Og hvis det ik­ke ske­te ved na­tur­lig af­gang, vil­le de fy­re folk. Så al­le me­d­ar­bej­de­re over 60 år fi k et til­bud. Det tog jeg imod, « si­ger Vagn Thygesen.

De før­ste man­ge år i po­st­væ­se­net ar­bej­de­de han i sor­te­rin­gen på skif­te­hold. Sy­ste­met var så­dan skru­et sam­men, at an­cien­ni­te­ten be­stem­te, hvor­når man fi k lov til at bli­ve po­st­bud.

» Så­dan var det den­gang. De gik strengt eft er, hvor lang tid man hav­de væ­ret der. Og der var rig­tig man­ge, som ger­ne vil­le kø­re ud med bre­ve. Så først i be­gyn­del­sen af 90er­ne lyk­ke­des det en­de­lig for mig, « for­tæl­ler Vagn Thygesen.

Han har næ­sten ju­le­lys i øj­ne­ne, når han for­tæl­ler om, hvor­dan han hop­pe­de op på cyk­len, og så el­lers kør­te rundt i Fre­de­ri­cia by med si­ne bre­ve.

For­tæl­ler end­nu me­re be­gej­stret om sin tid som land­bud ude på de små, snørk­le­de og til ti­der ufrem­kom­me­li­ge lan­de­ve­je, hvor der kun­ne væ­re langt mel­lem hu­se­ne, hvor sne­dri­ver­ne om vin­te­r­en send­te ham i grøft en, men hvor han og­så fi k mu­lig­hed for at kom­me langt tæt­te­re på si­ne ’ kun­der’.

» Tid­li­ge­re hav­de man tid til en kop kaff e og en slud­der på går­de­ne. Men det blev min­dre og min­dre, ind­til det in­den­for de sid­ste fem til ti år til sidst var helt væk. Det var jo sam­fun­det, der æn­dre­de sig. Folk var ik­ke læn­ge­re hjem­me, når man kom med po­sten. Beg­ge gik på ar­bej­de, « si­ger Vagn Thygesen, som el­ske­de det so­ci­a­le ele­ment i sit ar­bej­de, el­ske­de at væ­re på ka­sket med ’ kun­der­ne’.

To dag­li­ge om­de­lin­ger » Det var jo op til dig selv, om du vil­le ta­ge ti­den til det so­ci­a­le. For du hav­de di­ne tu­re og kør­te dem, li­ge­gyl­digt hvor lang tid det tog. Om du brug­te fem el­ler ot­te ti­mer, fi k du din fa­ste løn. «

Kl. seks om mor­ge­nen stemp­le­de han ind. Så fi k han i en stor pæ­re­væl­ling den stak bre­ve, der hør­te til hans ru­te, og den bun­ke skul­le så or­ga­ni­se­res. Ved ot­te- ti­den var han som re­gel klar til at kø­re ud.

Mens han var by­bud i Fre­de­ri­cia, nå­e­de han og­så at op­le­ve ti­den med to dag­li­ge om­de­lin­ger. Først den al­min­de­li­ge post. Så vær­di- post.

» Der gik ik­ke man­ge år, før de gik væk fra to om­de­lin­ger. Det var for at spa­re og for, at det en­kel­te po­st­bud kun­ne nå stør­re ru­ter. «

At væ­re bud­brin­ger af go­de og dår­li­ge nyhe­der har al­tid væ­ret en del af fa­get, og Vagn Thygesen hu­sker især én gang, hvor han skul­le ud­brin­ge et vær­di­brev, en check på me­re end 60.000 kr.

» Man­den hav­de vun­det dem i tip. Og selv­om han var for­be­redt på, at pen­ge­ne vil­le kom­me, var han fuld­stæn­dig fra den, da jeg rin­ge­de på. ’ Kom ind post, du skal da ha’ en whi­sky’, han var helt tum­me­lum­sk. Så­dan nog­le op­le­vel­ser gør en glad, « si­ger Vagn Thygesen.

Men glæ­den blev der læn­ge­re og læn­ge­re imel­lem.

» Bre­ve er gå­et vold­somt ned. For så­dan en gam­mel post­mand som mig er det jo for­fær­de­ligt, « suk­ker han.

Me­re ma­ski­nelt » Da jeg star­te­de var der man­ge bre­ve og få re­k­la­mer. Nu er det li­ge omvendt. Og det er sgu lidt me­re dødt at kø­re med så­dan no­gen. Plus at alt er ble­vet me­re og me­re ma­ski­nelt. Du rø­rer jo knap nok ved bre­ve­ne i dag, in­den du kø­rer ud. Du har ik­ke føling med dem på sam­me må­de som den­gang, hvor du selv sat­te dem sam­men. Det gør lidt ondt i hjer­tet at se den ud­vik­ling. «

I dag er hans eg­ne to døtre an­sat som po­st­bu­de. Han ser og hø­rer på dem, hvor­dan der bli­ver spa­ret me­re og me­re, hvor­dan stres­sen får ram på dem. Og Vagn Thygesen er glad for, at han eft er 37 1/ 2 år stop­pe­de i tide.

» Al­le de om­læg­nin­ger kom ba­re hur­ti­ge­re og hur­ti­ge­re. Tu­re­ne blev stør­re, og man kom ind i en cir­kel, hvor man hav­de svært ved at nå det in­den­for ti­den. Med al­de­ren blev det ba­re svæ­re­re for mig at ka­pe­re. Man bli­ver jo lidt me­re tryg­heds­narko­man, når man bli­ver æl­dre. Så det var et godt tids­punkt at stop­pe på, « me­ner han.

Og­så det var svært i star­ten. Selv­om det so­ci­a­le var gle­det me­re og me­re ud af ar­bejds­li­vet, sav­ne­de Vagn Thygesen at ha­ve kol­le­ger. Der var et tom­rum, som han si­ger.

Men det er for­længst fyldt ud. Han kig­ger til­ba­ge på sin tid i den rø­de po­stjak­ke med de go­de min­der i be­hold.

Med Vagn Thygesen og hans slags er en epo­ke slut. Ti­den med 25 og 40 års ju­bilæ­er er ov­re. In­gen bli­ver i det job så læn­ge, som han har gjort.

» Som ud­vik­lin­gen er, vil­le jeg ik­ke væl­ge det igen. Jeg har haft man­ge go­de år som post­mand, dem er jeg glad ved. Men jeg vil­le nok ik­ke gø­re det igen. « Han suk­ker. Næh, « si­ger han, » lad de un­ge kom­me til.

I dag er det Vagn Thy­ge­sens ko­ne, der hi­ver pen­ge­ne hjem, mens han ny­der li­vet i fa­mi­li­ens hus i Fre­de­ri­cia. Og den rø­de po­stjak­ke kom­mer nor­malt kun frem, når blæst og regn skal hol­des ude. Fo­to: Claus Fi­sker

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.