’Jeg ha­e­ver bar­ren’

BT - - WEEKEND -

Da min mor var barn og gik i sko­le, var det jung­le­loven, der her­ske­de. Du var øverst i hie­rar­ki­et, hvis du slog en pro­per na­e­ve. Så det gjor­de min mor, på bå­de hen­de og hen­des sva­ge­li­ge brors veg­ne. Hun kom fra ret håb­lø­se kår, men gik af uransa­ge­li­ge år­sa­ger på pri­vatsko­le med al­le de pri­vil­e­ge­re­de unger. Hun skil­te sig ud, og det er skidt, når man er barn. Der var in­gen hja­elp at hen­te hjem­me­fra, så hun slog hår­dest. In­gen gjor­de klogt i at la­eg­ge sig ud med hen­de. Det ko­ste­de en blodt­ud. Godt det ik­ke er så­dan me­re. Da jeg kom i sko­le, var jeg og­så ti­l­overs i sko­le­går­den, det må ha­ve gjort ha­es­ligt gen­ken­de­ligt ondt på min mor, li­ge­som jeg li­der nu, når min dat­ter fø­ler sig for­kert og ti­l­overs i sko­le­går­den. Jeg kan na­er­mest ma­er­ke det. Jeg bli­ver 10 år gam­mel på ét se­kund og må hu­ske på, at det er over­stå­et. Jeg vil for alt i ver­den spa­re min dat­ter for de ha­es­li­ge fø­lel­ser. Så­dan har al­le det nok, men vi er så ban­ge for at ud­vi­se util­stra­ek­ke­lig­hed. Vi har al­drig haft stør­re mu­lig­hed for at vi­se det per­fek­te bil­le­de af det bed­ste se­kund – på en lor­te­dag. Og det be­ty­der, at al­le er un­der pres. Et helt ure­a­li­stisk råt per­fek­t­heds­pres. Min mor la­er­te mig at kla­re mig selv ved at la­e­re mig at sva­re igen. Hun gav mig ty­de­li­ge grun­de, jeg kun­ne dril­le med, så jeg lyn­hur­tigt kun­ne re­tur­ne­re dril­le­ri­et, når jeg blev kaldt no­get grimt. Jy­de f.eks. El­ler ’Hvad si­ger bril­lea­ben’. Hun la­er­te mig grove rim på de va­er­ste un­gers nav­ne. Alt imens hun vel hu­ske­de, hvor­dan det var at stå dér og fø­le sig for­kert. Og ale­ne. Hun la­er­te mig at slå med ord. Mot­to­et hos os var: ’Stok og sten kan bra­ek­ke di­ne ben, men ord kan ik­ke nå dig’. Det er nu løgn, jeg har me­re end en gang lig­get i foster­stil­ling og øm­met mig pga. ord. Det bli­ver ta­ck­let bed­re og bed­re for hver ge­ne­ra­tion. Nu er det mig, der trø­ster min dat­ter, når sko­le­går­den er led. Den er ik­ke så grim, som min mors var, el­ler min var. Men det er sva­ert, og in­di­mel­lem er det for sva­ert. Hun sø­ger min hja­elp, når hun forta­el­ler om de grim­me ting, hun bli­ver kaldt. Og jeg for­sø­ger at neg­li­ge­re det. Jeg for­sø­ger at stop­pe det fora­el­dre­ne imel­lem. Men det kan ik­ke al­tid sty­res mel­lem fora­el­dre­ne, som man skul­le tro, man­ge fora­el­dre (ik­ke mig, tror jeg) er blin­de over for de­res eg­ne po­ders hul­ler i osten. ’Mon­key see, mon­key do’. I en sce­ne i en dansk film blev det me­get ty­de­ligt, da en far gi­ver sit barn én på lam­pen mens han fru­stre­ret rå­ber: ’Du må ik­ke slå!’ Jeg for­sø­ger at la­e­re mi­ne unger at ven­de det dø­ve øre til. Jeg for­sø­ger at la­e­re dem, hvor­for nog­le dril­ler. Jeg si­ger, at det na­ep­pe var ment så hårdt, som det var sagt. Jeg hø­rer end­da mig selv forta­el­le om Gan­di. Og fø­ler mig ret mag­tes­løs. Jeg prø­ver at la­e­re dem, at jeg ik­ke kan hja­el­pe, hvis de syn­ker til sam­me tå­be­li­ge ni­veau. En­gang rin­ge­de jeg til en an­den mor for at stop­pe, at der blev talt så ond­skabs­fuldt, og fik at vi­de, at hen­des barn hel­ler ik­ke brød sig om, når min dat­ter sag­de: ’Jeg hå­ber, du fal­der un­der en bus’, til hen­des barn. Hun SKAL ha­e­ve bar­ren. Hvor­dan skal jeg la­e­re hen­de det, når det er til­ladt for fol­ke­tings­po­li­ti­ke­re at si­ge ’pi­ge’ som en hån til en kvin­de på 50 år? Det er et me­get ty­de­ligt ek­sem­pel, men det fo­re­går hver dag. På Chri­stans­borg. I fjer­sy­net. På Fa­ce­book. I sko­le­går­den. I min hem­me­li­ge ver­den drøm­mer jeg na­tur­lig­vis om min mors me­to­der. Jeg drøm­mer om at la­e­re mi­ne unger at re­tur­ne­re ond­skabs­fuld­hed og dril­le­ri­er med de ting, det er åben­lyst nemt at dril­le igen med. Jeg drøm­mer om at stik­ke un­gen, el­ler fora­el­de­ren, en god ’gam­mel­daws’ blodt­ud. Og et blåt øje. Og en løs tand. Men jeg si­ger det al­drig til no­gen. Jeg ha­e­ver bar­ren.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.