Det er AL­DRIG i or­den at mob­be

BT - - WEEKEND -

Jeg blev dril­let som barn. Nej, ik­ke ba­re dril­let – jeg blev mob­bet, for­di jeg var en splejs. Jeg ved, hvad mob­ning kan gø­re ved et men­ne­ske, hvor øde­la­eg­gen­de det kan va­e­re. Spo­re­ne sa­et­ter sig, og selv om de fle­ste af os hel­dig­vis kom­mer igen­nem det og får go­de liv al­li­ge­vel, så kan mob­ning sa­et­te sig som en kro­nisk usik­ker­hed på, om man nu og­så er no­get va­erd.

I dag ved jeg og­så, hvor vig­tigt det so­ci­a­le liv er for vo­res sund­hed og triv­sel. En­som­hed og dår­li­ge so­ci­a­le re­la­tio­ner øger ri­si­ko­en for en lang ra­ek­ke syg­dom­me, bå­de fy­si­ske og psy­ki­ske, og mob­ning i sko­le­ti­den er no­get af det, som kan gø­re det sva­e­re­re at fun­ge­re so­ci­alt re­sten af li­vet.

Jeg skal va­e­re den før­ste til at si­ge, at det er vig­tigt for vo­res sund­hed at spi­se og sove godt og at få mo­tion nok, men vo­res so­ci­a­le liv er alt­af­gø­ren­de for vo­res triv­sel. Hvis vi har det dårligt so­ci­alt, bli­ver det og­så sva­e­re­re for os at ha­ve ener­gi nok til det an­det i vo­res liv, som kun­ne gi­ve os over­skud, og der­for er mob­ning en re­el sund­heds­trus­sel på bå­de kort og langt sigt. Tid­li­ge­re ti­ders vok­sen­ten­dens til ba­re at slå det hen som ‘her­re­g­ud, det er jo ba­re uskyl­di­ge dril­le­ri­er’ er hel­dig­vis på re­tur, men det fin­des sta­dig. Der er og­så sta­dig en op­fat­tel­se af, at mob­beof­ret nog­le gan­ge jo og­så selv er lidt ude om det. F.eks. hvis han el­ler hun er tyk el­ler på an­den må­de skil­ler sig ud.

Og jeg bli­ver så pis­sed off hver gang. Det er AL­DRIG i or­den at mob­be. Vi ta­ger den li­ge en gang til: Det er AL­DRIG i or­den at mob­be. Og det er AL­DRIG of­fe­rets egen skyld.

Det er hel­ler ik­ke den en­kel­te mob­bers ene­ansvar. Mob­ning skyl­des en so­ci­al kul­tur, som vi ik­ke bør ac­cep­te­re el­ler to­le­re­re, og den er al­les an­svar. Men na­tur­lig­vis er det i sko­le­sam­men­ha­eng først og frem­mest de voks­nes an­svar at fore­byg­ge mob­ning og ska­be nog­le go­de og tryg­ge ram­mer.

Jeg til­brag­te i som­mer tid med dren­gen Malt­he, som har va­e­ret på ju­le­ma­er­ke­hjem. Jeg er am­bas­sa­dør for ju­le­ma­er­ke­hjem­me­ne, og ti­den med ham gav mig et ind­blik i, hvor pri­mi­tivt nog­le sko­le­klas­ser sta­dig får lov at fun­ge­re. Det er cho­ke­ren­de. Jeg hav­de ven­tet det i USA, men ik­ke i Dan­mark.

Malt­he tal­te blandt an­det om ‘ham, der sty­rer klas­sen’, og det fik mig til at ta­en­ke på en be­rømt bavi­an­stam­me.

Bavi­a­ner er no­to­risk ag­gres­si­ve. De do­mi­ne­ren­de han­ner er en flok tyranner, som på det grove­ste mob­ber langt min­dre han­ner og stam­mens hunner, selv om de er me­get min­dre end fø­rer­han­nen. Det sker kon­stant, når de skal vi­se, hvem der be­stem­mer, hvem ‘der sty­rer klas­sen’.

Nå, i en bavi­an­stam­me i Ke­nya for 20 år si­den blev al­le de do­mi­ne­ren­de tyran­han­ner ud­ryd­det på én gang. Det var de­res styr­ke og do­mi­nans, der slog dem ihjel: De hav­de fun­det skral­det fra en grup­pe turi­ster og for­hin­dre­de an­dre i at spi­se re­ster­ne. Desva­er­re for dem var kødet in­fi­ce­ret med en sa­er­lig slags tu­ber­kulo­se, så på én gang for­svandt al­le su­per­mob­ber­ne fra stam­men.

Hvad der ske­te der­ef­ter har op­ta­get vi­den­skabs­folk si­den. Stam­men aen­dre­de kul­tur fra den ene dag til den an­den, der blev min­dre mob­be­ri og me­re sam­ar­bej­de. Og den nye so­ci­a­le kul­tur har holdt ved, og­så selv om de op­rin­de­li­ge over­le­ven­de han­ner nu er dø­de, og der er kom­met nye han­ner til ude­fra. Men stam­men har åben­bart for­må­et at la­e­re ny­til­kom­ne, at ‘så­dan gør vi alt­så her’.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.