Den usyn­li­ge kamp

BT - - WEEKEND -

En Fa­ce­book-ve­nin­de skrev i går, at uge 43 (kra­eftu­gen) hav­de va­e­ret en sej om­gang at kom­me igen­nem for hen­de. Hun er en af de ufat­te­lig man­ge, som fik kra­eft, hun er er­kla­e­ret rask, men hun be­skri­ver, hvor­dan hun al­drig bli­ver den sam­me igen.

Hun forta­el­ler så fint, hvor­dan hun slås med det sva­e­re­ste: at tur­de le­ve igen. At sto­le på li­vet. Hun forta­el­ler, hvor­dan kra­ef­ten har stjå­let hen­des sorg­løs­hed og i ste­det gi­vet hen­de an­dres angst.

Jeg tu­de­de, da jeg la­e­ste det. Gen­ken­del­se. Jeg har ik­ke haft kra­eft, men det er det, al­vor­lig syg­dom gør ved dig. Det ma­er­ke­de jeg selv, ef­ter at ha­ve va­e­ret igen­nem et langt syg­doms­for­løb og genop­tra­e­ning, da jeg fik en tu­mor i hjernen for snart et år si­den.

Det for­sta­er­ker alt, og­så det go­de. Det smuk­ke er smuk­ke­re, men det far­li­ge er og­så far­li­ge­re. Den stør­ste sorg for mig er, at jeg og­så har stjå­let frygt­løs­he­den fra mi­ne børn.

Med ja­ev­ne mel­lem­rum skal jeg for­hol­de mig til en 9-årig stem­me, som si­ger: ’Godt du ik­ke dø­de, mor’. I sam­me sa­et­ning lig­ger der en sa­et­ning me­re, jeg skal gri­be. Nem­lig det fak­tum – at hun ved – at jeg ik­ke er udø­de­lig. Hen­des frygt, som hun slet ik­ke bur­de ha­ve.

Der bur­de va­e­re en mini­mumsal­ders­gra­en­se for det. Loven si­ger, du skal va­e­re 18 år, før du må kø­re bil. Un­ger­ne er sgu ik­ke mod­ne til det før. Det kan vi sty­re. Men ik­ke dø­den. El­ler fryg­ten for dø­den.

En al­vor­lig syg­dom stop­per ik­ke, den dag du bli­ver er­kla­e­ret rask. Det na­e­ste for­løb er, set med mi­ne øj­ne, va­er­re. Det er den usyn­li­ge kamp.

Jeg bra­ek­ker mig over sa­et­nin­gen: ’Du skal va­e­re glad for at va­e­re i li­ve’. Det er jeg sgu da og­så. Det kan du da selv va­e­re?

Nu for­ven­tes det med den stør­ste selv­føl­ge­lig­hed, at ’du er jo rask nu’. Og så skal man va­e­re no­get for no­gen, selv om man ik­ke en­gang kan fin­de ud af at va­e­re der for sig selv.

Og man har brugt sin kvo­te af op­ma­er­k­som­hed, så man tør na­e­sten ik­ke hvi­ske, ’jeg har det rig­tig skidt’. Det var nem­me­re i ho­spi­tal­støj. Og jeg har for­stå­et, at det he­le dre­jer sig kval­me­frem­kal­den­de me­get om mig.

Og det ha­en­ger jo ik­ke sam­men med den lyk­ke­fø­lel­se, der og­så er. Det fak­tum, at alt er smuk­ke­re. Når man må hol­de ind til si­den, for­di tra­ek­fug­le­ne er så smuk­ke, og man tu­der igen. Som og­så er sandt. Man har me­get let­te­re til grin. Og gråd.

Må jeg be­de dig om en tje­ne­ste? Så ring til en nu, som egent­lig er ov­re al­vor­lig syg­dom, og spørg, hvor­dan han el­ler hun har det. Regn med at ef­ter­for­lø­bet er li­ge så vig­tigt som sel­ve ind­la­eg­gel­sen. Det ta­ger ba­re ti gan­ge så lang tid. El­ler me­re.

Spørg, hvor­dan de har det. Regn med, at det er usyn­ligt. Giv dem lidt me­re li­ne, end du ple­jer, regn med, at mindst en af ef­ter­virk­nin­ger­ne er uhen­sigts­ma­es­sig. El­ler end­nu bed­re, kør for­bi – så er det nem­me­re at kram­me.

Spørg, hvad de har brug for, det er må­ske no­get helt an­det, end du tro­e­de.

Selv er jeg ble­vet gla­dest for den favn, som til­sy­ne­la­den­de rum­mer et hav af tå­rer.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.