Don Ø hjalp Jes Dorph i kri­sen

BT - - NYHEDER -

VEN­NER­NES VEN utal­li­ge gan­ge er ble­vet kå­ret som lan­det mest po­pu­la­e­re, var hur­tigt til­ba­ge i ram­pe­ly­set igen. Man­ge ven­ner bak­ke­de op Tirs­dag d. 13. ok­to­ber var han fit for fight i ’Go’ af­ten Dan­mark’, og nu forta­el­ler han, at man­ge ven­ner bak­ke­de ham op, men at Flem­m­ing Øster­gaard ali­as Don Ø, var en af de vig­ti­ge støt­ter un­der kri­sen:

»Han var ik­ke den ene­ste, der kon­tak­te­de mig, for nu at si­ge det mildt. Men han var en af de før­ste, der skrev til mig og un­der­stre­ge­de, at hvis der var no­get, han kun­ne hja­el­pe med, så skul­le jeg ba­re rin­ge, så vil­le han va­e­re der,« forta­el­ler Jes Dorph-Pe­ter­sen, der i sin tid mød­te er­hvervs­man­den, da han var øver­ste chef i Par­ken, hvor Dorphs fa­vo­rit­hold FCK har hjem­me­ba­ne.

»Jeg mød­te Flem­m­ing i 2001, og vi har va­e­ret ven­ner si­den. Det har va­e­ret me­get ori­en­te­ret om fold­bold og FCK. Men vi har og­så set hin­an­den pri­vat uden­for al hur­lum­he­jet, uden­for Par­ken. Vi har spist froko­ster og mid­da­ge sam­men og talt om det he­le. Li­vet og dø­den.«

»Og de gan­ge, hvor jeg har haft brug for en klog mand at snak­ke med, har Flem­m­ing altid stå­et der og til­budt råd. Selv­om han har travlt, hol­der han altid snor i, hvad hans ven­ner går og la­ver. På en me­get fin, diskret og pri­vat må­de. Han føl­ger si­ne ven­ner me­get ta­et på si­de­linj­en. Og er me­get ak­tiv med at kon­tak­te én med råd og dåd og til­bud om støt­te om det ene og det an­det. Og det kan jeg rig­tig godt li­de ham for,« si­ger Jes Dorph-Pe­ter­sen:

»Flem­m­ing er jo en klog gam­mel mand, som selv har ma­er­ket li­vet bi­de, og som ved, hvad man kan bru­ge hin­an­den til. Han er så­dan set ba­re god til at gi­ve go­de råd og til at rå­d­gi­ve om de valg, du kan ta­ge, når der er kri­se. Det er godt at vi­de, at no­gen ta­en­ker på én. Han støt­te­de mig i kri­sen, og det gør han fort­sat,« si­ger Jes Dorph, der be­teg­ner Øster­gaard som ’be­ta­enk­som, gav­mild og na­er­va­e­ren­de’.

Selv­om den tid­li­ge­re Par­ken-boss er kendt i in­der­kred­sen for at gi­ve en hånd - bå­de øko­no­misk og men­ne­ske­ligt - er han ik­ke me­get for at ta­le om støt­ten til ven­nen Jes Dorph-Pe­ter­sen. El­ler de an­dre ken­dis­ser, som han har hjul­pet gen­nem per­son­li­ge kri­ser: Pe­ter Brixtof­te, Jes­per Ski­b­by, Bri­an Holm og Stig Tøf­ting. ’Ven­ner­ne kan reg­ne med mig’ »Det vig­tig­ste for mig er, at de, der ken­der mig, ved, at de kan reg­ne med mig. Der­for har jeg en utro­lig stor ven­skabs­kreds, der jo og­så støt­ter mig. De gi­ver selv­føl­ge­lig igen, for­di de godt kan hu­ske,« si­ger Flem­m­ing Øster­gaard, der selv har va­e­ret ne­de at bi­de i gra­es­set nog­le gan­ge.

Blandt an­det i 1986, da han blev ramt af en bil, og la­e­ger­ne døm­te ham til et liv i kø­re­stol og med kryk­ker: Han var en af de før­ste, der skrev til mig og un­der­stre­ge­de, at hvis der var no­get, han kun­ne hja­el­pe med, så skul­le jeg ba­re rin­ge, så vil­le han va­e­re der

Jes Dorph-Pe­ter­sen, tv-va­ert

»Jeg har nu altid be­kym­ret mig om mi­ne ven­ner, men det er klart, at hvis du først har sid­det i en kø­re­stol og set, hvor­dan det ser ud fra nav­le­høj­de, så be­gyn­der du at ta­en­ke.

Jeg kon­tak­ter mi­ne na­er­me­ste ven­ner, hvis de er i nød. Og hvis jeg kan ma­er­ke, at de af en el­ler an­den grund ik­ke kon­tak­ter mig, så ta­ger jeg kon­takt. Så er det op til dem, om de vil be­nyt­te sig af det. Jeg er glad for, at Jes kan bru­ge min hja­elp, og den vil jeg fort­sat gi­ve ham. Vi har al­l­le­re­de la­vet et ar­ran­ge­ment, hvor vi er sam­men en hel dag igen. Men det er jo ik­ke no­get, jeg går ud og forta­el­ler selv, med­min­dre jeg bli­ver spurgt som nu,« si­ger Flem­m­ing Øster­gaard til BT. Når man har kri­se på grund af al­ko­hol­pro­ble­mer, er åben­hed, net­va­erk og ven­ner yderst vig­ti­ge, si­ger mis­brugs­eks­pert Hen­rik Rin­dom. »En af grun­de­ne til, at det er sva­ert for folk med al­ko­hol­pro­ble­mer, er fø­lel­sen af en­som­hed og iso­la­tion, for­di folk, der har pro­ble­met, går rundt med en fø­lel­se af skyld. Og grun­den til at de fø­ler skyld, er om­ver­de­nens for­ker­te op­fat­tel­se af pro­ble­met.

Det er helt mis­for­stå­et, at man ba­re kan ’ta­ge sig sam­men’, når man har al­ko­hol­pro­ble­mer. Det er en syg­dom, og den skal be­hand­les som så­dan,« si­ger Hen­rik Rin­dom, over­la­e­ge i psy­ki­a­tri ved Stof­rå­d­giv­nin­gen. Skal blan­de sig »Net­op der­for er det vig­tigt med et godt net­va­erk og ven­ner, der bak­ker op og støt­ter, og som ik­ke har for­ker­te op­fat­tel­ser el­ler for­dom­me. Det er na­er­mest halv­de­len af be­hand­lin­gen.«

»I for­vej­en er et men­ne­ske i kri­se ban­ge for at stil­le op og forta­el­le om sit pro­blem, for­di der er en for­vent­nings­angst for, at der ik­ke bli­ver lyt­tet til dem. Der er om­kring 140.000 dan­ske­re med al­ko­hol-pro­ble­mer, og der­for er vi pi­ne­død nødt til at få aen­dret den hold­ning,« si­ger Hen­rik Rin­dom, der me­ner, at Flem­m­ing Øster­gaards må­de at kon­tak­te si­ne kri­se­ram­te ven­ner på er den helt rig­ti­ge:

»Det er smukt, for man skal nem­lig ik­ke la­de va­e­re med at blan­de sig. Det va­er­ste er fø­lel­sen af eks­klu­sion, og når man er ved­hol­den­de som ven og sig­na­le­rer, at man hen­ven­der sig, for­di man godt kan li­de den per­son, og at man godt vil hja­el­pe, så går man sja­el­den galt i by­en,« si­ger Hen­rik Rin­dom til BT.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.