Jeg el­sker sta­dig al­le mi­ne ma­end

BT - - VOORZIJDE PAGINA - kse@bt.dk Foto: Tho­mas Lek­feldt Kenan Se­e­berg

Ghi­ta Nør­by af­slø­rer

’Når jeg ser mig i spej­let, kan jeg godt bil­de mig ind, at jeg ik­ke er 80,’ si­ger film-ak­tu­el­le Ghi­ta Nør­by. For hver­ken ka­er­lig­he­den til hen­des ma­end, hen­des livs­mod el­ler ar­bejds­lyst er ble­vet min­dre med al­de­ren

• Født d. 11. ja­nu­ar 1935. • De­bu­te­re­de i 1956 i styk­ket ’Even­tyr på fodrej­sen’. • Sam­me år fik hun sin film­de­but i ’Ung leg’, hvor hun spil­le­de over­for Klaus Pagh og Frits Hel­muth. • Gen­nem 60er­ne og 70er­ne ind­spil­le­de hun en lang ra­ek­ke lyst­spil bl.a.: ’Ba­ro­nes­sen fra ben­zin­tan­ken’, Pi­gen og fo­to­gra­fen’, ’Hur­ra for de blå hus­a­rer’, Flå­dens fri­ske fy­re’ og ’Han, hun, Dirch og Da­rio’. • Se­ne­re fik hun tun­ge­re rol­ler som ’Kun sand­he­den’, ’Ha­er­va­erk, ’Mig og Char­ly’, ’Kvin­desind’, ’Dan­sen om Re­gitze’, ’Den go­de vil­je’ og ’Ar­ven’. • På te­a­te­ret har hun isa­er op­t­rå­dt på Bet­ty Nan­sen og Det Kon­ge­li­ge Te­a­ter. • Den dan­ske sku­e­spil­ler, der har mod­ta­get flest Ro­bert og Bo­dil-sta­tu­et­ter – fem af hver. • Hen­des se­ne­ste film ’Nøg­le Hus Spejl’, hav­de pre­mi­e­re d. 12. novem­ber, og er in­stru­e­ret af den pris­be­løn­ne­de in­struk­tør Mi­cha­el No­er.

Ghi­ta Nør­bys klin­gen­de lat­ter fyl­der rum­met på Nor­disk Film. Hun er 80 år. Men hen­des klang er hver­ken ru­sten el­ler tra­et.

Lat­te­ren er fyldt med let­hed og livs­mod. Som et af de man­ge lyst­spil med Dirch og Ove, hvor der blev ’le­et ind­til so­len gik ned’.

Ghi­ta Nør­bys lat­ter er sig­na­tu­ren gen­nem hen­des 60 år lange kar­ri­e­re på sce­ne, på film og i fjern­sy­net. Og den er hen­des be­red­skab, når mør­ket fal­der på.

»Det er vig­tigt at ha­ve den med. Så vi ik­ke syn­ker ned i selv­med­li­den­he­den,« si­ger hun.

»Det er jo ik­ke no­gen syg­dom at bli­ve gam­mel. Det er no­get, vi i bed­ste fald bli­ver al­le sam­men. Hvis ik­ke vi er dø­de for­in­den.«

Se­kun­det ef­ter lan­der det ab­sur­de ved or­de­ne i Ghi­ta Nør­bys ho­ved, og så klin­ger den dér lat­ter igen ud i rum­met. Som tu­sin­de fi­ne sa­e­be­bob­ler, der vok­ser fra ma­ven og vil ud.

Ghi­ta Nør­by ta­ler bå­de om sig selv og om sin kom­men­de film ’Nøg­le Hus Spejl’.

Fil­men gør op med to ta­bu­er: De­mens­syg­dom­me og gam­le men­ne­skers ka­er­lig­heds­liv.

Hen­des rol­le spa­en­der fra det un­der­fun­di­ge over det al­vor­stun­ge og tragi­ske.

I fil­men flyt­ter Ghi­ta Nør­bys ka­rak­ter, Lily, ind på et ple­je­hjem med sin mand, der er ble­vet ramt af et sl­ag­til­fa­el­de og nu lig­ger hen – som en grønt­sag. Loy­alt ple­jer og pus­ler hun om sin pa­ra­ly­se­re­de ae­g­te­mand. Li­ge ind­til den dag, hvor fo­rel­skel­sen i skik­kel­se af ’pi­lo­ten’ flyt­ter ind i va­e­rel­set over­for. Han er alt dét, Lily no­gen­sin­de har drømt om, og den 76-åri­ge kvin­des fø­lel­ser våg­ner af dva­le.

Gift fi­re gan­ge

Ghi­ta Nør­by er selv kendt for sin sto­re ap­pe­tit. På li­vet. Og på ka­er­lig­he­den til de ma­end, hun har kendt gen­nem li­vet.

»Åh, min el­ske­de Da­rio, hvor er han sød, og hvor ser han godt ud,« si­ger hun med var­me i stem­men, da hun ser et bil­le­de fra 1964 af sin an­den mand – san­ger og sku­e­spil­ler Da­rio Cam­peot­to.

»Jeg ser og­så Da­rio i dag. Og hans sø­de ko­ne og hans dej­li­ge børn,« si­ger hun.

Hun er ik­ke i tvivl om, at hun sta­dig el­sker al­le si­ne ma­end.

»De be­ty­der no­get for mig – så selv­føl­ge­lig,« si­ger Ghi­ta Nør­by, der har va­e­ret gift og skilt fi­re gan­ge.

Ka­pel­me­ster Svenn Skip­per har hun end­da va­e­ret sam­men med ad to om­gan­ge.

I dag bor de hver for sig. Men er igen sam­men – som ka­e­re­ster og ven­ner.

»Jeg er så hel­dig, at jeg altid har va­e­ret så go­de ven­ner med mi­ne ma­end. Og­så bag­ef­ter. Bå­de dem jeg har va­e­ret gift med, og dem jeg har va­e­ret ka­e­re­ster med. Det be­ty­der me­get for mig. Et men­ne­ske som du én gang har el­sket, el­sker du vel på en el­ler an­den må­de altid. Hvor­for skul­le jeg smi­de en hel mas­se vi­dun­der­li­ge år va­ek ved at si­ge, at jeg ik­ke vil ta­en­ke på dét me­re. Det vil jeg ger­ne. For al­le mi­ne ma­end var så sjove og dej­li­ge,« si­ger Ghi­ta Nør­by med ef­ter­tryk og slår ud med beg­ge ar­me i en stor, fav­nen­de be­va­e­gel­se. Som vil­le hun kram­me dem al­le sam­men.

Ma­en­de­ne

Hen­des før­ste mand var ar­ki­tekt Mo­gens Garth-Grü­ner, som hun blev gift med i 1956. Han be­gik selv­mord kort ef­ter, at hun for­lod ham i 1957. Der­ef­ter dan­ne­de hun i seks år par og fik barn med san­ge­ren Da­rio Cam­peot­to. Fra 1970 til 1978 var hun gift med sku­e­spil­ler Jør­gen Re­en­berg. Mens hun fra 1984 og 27 år frem dan­ne­de par med pi­a­nist og ka­pel­me­ster Svenn Skip­per, som hun er lov­for­me­ligt gift med – og skilt fra. Ef­ter en kor­te­re pau­se dan­ner de nu

igen par.

Men li­ge­som hun ik­ke vil frem­ha­e­ve én af si­ne man­ge ma­end, kan Ghi­ta hel­ler ik­ke na­ev­ne ét sa­er­ligt men­ne­ske fra den lange kar­ri­e­re, som har haft sa­er­lig be­tyd­ning for hen­de:

»Arh, det kan jeg da ik­ke... Det er det sam­me som at spør­ge, hvad der er min bed­ste film? El­ler min ynd­lings­blomst? Jeg aner det ik­ke. Så ser jeg et bil­le­de af Da­rio (Cam­peot­to) el­ler et bil­le­de af Dirch. Så går jeg hjem til min nye ven Svenn Skip­per, el­ler sid­der sam­men med Tor­ben Thim. Så kom­mer jeg i tan­ke om Bo­dil Ud­sen, Ing­mar Berg­man, Bi­bi An­der­son. Der­fra ta­en­ker jeg på Sonja Ri­ch­ter, So­fie Gråbøll og Sø­ren Sa­et­ter Lassen. Og Thu­re Lind­hardt. En lang per­le­ra­ek­ke af men­ne­sker, som er mi­ne dej­li­ge ven­ner.«

Den 80-åri­ge sku­e­spil­le­rin­des kar­ri­e­re har ef­ter­hån­den en la­eng­de, der er na­er­mest ene­stå­en­de i dansk sku­e­spil.

I år­ti­er blev hun ca­stet som den køn­ne, na­tur­li­ge pi­ge med spunk og smile­hul­ler. Den uku­e­li­ge pi­ge med et sta­enk af sød­me­fyldt ero­tik, og så den dér bob­len­de lat­ter, der altid lå klar li­ge un­der over­fla­den. I fi­nur­li­ge film og lyst­spil af svin­gen­de kva­li­tet, men altid med ga­ran­ti for fol­ke­lig ap­pel.

»Det er ik­ke no­get, du kan øve dig i, el­ler no­get du kan op­tra­e­ne. Fol­ke­lig er en­ten no­get, du er, el­ler og­så er du det ba­re ik­ke. Det har in­tet at gø­re med, om du er ge­ni­al på den ene el­ler den an­den må­de el­ler en god sku­e­spil­ler. Det er no­get helt an­det,« si­ger Ghi­ta Nør­by og kon­klu­de­rer, at hun ik­ke aner, hvor fol­ke­lig­hed kom­mer fra.

»Det er jo nok det, jeg har. I hvert fald var Poul Rei­chardt fol­ke­ka­er, og Dirch (Pas­ser) og Ove (Spro­gøe). En fyr som Ni­ko­laj Lie Kaas i dag er og­så fol­ke­ka­er. Der er jo no­gen, som man ba­re el­sker. Som man­ge el­sker på én gang,« si­ger Ghi­ta Nør­by.

De tun­ge rol­ler

Hun har spil­let sam­men med de fle­ste gen­nem ti­den. Al­le le­gen­der­ne og al­le de nye un­ge, der sti­ler mod stjer­ner­ne – som Pi­lou As­ba­ek, Car­sten Bjørn­lund og Da­ni­ca Curcic.

Selv hø­rer hun til sva­er­va­eg­ter­ne, for da ’Flå­dens fri­ske fy­re’ gik i land og ’De blå hus­a­rer’ hav­de råbt det sid­ste hur­ra, gik kar­ri­e­ren ik­ke ned, men tva­er­ti­mod op i et an­det gear. Med tun­ge, sta­er­ke kvin­derol­ler på bå­de sce­ne og i film.

Hun spil­le­de ty­sker­tøs i ’Den kor­te som­mer’, Kry­gers ko­ne i ’Ha­er­va­erk’, Re­gitze i ’Dan­sen med Re­gitze’ og så var der glans­rol­len – som In­ge­borg Skjern i den mest po­pu­la­e­re se­rie i fjern­sy­nets hi­sto­rie. Samt de sto­re klas­si­ske rol­ler på Det Kon­ge­li­ge. For ba­re at na­ev­ne no­get.

»Min kar­ri­e­re føl­ger jo med al­de­ren. Det er mit held, at det har kun­net la­de sig gø­re,« si­ger Ghi­ta Nør­by, der på­står, at hun på in­gen må­de hav­de plan­lagt det. »Nej, nu må du...«. Hun gri­ner højlydt. Ghi­ta Nør­by pra­este­rer ik­ke ét ene­ste ban­de­ord. Når hun virkelig skal un­der­stre­ge no­get, er det med et ’da’, der må­ske gør det ud for et ’sgu’.

»Det kan man slet ik­ke plan­la­eg­ge. Men man kan stil­le sig åben over for vejr og vind. Og tra­ef­fe nog­le go­de valg,« si­ger hun og ven­der til­ba­ge til nu­ti­den for at for­kla­re ’et godt valg’.

»Da jeg la­ve­de min for­ri­ge film, ’Stil­le Hjer­te’ med Bil­le Au­gust, op­tog vi i Ker­te­min­de. Men på sam­me tid spil­le­de jeg hver af­ten i Sku­e­spil­hu­set i Kø­ben­havn. Dér kun­ne jeg godt ha­ve truf­fet det valg, at det kun­ne jeg ik­ke over­skue. Men jeg hav­de lyst til beg­ge ting, og så fin­der man ud af det. Det er ly­sten, der dri­ver li­vet. Der­for kør­te vi i bil fi­re timer hver dag frem og til­ba­ge mel­lem Fyn og Kø­ben­havn. Spil­le­de fo­re­stil­ling og fil­me­de, spil­le­de fo­re­stil­ling og fil­me­de,« forta­el­ler Ghi­ta Nør­by, der som 80-årig har mindst li­ge så me­get fart på, som kol­le­ger, der er halvt så gam­le – el­ler yn­gre.

Hun har en ny ha­ve­bog på trap­per­ne, hol­der ja­evn-

Jør­gen Re­en­berg

Svenn Skip­per

Da­rio Cam­peot­to

Søn­nen Gi­a­co­mo fik hun i 1964 sam­men med Da­rio Cam­peot­to. Foto Scan­pix

På stran­den ved Als­sund i 1956 sam­men med Frits Hel­muth, Hen­rik Sa­ch­senskjold og Frits Hel­mut­hs ka­e­re­ste: »Jeg er li­ge kom­met ud af elevsko­len, og kan kun si­ge, at jeg er ble­vet tyk­ke­re,« gri­ner Ghi­ta Nør­by. Foto A. E. An­der­sen

Med Dirch Pas­ser i lyst­spil­let ’Flå­dens fri­ske fy­re’ 1965. Foto Olaf Kleld­strup

Ghi­ta Nør­by og ven­nen Tor­ben Thim, som hun har skre­vet fle­re ha­vebø­ger sam­men med. Se­ne­st den nye bog ’Det er al­drig for sent’. Foto Lin­da Ka­strup

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.