Na­eg­ter at la­de sig

’Der var blod over det he­le, der var lig overalt’

BT - - TERROR I PARIS -

der fandt sted min­dre end et år ef­ter ter­r­or­an­gre­bet på Char­lie Heb­do.

Men de er og­så fat­te­de. Knu­ge­de, men fat­te­de.

»Selv­føl­ge­lig er vi i chok,« forta­el­ler en ung kvin­de på Pla­ce de la Re­pu­blique. »Men vi er her al­li­ge­vel. Vi kan ik­ke bli­ve hjem­me.«

»Ik­ke at ka­em­pe er og­så at dø,« ly­der det al­vor­ligt fra hen­des ae­l­dre ven om be­slut­nin­gen om at la­de hver­da­gen fort­sa­et­te. Uan­set hvad. ’Vi står sam­men’ Sam­men med nog­le hund­re­de an­dre har de valgt at trod­se po­li­tiets for­sam­lings­for­bud og står sam­men med nog­le ven­ner og kig­ger på sta­tu­en på plad­sen, der blev sam­lings­punkt for pa­ri­ser­ne i for­bin­del­se med Char­lie Heb­do den 14. fe­bru­ar.

Kli­s­ter­ma­er­ker­ne med or­de­ne ’Je su­is Char­lie’ er ik­ke en­gang ta­get ned, før der skal nye op. ’Pray for Pa­ris’ må­ske, som der bli­ver op­for­dret til igen og igen på de so­ci­a­le me­di­er.

Det er som om, de man­ge frem­mød­te in­stink­tivt har fun­det det mør­ke tøj frem, som de står der.

Må­ske skyl­des det sim­pelt­hen års­ti­den, men det vir­ker na­e­sten plan­lagt.

Nog­le la­eg­ger blom­ster. An­dre ta­en­der lys. De fle­ste står ba­re.

»Vi er her for at va­e­re sam­men. For at va­e­re hér. Det er vig­tigt at vi­se, at vi står sam­men,« ly­der det fra en mi­dal­dren­de kvin­de. Hen­des sø­ster nik­ker: »Det be­rø­rer os dybt.« Al­li­ge­vel er der ik­ke no­get al­ter­na­tiv. Og in­gen gør så me­get som mi­ne til op­brud, når fransk po­li­ti fra en po­li­ti­bil på plad­sen med ja­ev­ne mel­lem­rum gør op­ma­er­k­som på, at vi

ØJEN­VID­NE skal røm­me plad­sen for vo­res egen sik­ker­heds skyld. Dag­lig­dag i sor­gen Og midt i de grå kulø­rer er der da og­så mas­ser af tegn på, at dag­lig­da­gen fort­sa­et­ter. Der bli­ver gri­net over froko­sten på for­tovscaféen ba­re få hund­re­de me­ter fra kon­cert­ste­det Ba­ta­clan, hvor ta­et på 100 men­ne­sker mi­ste­de li­vet. Slud­ret i kø­en til at gi­ve blod til de man­ge, der blev hårdt sår­et i an­gre­be­ne, og som nu kaemper for li­vet på ho­spi­ta­ler­ne. La­vet tri­cks på ska­te­bo­ard til ae­re for de man­ge jour­na­li­ster og der­til­hø­ren­de ka­me­ra­er på Pla­ce de la Re­pu­blique af te­e­na­ged­ren­ge med kon­cen­tre­re­de mi­ner.

Lidt min­dre ube­rør­te er de lo­ka­le trods alt på den an­den si­de af Ca­nal Saint Mar­tin. I kryd­set ved rue Ali­bert og rue Bi­chat ved re­stau­ran­ten Le Petit Cam­bod­ge og ba­ren over­for - Le Ca­ril­lon. Her mi­ste­de 12 men­ne­sker li­vet, da en ger­nings­mand be­gynd­te at sky­de vildt om­kring sig med et au­to­mat­vå­ben li­ge dér, hvor de man­ge frem­mød­te ple­jer at mø­des, og hvor der altid er fuld af liv. Og her er in­gen af­spa­er­rin­ger el­ler sva­ert be­va­eb­ne­de po­li­ti­folk, så kvar­te­rets ind­byg­ge­re kan kom­me helt ta­et på for at vi­se de­res respekt og må­ske for at for­stå, hvor­dan det kun­ne ske få me­ter fra de­res eg­ne hjem.

»Jeg går for­bi her hver ene­ste dag med min lil­le dreng,« forta­el­ler en kvin­de. Det er som om, at ba­re tan­ken om søn­nen får stem­men til at kna­ek­ke over, og plud­se­lig er øj­ne­ne ful­de af tå­rer.

»Jeg hå­ber ba­re så­dan, det er slut nu.« køligt åb­ne­de ild mod fol­ke­ma­eng­den. Op mod 100 blev dra­ebt. Man­ge fle­re sår­et.

Marc Coupris hav­de ta­get tu­ren til kon­cert­ste­det sam­men med en flok ven­ner for at se ban­det Eag­les of De­ath Me­tal spil­le. Til at be­gyn­de med var han ik­ke helt sik­ker på, hvad den hø­je lyd var.

Så be­gynd­te folk at fal­de om rundt om ham. Dø­de.

»Det var et blod­bad,« si­ger han til Gu­ar­di­an, mens han sta­dig ryster ef­ter at va­e­re kom­met ud fra kon­cert­ste­det.

»Det lig­ne­de en slag­mark, der var blod over det he­le, der var lig overalt,« til­fø­jer han. Tro­e­de ik­ke, han vil­le over­le­ve Han stod selv ved va­eg­gen la­engst va­ek, da sky­de­ri­et be­gynd­te. To af ger­nings­ma­en­de­ne var gå­et op på en bal­kon og skød ned på fol­ke­ma­eng­den un­der sig, for­kla­rer han.

»Al­le krav­le­de ned på gul­vet. Jeg lå på gul­vet med en mand oven på mig og en an­den ved min si­de op ad en va­eg. Vi lå ba­re helt stil­le. Til at be­gyn­de med sag­de vi ik­ke no­get. Jeg ved ik­ke, hvor la­en­ge vi lå på den må­de, det føl­tes som en evig­hed,« si­ger Marc Coupris til Gu­ar­di­an.

»Jeg så min sid­ste ti­me spil­le for øj­ne­ne af mig. Jeg tro­e­de, det her var slut­nin­gen. Jeg ta­enk­te: ’Jeg er fa­er­dig, jeg er fa­er­dig’. Jeg var ra­ed­sels­sla­gen. Jeg tror, vi al­le ta­enk­te det sam­me,« si­ger han.

Da han kun­ne hø­re po­li­ti­et tra­en­ge ind i kon­cert­sa­len, tur­de han igen kig­ge op.

»Vi be­gynd­te stil­le at kig­ge os rundt om­kring, og der var blod ud over det he­le,« si­ger han.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.