Naegter at lade sig
’Der var blod over det hele, der var lig overalt’
der fandt sted mindre end et år efter terrorangrebet på Charlie Hebdo.
Men de er også fattede. Knugede, men fattede.
»Selvfølgelig er vi i chok,« fortaeller en ung kvinde på Place de la Republique. »Men vi er her alligevel. Vi kan ikke blive hjemme.«
»Ikke at kaempe er også at dø,« lyder det alvorligt fra hendes aeldre ven om beslutningen om at lade hverdagen fortsaette. Uanset hvad. ’Vi står sammen’ Sammen med nogle hundrede andre har de valgt at trodse politiets forsamlingsforbud og står sammen med nogle venner og kigger på statuen på pladsen, der blev samlingspunkt for pariserne i forbindelse med Charlie Hebdo den 14. februar.
Klistermaerkerne med ordene ’Je suis Charlie’ er ikke engang taget ned, før der skal nye op. ’Pray for Paris’ måske, som der bliver opfordret til igen og igen på de sociale medier.
Det er som om, de mange fremmødte instinktivt har fundet det mørke tøj frem, som de står der.
Måske skyldes det simpelthen årstiden, men det virker naesten planlagt.
Nogle laegger blomster. Andre taender lys. De fleste står bare.
»Vi er her for at vaere sammen. For at vaere hér. Det er vigtigt at vise, at vi står sammen,« lyder det fra en midaldrende kvinde. Hendes søster nikker: »Det berører os dybt.« Alligevel er der ikke noget alternativ. Og ingen gør så meget som mine til opbrud, når fransk politi fra en politibil på pladsen med jaevne mellemrum gør opmaerksom på, at vi
ØJENVIDNE skal rømme pladsen for vores egen sikkerheds skyld. Dagligdag i sorgen Og midt i de grå kulører er der da også masser af tegn på, at dagligdagen fortsaetter. Der bliver grinet over frokosten på fortovscaféen bare få hundrede meter fra koncertstedet Bataclan, hvor taet på 100 mennesker mistede livet. Sludret i køen til at give blod til de mange, der blev hårdt såret i angrebene, og som nu kaemper for livet på hospitalerne. Lavet tricks på skateboard til aere for de mange journalister og dertilhørende kameraer på Place de la Republique af teenagedrenge med koncentrerede miner.
Lidt mindre uberørte er de lokale trods alt på den anden side af Canal Saint Martin. I krydset ved rue Alibert og rue Bichat ved restauranten Le Petit Cambodge og baren overfor - Le Carillon. Her mistede 12 mennesker livet, da en gerningsmand begyndte at skyde vildt omkring sig med et automatvåben lige dér, hvor de mange fremmødte plejer at mødes, og hvor der altid er fuld af liv. Og her er ingen afspaerringer eller svaert bevaebnede politifolk, så kvarterets indbyggere kan komme helt taet på for at vise deres respekt og måske for at forstå, hvordan det kunne ske få meter fra deres egne hjem.
»Jeg går forbi her hver eneste dag med min lille dreng,« fortaeller en kvinde. Det er som om, at bare tanken om sønnen får stemmen til at knaekke over, og pludselig er øjnene fulde af tårer.
»Jeg håber bare sådan, det er slut nu.« køligt åbnede ild mod folkemaengden. Op mod 100 blev draebt. Mange flere såret.
Marc Coupris havde taget turen til koncertstedet sammen med en flok venner for at se bandet Eagles of Death Metal spille. Til at begynde med var han ikke helt sikker på, hvad den høje lyd var.
Så begyndte folk at falde om rundt om ham. Døde.
»Det var et blodbad,« siger han til Guardian, mens han stadig ryster efter at vaere kommet ud fra koncertstedet.
»Det lignede en slagmark, der var blod over det hele, der var lig overalt,« tilføjer han. Troede ikke, han ville overleve Han stod selv ved vaeggen laengst vaek, da skyderiet begyndte. To af gerningsmaendene var gået op på en balkon og skød ned på folkemaengden under sig, forklarer han.
»Alle kravlede ned på gulvet. Jeg lå på gulvet med en mand oven på mig og en anden ved min side op ad en vaeg. Vi lå bare helt stille. Til at begynde med sagde vi ikke noget. Jeg ved ikke, hvor laenge vi lå på den måde, det føltes som en evighed,« siger Marc Coupris til Guardian.
»Jeg så min sidste time spille for øjnene af mig. Jeg troede, det her var slutningen. Jeg taenkte: ’Jeg er faerdig, jeg er faerdig’. Jeg var raedselsslagen. Jeg tror, vi alle taenkte det samme,« siger han.
Da han kunne høre politiet traenge ind i koncertsalen, turde han igen kigge op.
»Vi begyndte stille at kigge os rundt omkring, og der var blod ud over det hele,« siger han.
