AN­NET­TE HEI­CK Mu­lig­hed for fi­a­sko

BT - - SØNDAG -

Jeg har en søn på 11, som har nemt ved det he­le, er god til det he­le, med det re­sul­tat, at når no­get bli­ver sva­ert, gi­der han det ik­ke. For nog­le år si­den hav­de han valgt, at han ger­ne vil­le spil­le ten­nis, men så­dan midt i tred­je sa­e­son be­gynd­te han at slø­se. I takt med at han blev dår­li­ge­re, så mi­ste­de han og­så in­ter­es­sen, og til sidst var det med gråd, når vi skul­le af sted til tra­e­ning. »NU FORT­SA­ET­TER VI sa­e­so­nen ud, og hvis jeg kan se, du gør dig uma­ge, så får du lov at stop­pe,« sag­de jeg til ham. Og gan­ske rigtigt: Un­gen gjor­de sig uma­ge og blev mar­kant bed­re til at spil­le. »Okay,« sag­de jeg så ved sa­e­so­nens slut­ning, »det var det. Hvad kun­ne du ta­en­ke dig at gå til na­e­ste år?« Men han vil­le jo fort­sa­et­te, for nu var han li­ge ble­vet så god, men­te han. I dag er han på eli­te­hol­det og kan slet ik­ke få nok af sin ten­nis. MAN SKUL­LE TRO, han hav­de la­ert af den­ne lil­le epi­so­de, men så kom han med i Ti­vo­li Gar­den for halvan­det år si­den. Han spil­ler mar­ch­fløjte, som han dag­ligt øver sig på, om end no­get mod­vil­ligt, og om få da­ge skal han gå sin før­ste pa­ra­de gen­nem et ju­le­py­n­tet Ti­vo­li i sin flot­te uni­form. Så sent som i sid­ste uge hav­de vi igen bal­la­den, for i gar­den kra­e­ves det, at man er kort­klip­pet, og Eli­ot var en­de­lig lyk­ke­des med at få langt ska­ter-hår. Nu men­te han nok, at Ti­vo­li Gar­den al­li­ge­vel ik­ke var no­get for ham, så kun­ne vi egent­lig ik­ke ba­re stop­pe, mens le­gen var god? END­NU EN GANG måt­te jeg tra­ek­ke vok­sen­kor­tet og si­ge nej. »Nu går vi sa­e­so­nen ud, og du op­le­ver, hvad det vil si­ge at gå pa­ra­de. Og na­e­ste år ven­ter en tur til ud­lan­det med mu­sik­kor­p­set. Den tur skal du og­så op­le­ve, og hvis du sta­dig ik­ke bry­der dig om job­bet, som du trods alt selv har valgt at sø­ge, så drop­per vi det.« JEG KRA­E­VER, AT mi­ne børn dyr­ker en sports­gren og spil­ler et in­stru­ment. Mit ar­gu­ment: Jeg har al­drig mødt en vok­sen, der kun­ne spil­le på et in­stru­ment, og som fortrød det. Og jeg har al­drig mødt en vok­sen, der ik­ke spil­ler et in­stru­ment, og som ik­ke vil­le øn­ske, at han/ hun kun­ne spil­le på ba­re et el­ler an­det. FOR MAN­GE FORA­EL­DRE kan det ly­de som hård kost, men jeg me­ner fak­tisk, jeg er med til at kla­e­de dren­gen på til det liv, der lig­ger for­an ham. Na­tur­lig­vis øn­sker jeg, han får en mas­se suc­ces­op­le­vel­ser, men der lig­ger og­så en ga­ve i at gi­ve si­ne børn mu­lig­he­den for fi­a­sko. Ik­ke så­dan at for­stå, at de skal sla­e­bes gen­nem en mas­se dår­li­ge op­le­vel­ser, men de skal i de­res op­va­ekst ma­er­ke, at ting kan va­e­re sva­e­re, ja må­ske end­da umu­li­ge. DER LIG­GER EN mas­se er­ken­del­se i at gen­nem­le­ve en fi­a­sko. Har vi ik­ke al­le prø­vet det? Jeg kan for min egen del si­ge, jeg har lagt ryg til fle­re af slagsen. Ga­ven be­står i at kom­me ud på den an­den si­de og op­le­ve, at alt bli­ver godt igen. At man kan rej­se sig og va­e­re styr­ket. At man kan se si­ne svag­he­der i øj­ne­ne og der­ud­af få kra­ef­ter til at ta­ge liv­tag med nye ud­for­drin­ger. DET­TE SKAL IK­KE for­veks­les med at ha­ve am­bi­tio­ner på sit barns veg­ne. In­ter­es­sen skal op­stå hos bar­net selv og bak­kes op af fora­el­dre­ne, og fora­el­dre­ne skal va­e­re dyg­ti­ge til at ma­er­ke, hvor­for in­ter­es­sen plud­se­lig kan da­le – om det er man­gel på vil­jestyr­ke, de­ci­de­ret doven­skab el­ler må­ske mi­striv­sel. Det sid­ste er jo en al­vor­lig sag. Men vi skal guide og vej­le­de vo­res børn. Og så selv­føl­ge­lig overø­se dem med ka­er­lig­hed.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.