’Na­e­ri­ge og pra­len­de ma­end er to­talt use­xe­de’

BT - - WEEKEND -

IN­TER­VIEW Det er for­kert at pra­le med si­ne go­de ger­nin­ger... men en­gang fik jeg et sponsorat fra et kos­me­tik­fir­ma, og ef­ter­som jeg skal pra­le, for­hø­je­de jeg mit bi­drag til Uni­cef hver må­ned med 400 kr. Jeg un­drer mig over... at jeg egent­lig ik­ke er ae­l­dre, Jeg er 56 og har le­vet i syv år­ti­er. Min mand, som er fy­si­ker, har prø­vet at for­kla­re mig det syv­hund­re­de gan­ge, men jeg for­står det sta­dig ik­ke. Men det kan og­så kom­me bag på mig, at jeg ik­ke er ae­l­dre, for jeg sy­nes, jeg har va­e­ret vid­ne til virkelig man­ge sto­re ting i ver­den og i det na­e­re. Jeg hør­te Sa­va­ge Ro­se spil­le i Ti­vo­li i 1968, har rejst rundt i USA, før der var no­get, der hed aids, jeg mød­te en fyr i Øst­ber­lin i 1984 og skrev med ham i no­gen tid ef­ter. Bre­ve, jeg har fun­det, har va­e­ret dam­pet op af st­a­si­folk i DDR, kan jeg se, og nu kan jeg fin­de ham ved at goog­le ham, det er da ut­ro­ligt! Når jeg forta­el­ler mi­ne børn, at hvor jeg vok­se­de op, lå der en da­me­fri­sør, en slag­ter, et ism­e­je­ri og en sko­ma­ger, så er det jo fuld­sta­en­dig frem­me­de ord i de­res ver­den. Det un­drer mig, at det er gå­et så hur­tigt. Ta­enk en­gang, ba­re i 2006 hav­de jeg en ghet­tobla­ster med på ar­bej­de og hør­te cd’er. I dag er jeg på top­pen over Spo­ti­fy. et kla­ver. Det var en be­drift og me­get ka­er­ligt af min mor at gi­ve mig det kla­ver, men jeg blev ik­ke rig­tig glad. Be­gej­strin­gen i mit an­sigt var fra­va­e­ren­de, men det har el­lers si­den be­ty­det me­get for mig og mi­ne børn, og der er og­så ble­vet ha­eldt øl i det, da jeg bo­e­de i kol­lek­tiv. Jeg kom­mer al­drig til at kun­ne for­stå, at... der er så stor en del af den dan­ske be­folk­ning, som ik­ke sy­nes, man skal be­ta­le til kul­tur – det har ry­stet mig. Jeg for­står hel­ler ik­ke, hvor­for no­gen kan hol­de ud at la­e­se Tolki­en og end­da er vil­de med ham. Og hvor­for skal folk rå­be og skri­ge på cy­kel­sti­er­ne? Jeg bli­ver så for­s­kra­ek­ket. Det er bå­de ma­end i span­de­x­buk­ser og kvin­der, der ba­re sy­nes, de er urør­li­ge, for­di de er cyk­li­ster og der­for har sa­er­li­ge ret­tig­he­der. Og så har jeg sva­ert ved at for­stå, at nog­le men­ne­sker har for va­ne at ta­le grimt til de­res na­er­me­ste, Det er me­get pin­ligt at va­e­re sam­men med et par, der ta­ler grimt til hin­an­den og si­ger: ’Hold ka­eft, du ved ik­ke no­get, du har sgu da al­drig la­est en bog’. De si­ger så­dan nog­le ting, så man ba­re får lyst til at gå. De me­ner det nok ik­ke så vold­somt, når de si­ger ’fuck dig’, el­lers var de jo nok ble­vet skilt. at nog­le al­drig hav­de kon­tan­ter og spurg­te: ’Kan du la­eg­ge ud?’, og man fik al­drig pen­ge­ne igen. Pra­le­ri er og­så use­xet: At tro, at man gør no­gen våd i buk­ser­ne, for­di man har be­stilt en hel fla­ske whi­sky og købt et bord til 30.000 på en el­ler an­den mon­da­en bar ude i by­en. Det er helt gro­tesk – den slags hø­rer jeg fra mi­ne børn, som er 21 og 23. Jeg tu­der... me­re og me­re, som åre­ne går, jeg tu­der over go­de ting, hver gang jeg ser no­get godt, feks. en te­a­ter­fo­re­stil­ling. Det er nu ik­ke for­di, det er sør­ge­ligt, jeg tu­der, det er for­di, jeg sy­nes, det er en yp­per­lig be­drift. Og selv­om jeg el­lers al­drig hø­rer klas­sisk mu­sik, be­gynd­te jeg at tu­de, da jeg plud­se­lig hør­te Be­et­ho­vens sy­ven­de sym­fo­ni. Jeg kan al­drig rigtigt vi­de, hvor­når jeg skal tu­de. Nog­le gan­ge prop­per jeg for­ga­e­ves min ta­ske med Kle­e­nex, når jeg skal til be­gra­vel­se. Det al­ler­vig­tig­ste i li­vet er... at gø­re det så godt, man kan. At gø­re sig uma­ge, bå­de når du spi­ser mor­gen­mad med din mand el­ler går på ar­bej­de.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.