Lad os min­des ef­ter bed­ste ev­ne

BT - - DEBAT -

KOM­MEN­TAR

En slags rund­hyl el­ler mas­sep­sy­ko­se, når Fa­ce­book går i selvsving. El­ler ta­ger tra­fik­ken til i en grad, at li­kes og pro­fil­bil­le­der spo­rer sig ind på sto­re og min­dre be­gi­ven­he­der i en til­stra­ebt fa­el­les­skabs­fø­lel­se, som in­gen an­dre ef­ter­hån­den for­mår. Fa­ce­book kan som di­gi­talt for­sam­lings­hus det, som ek­sem­pel­vis fol­kekir­ken el­ler net­op for­sam­lings­hu­se­ne ik­ke kan: Få kun­der i bu­tik­ken. SÅ I SA­GENS na­tur kom­mer der og­så kri­ti­ke­re på ba­nen, når det hal­ve af Fa­ce­book-na­tio­nen indsa­et­ter tri­kol­oren som pro­fil-far­ve henover po­rtra­et­bil­le­det som ud­tryk for sym­pa­ti med of­re­ne for en ter­r­or­hand­ling i Pa­ris. Som i slip­strøm­men på for­ri­ge fre­dags gru­ful­de ha­en­del­ser i Frank­rig og­så per no­gen­lun­de au­to­mat­pi­lot er ble­vet luf­tet af me­nings­ma­ge­re, der in­gen­lun­de kan ka­pe­re no­get så egent­lig en­kelt i sit bud­skab. KRI­TIK­KEN GÅR I ho­ved­tra­ek på, at det er for let­købt og na­er­mest an­svars­for­flyg­ti­gen­de at gi­ve ef­ter for mas­sepå­vir­kel­sens ka­e­de­re­ak­tion: Skam jer, at I ik­ke kan fin­de ud af at gø­re me­re og an­det end at ty til sto­re, styg­ge Fa­ce­books va­er­k­tøjskas­se for kom­merci­el frem­me, sy­nes hold­nin­gen at va­e­re fra kri­ti­ker­si­de. An­dre igen slår til lyd for, at det er vold­somt selek­tivt, når der er krig, ter­ror og øde­la­eg­gel­se kon­stant ver­den over, og man ret­te­lig bur­de skif­te pro­fil­sig­na­let ud i ét va­ek. JA­MEN, PRØLIÅHØRHER, DET står da al­le fuld­sta­en­digt frit for at be­nyt­te si­ge af mu­lig­he­den. I en tid, hvor vi må­ske ik­ke ta­ler så me­get ind over ha­ek­ken, gem­mer ho­ve­d­et i te­le­fo­nen i bus­sen og i det he­le ta­get kom­mu­ni­ke­rer med sms-di­stan­ce, er det da op­lagt at sen­de et kom­ma ind i ver­dens­ha­vet af til­ken­de­gi­vel­ser. For­di vi kan. Om man så ove­ni vil støt­te med an­den per­son­lig el­ler øko­no­misk til­ste­de­va­e­rel­se, står og­så en­hver frit for. JEG NO­TE­RE­DE MIG dit­to kla­re kri­ti­ske rø­ster i for­hold til min­de­høj­ti­de­lig­he­ders let­te­re po­puli­sti­ske an­strøg uden re­li­gi­øs bund. Som ek­sem­pel­vis sognepraest Sørine Gotfredsen i Kri­ste­ligt Dag­blad el­ler DFs Ma­rie Krarup, der mang­le­de be­grun­del­se for at ty til Nor­da­hl Gri­egs ’Kring­s­at af fi­en­der’ til min­de­høj­ti­de­lig­he­den på Kon­gens Nytorv: ’Gå i ste­det i kir­ke, - el­ler syng: Altid frej­dig, når du går!’, ud­tryk­te Krarup sig på Fa­ce­book. Mens Gotfredsen i sin klum­me skrev: ’Kun få kan ef­ter­hån­den sa­et­te ord på det hi­sto­ri­ske og krist­ne tan­ke­gods, der ud­gør rod­net­tet un­der vo­res frie livs­form, og når vi ved min­de­ce­re­mo­ni­er syn­ger atei­sti­ske san­ge frem for sal­mer, vi­ser det, hvor­dan cen­tra­le ånd­ful­de trå­de er kap­pet over.’

Vil­le det va­e­re synd at på­stå, som na­evnt ind­led­nings­vis, at vi li­ge­frem tra­e­der hin­an­den over ta­e­er­ne i kir­ker­ne

NU VIL­LE DET va­e­re synd at på­stå, som na­evnt ind­led­nings­vis, at vi li­ge­frem tra­e­der hin­an­den over ta­e­er­ne i kir­ker­ne. El­ler i det he­le ta­get er re­li­gi­øse, så det gør no­get. Langt ho­ved­par­ten af os dan­ske­re er vel, hvad man kun­ne kal­de høj­tidsprak­ti­se­ren­de. At vi trods alt sam­les for at min­des, er i min op­tik i sig selv nok. Jo, jeg hav­de nok og­så fo­re­truk­ket ’Altid frej­dig’ - jo, fjern­syns­kom­men­te­re­de li­ve-min­de­høj­ti­de­lig­he­der er til den over­fla­di­ske si­de, ak­ku­rat som Fa­ce­book-far­ve­de pro­fil­bil­le­der er det. MEN NÅR VO­RES om­gangs­form bli­ver di­gi­ta­li­se­ret, når na­er­va­e­ren­de er no­get med at skri­ve en per­son­lig be­sked i ste­det for et li­ke, når ver­den på tv-ska­er­men ta­ger sig grum ud, så ud­tryk­ker vi os, hvor vi kan. Med for­hån­den­va­e­ren­de god grund...

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.