’Den ene­ste, der kan gø­re dig lyk­ke­lig, er dig’ J

BT - - KENDER DU DET? -

eg er stor for­ta­ler for at le­ve lyk­ke­ligt. Det ly­der mu­lig­vis som en ind­ly­sen­de sag at va­e­re for­ta­ler for, men fak­tisk er det med at bli­ve lyk­ke­lig lidt me­re tri­cky end som så. De fle­ste vil ger­ne VA­E­RE lyk­ke­li­ge. De tror, at lyk­ke er no­get, der kom­mer dum­pen­de, når man fin­der den rig­ti­ge ka­e­re­ste. Så le­ver man lyk­ke­ligt re­sten af si­ne da­ge. An­dre ven­ter på at vin­de i Lotto, så de en­de­lig kan bli­ve lyk­ke­li­ge og le­ve sorg­løst re­sten af si­ne da­ge. Men lyk­ke kan man ik­ke få fora­e­ren­de. At le­ve lyk­ke­ligt er et livslangt ar­bej­de, som kra­e­ver mod, ind­sigt og of­re. Der er in­gen an­dre men­ne­sker, der kan gø­re dig lyk­ke­lig, og der er in­gen tryl­le­pen­ge, der kan gi­ve dig lyk­ke. Lyk­ke er ik­ke en til­stand, men en fø­lel­se, som er sva­er at hol­de fast på, for­di den let for­veks­les med det ima­ge, lyk­ke har. Vi in­dok­tri­ne­res dag­ligt med bil­le­der, der vi­ser, at lyk­ke kom­mer med en be­stemt livs­stil og et so­fi­sti­ke­ret for­brug. Men det pas­ser ik­ke. Der er og­så lyk­ke­li­ge men­ne­sker, der har ha­reskår og børn med grimt tøj. Den ene­ste, der kan gø­re dig lyk­ke­lig, er dig. Og den ene­ste, der ved, hvor­dan det skal fø­les, er dig. Li­ge­som med ka­er­lig­hed er du den ene­ste dom­mer, der ta­el­ler. Ka­er­lig­hed skal ik­ke for­veks­les med lyk­ke. Ka­er­lig­hed kan ik­ke gø­re dig lyk­ke­lig. Men den er en del af din lyk­ke. På sam­me må­de kan øko­no­misk uaf­ha­en­gig­hed ik­ke gø­re dig lyk­ke­lig. Men den kan gi­ve dig ro til at gla­e­des over din lyk­ke. Nog­le gan­ge vir­ker ver­den som om, den er ude på at vri­de al lyk­ke ud af én. Og må­ske er den. Hvem ved? Hel­dig­vis har man mu­lig­hed for at pra­e­ge ver­dens uri­me­lig­hed. Nog­le ting kan man ik­ke aen­dre på. Døds­fald, syg­dom, an­dre men­ne­skers idi­o­ti. Dem må man ac­cep­te­re og for­sø­ge at navi­ge­re uden om. An­dre ting kan man aen­dre. Og det er ker­nen i at le­ve lyk­ke­ligt. At tur­de ta­ge an­svar for alt det, man selv har ind­fly­del­se på. Det kra­e­ver mod. Det kra­e­ver mod at se i øj­ne­ne, at nog­le gan­ge er det ens egen ad­fa­erd, der stop­per én fra at va­e­re lyk­ke­lig. En god start på et lyk­ke­ligt liv er at spør­ge sig selv om, hvad det er, man ple­jer at brok­ke sig over. ’Jeg kan ik­ke få det he­le til at lø­be rundt, jeg er nødt til at ar­bej­de 80 timer om ugen!’ Er du det? Hvad med at ska­e­re ned på dit for­brug? Det er ’Luksus­fa­el­den’ om igen. Folk KAN ta­ge an­svar og aen­dre de­res møn­ster, hvis de skal. Men det kra­e­ver øvel­se at la­e­re at ryste po­sen og se tin­ge­ne på en ny må­de. Og det kra­e­ver mod at of­re det, man ple­jer at tro på. Som sagt er det et livslangt job at hol­de fast på lyk­ken. Selv­om jeg ved, hvad der skal til, så kom­mer jeg til sta­dig­hed til at på­ta­ge mig for me­get ar­bej­de, ta­ge an­dres sor­ger på mi­ne skul­dre og ge­ne­relt de­le for me­get ud af mig selv. Men jeg øver mig, og for­hå­bent­lig bli­ver jeg bed­re og bed­re til at lyt­te til ma­ve­for­nem­mel­sen. Ma­ven har det jo med at ka­ef­te op om alt det, som hjer­nen sy­nes, det er uprak­tisk at hø­re. Jeg er glad for, at jeg har den her vi­den om lyk­ke. Jeg VED, at det er op til mig, om jeg vil va­e­re lyk­ke­lig. Jeg VED, at selv­om pe­ri­o­der er sva­e­re, så KAN jeg bli­ve lyk­ke­lig igen. Og selv på de mest grå og su­re da­ge så kan jeg se glimt af lyk­ke kig­ge ud gen­nem spra­ek­ker­ne. Nog­le gan­ge er lyk­ke så sim­pelt som en per­fekt tem­pe­re­ret mor­genkaf­fe el­ler et møs fra en møg­be­skidt hund. Lyk­ken er der he­le ti­den. Vi skal ba­re se og va­erds­a­et­te den, i ste­det for at jag­te ide­a­let om den per­fek­te lyk­ke.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.