B

BT - - INTERVIEW - Af Tho­mas Con­rad­sen

tco@ber­ling­s­ke.dk Foto Sop­hia Juli­a­ne Ly­dolph iler, cyk­li­ster og fod­ga­en­ge­re myl­drer for­bi, men Hen­rik Bo­serup står helt stil­le. For før­ste gang den­ne ef­ter­mid­dag, helt stil­le. Fra for­to­vet for­an Pa­lads Bi­o­graf – ud mod det altid trav­le hjør­ne over for Cir­kus­byg­nin­gen – be­trag­ter han sin nye bur­gerjo­int. Ju­i­cyB, hed­der den. Det er den an­den bu­tik af sin slags. Den før­ste, som han op­før­te i Kød­by­en for to år si­den, har stil­le og ro­ligt få­et et til­stra­ek­ke­ligt stort pu­bli­kum. Fak­tisk så stort, at han drøm­mer om at åb­ne 10-15 bur­ger­ba­rer ale­ne i ho­ved­sta­den de kom­men­de år.

Han sa­et­ter si­ne avi­a­tor-for­me­de la­e­se­bril­ler med mild to­ning op på den hø­je pan­de. Han ta­en­der en smøg og ta­ger det før­ste hiv, in­den han sva­rer på spørgs­må­let, jeg stil­le­de ham øje­blik­ke tid­li­ge­re.

»Hvad jeg hav­de kaldt ste­det for 15 år si­den? Jeg hav­de kaldt den ’Bo­serups Bur­ger­bar Er Ba­re Bed­re’. Men jeg har for­an­dret mig, og det er kla­e­de­ligt. Når jeg ser el­ler la­e­ser om mig selv tid­li­ge­re i li­vet, kan jeg godt gri­ne lidt. Det er enormt la­e­re­rigt. Godt, jeg ik­ke er så­dan me­re,« si­ger han og smi­ler med den ene mund­vig.

52-åri­ge Hen­rik Bo­serup blev ud­dan­net på Søl­le­rød Kro og har si­den etab­le­ret re­stau­ran­ter­ne ’Bo­serups Ka­er­lig­hed’, ’Minds­hip Can­te­e­na’ og ’For­mel B’. Han har des­u­den va­e­ret køk­ken­chef på Ho­tel D’Ang­le­ter­re, skre­vet ad­skil­li­ge stor­sa­el­gen­de ko­gebø­ger og del­ta­get i en ra­ek­ke tv­pro­gram­mer. Men for få år si­den trak han sig fra ram­pe­ly­set, og si­den har han flyt­tet al fo­kus over på kva­li­tets­fast food.

»At jeg var så­dan en her-kom­merjeg-ty­pe. Mig-mig! He­le ti­den. Det er det, der sker, når du bli­ver kendt. Over­night blev li­vet for mig enormt selv­fik­se­ret. Jeg kom til at ta­ge mig selv alt for al­vor­ligt. Jeg til­lod mig selv at stil­le op til hvad som helst og sva­re­de be­red­vil­ligt på samt­li­ge spørgs­mål. Li­ge fra stor­po­li­tik til seksu­a­li­tet,« si­ger han og kig­ger sta­dig hen mod sin ny re­stau­rant, hvor to tøm­re­re lig­ger på knae, i fa­erd med at søm­me bra­ed­der­ne fast på den la­ve plat­form for­an be­stil­lings­ru­den.

Han har net­op bragt dem dam­pen­de kaf­fe og to sto­re styk­ker cho­ko­la­de­ka­ge. Det fik dem til at smi­le midt i ar­bej­det i den mil­de regn.

»Ja. Fuld­sta­en­dig. Men hvis man ik­ke har no­get at si­ge, skal man hol­de sin ka­eft! Man skal alt­så ik­ke ba­re va­de op og ned ad den rø­de lø­ber og si­ge ’bla-bla’, vel? Det der med at prø­ve at op­ret­hol­de en el­ler an­den ro­ck­stjer­ne­sta­tus uden at ha­ve ud­gi­vet et nyt suc­ces­rigt al­bum bli­ver hur­tigt sør­ge­ligt.«

»Det er sva­ert at pin­po­in­te et helt pra­e­cist tids­punkt. Men det ske­te, da jeg be­gynd­te at ta­ge mig tid til at kig­ge på mig selv ude­fra. Hvad er det, jeg står og si­ger nu? Hvor­for står jeg og ud­ta­ler mig om det her? Hvor sundt et fun­da­ment er der un­der mig? Ta­ger jeg ik­ke mig selv en lil­le smu­le for høj­ti­de­ligt nu? Jo, det gør jeg!«

»Li­ge i be­gyn­del­sen var det hårdt. I det øje­blik, jeg dre­je­de af, dre­je­de jeg mod in­tet­he­den. Mod tom­he­den. Plud­se­lig skul­le jeg ik­ke til dén og dén pre­mi­e­re. Plud­se­lig skul­le jeg ik­ke stå på tv he­le ti­den. Det var sva­ert. Jeg ta­enk­te, at ’jeg li­i­i­ge bur­de gå for­bi og si­ge hej’. Så jeg kun­ne få det der ki­ck ud af, at folk på ga­den rå­ber: ’GUD! ER DU IK­KE BO­SERUP?’ Men når det sker så man­ge gan­ge, som det ske­te for mig i den tid, så mi-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.