’Jeg er ble­vet en bed­re Ras­mus ef­ter Lou­i­se’

Ras­mus Bra­en­der blev ale­ne­far til fi­re børn mel­lem nul og ot­te år, da ko­nen Lou­i­se dø­de af bryst­kra­eft. En si­tu­a­tion de fle­ste vil­le kna­ek­ke af, men Ras­mus blev det vej­en til at bli­ve en bed­re ver­sion af sig selv

BT - - MODE - Ma­rie Var­m­ing Foto Ni­els Ahl­mann Ole­sen

Pla­stikpo­ser­ne tøm­mes én ef­ter én ud på gul­vet. Ud va­el­ter det med trø­jer, tørkla­e­der, kjo­ler og buk­ser. Seksår­i­ge Nan­na og fi­re­åri­ge Ama­lie ka­ster sig over det, mens de­res brødre Tri­stan og Cor­ne­li­us ser med fra si­de­linj­en. De kla­e­der sig ud, gri­ner, pjat­ter, skif­ter til no­get an­det og lug­ter til stof­fet. In­di­mel­lem skal Nan­na li­ge over til far i so­fa­en og ha­ve et knus. Tø­jet er de­res mors, Lou­i­ses. Hun dø­de et år tid­li­ge­re og ef­ter­lod de­res far med fi­re børn i al­de­ren nul til ot­te år. Og med pla­stikpo­ser fyldt med tøj, der sta­dig duf­ter af Lou­i­se.

Far kan godt

Ras­mus Bra­en­der ta­ger imod i et par­cel­hus i et ny­byg­get kvar­ter uden for Hol­ba­ek. Hu­set er ryd­de­ligt, selv om der er tegn på børn i hver en krog. Han la­ver nescafé og hi­ver en kar­ton ma­elk ud af et ve­las­sor­te­ret kø­le­skab. Her er styr på det.

»Jeg har al­drig va­e­ret i tvivl om, at jeg godt selv kun­ne ta­ge mig af mi­ne børn, da Lou­i­se dø­de. Selv­føl­ge­lig kun­ne jeg det,« forta­el­ler han, da han kom­mer hen til spi­se­bor­det igen.

Lou­i­se fød­te Cor­ne­li­us i april 2013, men hen­des ene bryst op­før­te sig ik­ke helt, som det skul­le. Bå­de la­e­ge, jor­de­mor og sund­heds­ple­jer­ske var sik­re på, at det var ma­el­kekir­t­ler­ne, der dril­le­de. Men i ju­ni må­ned, da Cor­ne­li­us var to måneder og i fuld vi­gør, var Lou­i­ses ene bryst ha­e­vet til dob­belt stør­rel­se. Hun hav­de kra­eft.

»Først tro­e­de jeg ik­ke på det. Jeg var ufor­stå­en­de. Man dør jo af kra­eft, og Lou­i­se var jo alt for ung til at dø. Vi blev i hvert fald hur­tigt eni­ge om, at det skul­le vi ba­re igen­nem, og når vi var kom­met godt ud på den an­den si­de, vil­le vi be­gyn­de at hja­el­pe an­dre i sam­me si­tu­a­tion,« si­ger Ras­mus med et over­skud, som han har holdt fast i, og­så selv­om Lou­i­se ik­ke er der me­re.

Lou­i­se har det godt de føl­gen­de måneder, og selv om hun er i ke­mo­te­ra­pi, kan hun pas­se sin fa­mi­lie sam­men med Ras­mus, som har få­et or­lov fra sit ar­bej­de i en bu­tik.

»Hun hav­de det godt, og man kun­ne ik­ke ma­er­ke på hen­de, at hun var syg. Hun hav­de ba­re brug for at sove, så hun gik tid­ligt i seng om af­te­nen. Når bør­ne­ne og Lou­i­se sov, sad jeg i stu­en og gra­ed af frygt for at bli­ve for­ladt. Det var så tomt og en­somt i den stue,« forta­el­ler Ras­mus.

Far er ban­ge

Ras­mus var mest af alt ban­ge. Ik­ke for at skul­le stå ale­ne med fi­re børn, men for at bli­ve for­ladt af den, han hav­de el­sket, si­den han mød­te Lou­i­se en tors­dag af­ten på et disko­tek man­ge år og fi­re børn tid­li­ge­re.

»Vi tal­te me­get med en psy­ko­log. Hun hjalp os og gav os red­ska­ber. Jeg skul­le la­e­re, hvor­for jeg var så ban­ge for at bli­ve for­ladt af Lou­i­se, og vi skul­le beg­ge la­e­re, hvor­dan vi skul­le ge­ba­er­de os i for­hold til bør­ne­ne,« hu­sker Ras­mus.

Al­le­re­de en må­ned ef­ter, Lou­i­se var ble­vet syg, valg­te par­ret at la­eg­ge kor­te­ne på spi­se­bor­det i for­hold til mors syg­dom.

»Vi sag­de di­rek­te til dem, at mor er syg i sit ene bryst, og vi ri­si­ke­rer, at hun dør af det. De var selv­føl­ge­lig me­get ke­de af det og stil­le­de en mas­se spørgs­mål. Jeg syn­tes, ti­den der­ef­ter blev me­get prak­tisk. Jeg tog da­ge­ne, som de kom, og bå­de Lou­i­se og jeg snak-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.