’Jeg er blevet en bedre Rasmus efter Louise’

Rasmus Braender blev alenefar til fire børn mellem nul og otte år, da konen Louise døde af brystkraeft. En situation de fleste ville knaekke af, men Rasmus blev det vejen til at blive en bedre version af sig selv

Plastikposerne tømmes én efter én ud på gulvet. Ud vaelter det med trøjer, tørklaeder, kjoler og bukser. Seksårige Nanna og fireårige Amalie kaster sig over det, mens deres brødre Tristan og Cornelius ser med fra sidelinjen. De klaeder sig ud, griner, pjatter, skifter til noget andet og lugter til stoffet. Indimellem skal Nanna lige over til far i sofaen og have et knus. Tøjet er deres mors, Louises. Hun døde et år tidligere og efterlod deres far med fire børn i alderen nul til otte år. Og med plastikposer fyldt med tøj, der stadig dufter af Louise.

Far kan godt

Rasmus Braender tager imod i et parcelhus i et nybygget kvarter uden for Holbaek. Huset er ryddeligt, selv om der er tegn på børn i hver en krog. Han laver nescafé og hiver en karton maelk ud af et velassorteret køleskab. Her er styr på det.

»Jeg har aldrig vaeret i tvivl om, at jeg godt selv kunne tage mig af mine børn, da Louise døde. Selvfølgelig kunne jeg det,« fortaeller han, da han kommer hen til spisebordet igen.

Louise fødte Cornelius i april 2013, men hendes ene bryst opførte sig ikke helt, som det skulle. Både laege, jordemor og sundhedsplejerske var sikre på, at det var maelkekirtlerne, der drillede. Men i juni måned, da Cornelius var to måneder og i fuld vigør, var Louises ene bryst haevet til dobbelt størrelse. Hun havde kraeft.

»Først troede jeg ikke på det. Jeg var uforstående. Man dør jo af kraeft, og Louise var jo alt for ung til at dø. Vi blev i hvert fald hurtigt enige om, at det skulle vi bare igennem, og når vi var kommet godt ud på den anden side, ville vi begynde at hjaelpe andre i samme situation,« siger Rasmus med et overskud, som han har holdt fast i, også selvom Louise ikke er der mere.

Louise har det godt de følgende måneder, og selv om hun er i kemoterapi, kan hun passe sin familie sammen med Rasmus, som har fået orlov fra sit arbejde i en butik.

»Hun havde det godt, og man kunne ikke maerke på hende, at hun var syg. Hun havde bare brug for at sove, så hun gik tidligt i seng om aftenen. Når børnene og Louise sov, sad jeg i stuen og graed af frygt for at blive forladt. Det var så tomt og ensomt i den stue,« fortaeller Rasmus.

Far er bange

Rasmus var mest af alt bange. Ikke for at skulle stå alene med fire børn, men for at blive forladt af den, han havde elsket, siden han mødte Louise en torsdag aften på et diskotek mange år og fire børn tidligere.

»Vi talte meget med en psykolog. Hun hjalp os og gav os redskaber. Jeg skulle laere, hvorfor jeg var så bange for at blive forladt af Louise, og vi skulle begge laere, hvordan vi skulle gebaerde os i forhold til børnene,« husker Rasmus.

Allerede en måned efter, Louise var blevet syg, valgte parret at laegge kortene på spisebordet i forhold til mors sygdom.

»Vi sagde direkte til dem, at mor er syg i sit ene bryst, og vi risikerer, at hun dør af det. De var selvfølgelig meget kede af det og stillede en masse spørgsmål. Jeg syntes, tiden derefter blev meget praktisk. Jeg tog dagene, som de kom, og både Louise og jeg snak-