Ro­ck­stjer­nedrømm

Man­ge la­eg­ger ama­tør­ban­det på hyl­den, når vok­sen­li­vet ban­ker på med fast job og fa­mi­lie. Men nu er en stør­re grup­pe af voks­ne og ae­l­dre be­gyndt at sam­le in­stru­men­ter­ne op igen

BT - - INDBLIK - An­ne Nørkja­er Bang Foto Sa­ra Gangsted

Ean­nb@ber­ling­s­ke­me­dia.dk r der en slags omvendt pro­por­tio­nal sam­men­ha­eng mel­lem stjer­nedrøm­me og vok­sen­liv? Hvor drøm­men top­per i ung­domsår­e­ne og så lang­somt sluk­kes i takt med, at vok­sen­li­vet tra­en­ger sig på med ru­de­k­u­ver­ter og lange ef­ter­mid­dags­kø­er i su­per­mar­ke­det?

Og er det en del af grun­den til, at he­le 20 pct. af de 15-19-åri­ge iføl­ge en SFI-un­der­sø­gel­se fra 2012 selv spil­ler på in­stru­ment el­ler syn­ger, mens det sam­me kun ga­el­der 8-10 pct. i al­ders­grup­per­ne over 30?

Men­ne­skers in­ter­es­se for mu­sik er ge­ne­relt størst i ung­domsår­e­ne, og man­ge voks­ne stop­per med at spil­le på in­stru­men­ter el­ler syn­ge selv, net­op når de når dis­se kri­ti­ske 30+, forta­el­ler Pe­ter Vuust, der er mu­si­ker, hjer­ne­for­sker på Aar­hus Uni­ver­si­tet og le­der af forsk­nings­netva­er­ket ’Mu­sic in the Brain’.

»Jeg tror, at der er fle­re for­kla­rin­ger på, at man­ge voks­ne stop­per med at spil­le mu­sik. Vi ved fra forsk­ning, at vo­res mu­sikin­ter­es­se top­per tid­ligt. Men en an­den ting er nok, at det bli­ver sva­e­re­re at hol­de gang i en fri­tids­in­ter­es­se, man ik­ke tje­ner pen­ge på, når man be­gyn­der på en ud­dan­nel­se, får et fast ar­bej­de el­ler får børn,« si­ger han.

Fle­re går til band

Ik­ke de­sto min­dre op­le­ver man fle­re ste­der en sti­gen­de in­ter­es­se fra net­op voks­ne, der ger­ne vil mø­des om det at spil­le mu­sik sam­men. Det ga­el­der blandt an­det Or­ga­ni­sa­tio­nen af Ryt­mi­ske Ama­tør­mu­si­ke­re, ORA.

»Vi la­ver tal hvert år på de folk, der

We­e­kend - 28.11.2015 er i lan­dets øve­lo­ka­ler i de etab­le­re­de øve­lo­ka­le­for­e­nin­ger, og der har al­de­ren gen­nem­snit­ligt va­e­ret sti­gen­de de se­ne­ste par år. Det er jo en in­di­ka­tor på, at fle­re er be­gyndt at spil­le sam­men i en se­ne­re al­der og ger­ne vil dyr­ke det her som en fri­tidsak­ti­vi­tet og hyg­ge sig med at ’gå til band’,« si­ger Jes­per Krü­ger, der er dag­lig le­der i ORA.

Gen­fun­det gni­sten

Hos Rå­stof Roskil­de, en øve­lo­ka­le­for­e­ning i Roskil­de, har man ty­de­ligt kun­net ma­er­ke en sti­gen­de in­ter­es­se for sam­men­spil, sa­er­ligt hos de ae­l­dre ge­ne­ra­tio­ner.

»Det er pri­ma­ert dem, der og­så selv spil­le­de i band i 60er­ne og 70er­ne, der har gen­fun­det gni­sten. De er jo vok­set op med en sta­erk mu­siks­ce­ne, hvor he­le pig­t­rå­ds­mil­jø­et blom­stre­de op. Men da de be­gynd­te at bli­ve fa­mi­lie­fa­ed­re, mødre­ne var der jo ik­ke man­ge af på mu­siks­ce­nen, på det tids­punkt hav­de de plud­se­lig ik­ke tid til de­res mu­sik me­re. Nu når de pen­sions­al­de­ren, bør­ne­ne er flyt­tet hjem­me­fra, og de har få­et tid til at spil­le igen - ik­ke for at le­ve af det, men for at hyg­ge sig sam­men og genop­le­ve su­set af at fy­re en fed gu­i­tar­so­lo af,« si­ger David Karls­son, der er dag­lig le­der i Rå­stof Roskil­de.

Han hen­vi­ser til TV2 Char­lies ’Top Char­lie’-kon­cer­ter, som no­get af det, der kan ha­ve få­et de ae­l­dre ge­ne­ra­tio­ner til­ba­ge i øve­lo­ka­ler­ne.

»Der er jo bå­de kom­met ’Top Char­lie’, og så er der i Roskil­de op­stå­et no­get, der hed­der Roskil­de Tråd, som er en ret stor be­gi­ven­hed, hvor bands fra 60er­ne og 70er­ne gi­ver den gas en gang om året ne­de på vo­res lo­ka­le spil­le­sted, Gim­le. Før det hav­de vi ik­ke rig­tig nog­le se­ni­o­r­bands. Nu kan jeg na­er­mest la­ve to-tre øve­lo­ka­ler med fi­re se­ni­o­r­bands i hver.«

På tva­ers af kul­tu­rer

Mu­sik og sam­men­spil er no­get, vi men­ne­sker dyr­ker på tva­ers af kul­tu­rer og lan­de­gra­en­ser. Men iføl­ge Pe­ter Vuust er det sta­dig lidt af et myste­ri­um, hvor­for vi egent­lig er så knyt­tet til mu­sik­ken som ud­tryks­form.

»De fle­ste men­ne­ske­li­ge egen­ska­ber, vi har, har en evo­lu­tio­na­er op­rin­del­se. Isa­er de egen­ska­ber, som vi har på tva­ers af kul­tu­rer. Så det har va­e­ret dis­ku­te­ret me­get, om der er en evo­lu­tio­na­er op­rin­del­se til det at spil­le mu­sik. Jeg til­hø­rer den grup­pe, som me­ner, at der er,« si­ger han og for­kla­rer:

»Den ene te­o­ri er, at vi bru­ger mu­sik til at har­moni­se­re fø­lel­ser mel­lem men­ne­sker – og ger­ne i sto­re grup­per. Et godt ek­sem­pel er, når vi går på sta­dion og syn­ger na­tio­nalsan­ge­ne sam­men, el­ler når vi går til be­gra­vel­se, og be­gra­vel­sen be­gyn­der med et styk­ke mu­sik. Men­ne­sker er me­get hur­ti­ge til at gen­ken­de fø­lel­ser i mu­sik, og vi bru­ger på den må­de mu­sik­ken til at af­stem­me fø­lel­ser, så de pas­ser til si­tu­a­tio­nen. Den an­den te­o­ri er, at vi bru­ger mu­sik til at til­tra­ek­ke det an­det køn. Det var fak­tisk Char­les Darwin selv, der fo­re­slog det­te. Og­så selv om det nu ik­ke er helt sik­kert, at der er en bi­o­lo­gisk sam­men­ha­eng, så det pas­ser jo så­dan set me­get godt med, at vo­res mu­sikin­ter­es­se top­per i ung­domsår­e­ne, for det er jo der, vi har mest brug for at fin­de en part­ner,« si­ger han.

En del af et fa­el­les­skab

Hos FOF Kø­ben­havn, som ud­by­der kur­ser, fored­rag og ud­flug­ter un­der over­skrif­ten ’fol­ke­op­lys­ning’, op­le­ver man og­så sti­gen­de in­ter­es­se for sam­men­spils­hol­de­ne, og her ga­el­der det al­le al­dre og gen­rer, forta­el­ler Chri­sti­an Ravn Ager­gaard Pe­der­sen, an­svar­lig for mu­si­kun­der­vis­nin­gen på FOF Kø­ben­havn.

»Til­slut­nin­gen til sam­men­spil har va­e­ret sti­gen­de de sid­ste par sa­e­so­ner, og det er fak­tisk al­le al­dre, der sø­ger ro­ck­bands, ja­zz-sam­men­spil og an­dre ryt­mi­ske kon­stel­la­tio­ner. Ge­ne­relt er der en del til­bud til de un­ge i sko­le­sy­ste­met og uden­for med de kom­mu­na­le mu­siks­ko­ler, mens de voks­nes til­bud ik­ke er na­er så åben­ly­se og li­ge ved hån­den. Så jeg me­ner, at stig­nin­gen skyl­des, at vi som ud­by­der er ble­vet bed­re til at gø­re op­ma­er­k­som på, at det fak­tisk er en ak­ti­vi­tet, vi kan fa­ci­li­te­re. Ove­ni det, er der en un­der­lig­gen­de ten­dens i sam­fun­det til ger­ne at vil­le ud at op­le­ve no­get med an­dre, som de­ler li­ge pra­e­cis den sam­me in­ter­es­se som du selv,« forta­el­ler han.

Den­ne fø­lel­se af at de­le no­get sa­er­ligt med an­dre, er en cen­tral del af sel­ve grun­den til, at vi men­ne­sker spil­ler mu­sik, me­ner Pe­ter Vuust.

»Når man spil­ler mu­sik sam­men, så kom­mu­ni­ke­rer man ord­løst med hin­an­den igen­nem mu­sik­ken. Det er sim­pelt­hen en må­de at fø­le sig ta­et med an­dre men­ne­sker. Det er no­get, som man­ge kom­po­ni­ster og mu­si­ke­re har talt om: At mu­sik­ken er en må­de at kom­me over den en­som­hed, som vi al­le sam­men fø­ler,« si­ger han og til­fø­jer:

»Når man spil­ler mu­sik sam­men, bli­ver man en del af et be­stemt fa­el­les­skab, hvor man har no­get sa­er­ligt sam­men, som kan va­e­re sva­ert at for­kla­re folk, der ik­ke selv spil­ler. Og det er i vir­ke­lig­he­den no­get af det mest vi­dun­der­li­ge ved at spil­le mu­sik.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.