Hi­sto­rie Ef­ter­krig­sti­dens e

Mi­ne­ryd­ning i tal

BT - - NYHEDER -

EF­TER­SPIL og for­fat­ter Hel­ge Ha­ge­mann, som tid­li­ge­re har skre­vet bo­gen ’Un­der tvang’ og he­ri ha­ev­der, at Dan­mark be­gik en krigs­for­bry­del­se ved at tvin­ge de un­ge ty­ske sol­da­ter til at stå for ryd­nin­gen af de 1,5 mio. land­mi­ner, der var gemt un­der san­det langs den 400 km. lange ve­stjy­ske kyst­linje.

»Var de krigs­fan­ger, el­ler var de ik­ke? Det er ble­vet dis­ku­te­ret i åre­vis. Ja, gu’ var de krigs­fan­ger. Og der­for var det en krigs­for­bry­del­se, at Dan­mark tvang dem til at ryd­de mi­ner. For iføl­ge Genéve-kon­ven­tio­nen - som blev ra­ti­fi­ce­ret af Dan­mark i 1933 - var det for­budt at sa­et­te krigs­fan­ger til far­ligt ar­bej­de, som mi­ne­ryd­ning er,« si­ger Hel­ge Ha­ge­mann, hvis bog er in­spira­tio­nen til fil­men, og hvis egen far var en dansk of­fi­cer, som hav­de en le­den­de rol­le i or­ga­ni­se­rin­gen af mi­ne­ryd­nin­gen på ve­st­ky­sten. Spra­engt i luf­ten Wil­li Bjer­re­gaards far Wil­helm Wil­litz be­fandt sig dog på den an­den si­de af mi­ne­ryd­nings­hol­det, på den eks­plo­si­ve si­de der end­te med at ko­ste ham li­vet.

»Om han var fri­vil­lig? Det tror jeg ik­ke, at der var en ene­ste af dem, der var,« si­ger han med ef­ter­tryk.

Egent­lig er det be­gra­en­set, hvad han ved om sin far, for Wil­helm Wil­litz blev spra­engt i luf­ten kun to uger ef­ter, at Wil­li blev født på Bet­he­s­da hjem­met i Aar­hus. Som dét, man den­gang kald­te en ’ty­sker-un­ge’.

Hans mor Ruth var kun 16 år gam­mel, da hun i ef­ter­å­ret 1944 på en dan­se­re­stau­rant i Hor­sens mød­te den flot­te ty­ske sol­dat, der var hav­net i Dan­mark på grund af en gra­nats­pl­int, som ram­te ham un­der tjeneste på den rus­si­ske front. Nu blev han ramt af ka­er­lig­he­den, og snart var der oven i kø­bet ka­ge i ov­nen.

5. maj 1945 slut­te­de kri­gen, Tys­kland ka­pi­tu­le­re­de, Dan­mark var at­ter frit. Men for om­kring 1.000 un­ge ty­ske dren­ge - her­un­der Wil­li Bjer­re­gaards far - ven­te­de en ny dødelig krig, da de af be­fri­el­se­s­trop­per­ne blev be­or­dret ud i klit­ter­ne for at ryd­de op ef­ter sig.

Og in­gen hav­de ondt af de ty­ske sol­da­ter, hvoraf man­ge kun var dren­ge på 15 år.

Så­le­des kan man i do­ku­men­tar­fil­men ’Livs­fa­re - mi­ner’ fra 1946 ty­de­ligt hø­re hån­lig­he­den, når forta­el­ler­stem­men la­eg­ger ord til bil­le­der­ne: »Halvan­den mil­li­on land­mi­ner hav­de ty­sker­ne ned­lagt på dansk ter­ri­to­ri­um. De fik selv lov at ta­ge dem op igen.«

Wil­helm Wil­litz var en af de få, der al­le­re­de un­der be­sa­et­tel­sen hav­de va­e­ret i en mi­ne-kom­man­do. Nu blev han af be­fri­el­se­s­trop­per­ne sendt til Rom, syd for Lemvig, hvor han som 29-årig straks blev for­frem­met fra al­min­de­lig me­nig til un­derof­fi­cer, og fik for­ment­lig kom­man­do over en grup­pe af de un­ge dren­ge, hvis liv nu hang i en end­nu tyn­de­re tråd end før.

El­ler som che­fen for den ty­ske mi­nesko­le be­skrev det i sin dag­bog: »Sol­da­ter­ne er lang­somt og in­der­ligt kom­met så langt ud, at de kun un­der tvang og si­tren­de over he­le krop­pen be­va­e­ger sig ud i mi­ne­fel­ter­ne.« Over­dyn­get med ka­er­lig­hed Selv om Wil­helm Wil­litz højst sand­syn­ligt op­le­ve­de det sam­me, var det ik­ke den slags be­tragt­nin­ger, han fyld­te si­ne bre­ve til Ruth med. Mens hen­des ma­ve vok­se­de sig stør­re og stør­re, over­dyn­ge­de han hen­de med ver­bal ka­er­lig­hed, og kun­ne na­e­sten ik­ke ven­te til den dag, hvor de­res barn kom til ver­den. Det gjor­de han den 2. juli 1945. »Jeg har skre­vet til Ruth to gan­ge, men in­gen svar få­et. Jeg hå­ber, at bå­de Ruth og den lil­le er ra­ske. Jeg vil se, om jeg kan kom­me der­ned. Mit største øn­ske er at få den lil­le at se,« som Wil­helm Wil­litz des­pe­rat skrev hjem til si­ne fora­el­dre i Tys­kland ti da­ge se­ne­re.

Men in­den bre­vet nå­e­de frem, var han død. 14. juli eks­plo­de­re­de en land­mi­ne på stran­den i Lemvig og rev liv med sig. »To dra­eb­te og én hårdt sår­et« som det lo­ka­le dag­blad helt nøg­ter­nt blot kon­sta­te­re­de. De var jo ty­ske­re.

Den hårdt sår­e­de var Wil­li Bjer­re­gaards far, som dø­de af si­ne sva­e­re kva­e­stel­ser to da­ge ef­ter. Og blev be­gra­vet på Lemvig Kir­ke­gaard, si­de om si­de med de to 15-åri­ge dren­ge og de 60 an­dre ty­ske sol­da­ter, der dø­de ale­ne i Lemvig.

Der er man­ge an­dre lag i den pen­sio­ne­re­de sko­lela­e­rer Wil­li Bjer­re­gaards hi­sto­rie. Men hi­sto­ri­en om fa­de­rens død, og om ti­dens ufor­son­li­ge had til ty­sker­ne er én, der er vig­tig og én, han me­get ger­ne hol­der fored­rag om gen­nem for­e­nin­gen ’Dan­ske krigs­børn’.

»At det var så sy­ste­ma­ti­se­ret og brutalt, var jeg slet ik­ke klar over,« si­ger Wil­li Bjer­re­gaard om de un­ge ty­ske mi­ne­ryd­de­re.

»Dan­sker­ne vil­le så me­get af med de ty­ske sol­da­ter ef­ter kri­gen. Und­ta­gen li­ge det par tu­sin­de, som ik­ke fik lov til at kom­me hjem. De skul­le li­ge pil­le 1,5 mio. land­mi­ner op først.

Når man går ind og la­e­ser i den tids avi­ser, står der di­rek­te, at ’det har de sgu godt af’. Man skal langt op i ti­den, før stem­nin­gen skif­ter til,

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.