FAR­VEL, MIN EL­SKE­DE

Rø­ren­de og mun­tert far­vel til Jan Mon­rad

BT - - VOORZIJDE PAGINA - Kenan Se­e­berg |kse@bt.dk; Bo Poul­sen | bopo@bt.dk Foto: Si­mon La­es­søe og Ni­ko­lai Li­na­res

Vi hå­ber, at der bli­ver tå­rer, men og­så mas­ser af grin. Så­dan vil­le Jan ha­ve øn­sket det. Han el­ske­de, når han kun­ne få folk til at gri­ne

Fa­mi­li­ens ord ved ki­sten

Jan Mon­rad var et us­a­ed­van­ligt men­ne­ske, der­for blev hans bisa­et­tel­se og­så no­get helt sa­er­ligt. Og det vil­le ha­ve fry­det den af­dø­de ko­mi­ker, teg­ner, de­bat­tør og mu­si­ker at op­le­ve den må­de, han blev sendt af sted på.

Ef­ter min­de­høj­ti­de­lig­he­den i Gre­ves kul­tur­hus, Po­r­ta­len, blev Mon­rads hvi­de ki­ste fulgt ud til to­ner­ne af ’Far­vel Blu­es’, spil­let af Mon­rads loy­a­le ka­pel­me­ster Øyvind Ou­gaard, samt den man­ge­åri­ge ven, Mik Scha­ck og an­dre mu­si­kal­ske ven­ner, der gik bag ki­sten som til en bed­re be­gra­vel­se i New Or­le­ans.

For­an rust­vog­nen tog Mon­rads hu­stru, Ma­ri­an­ne, børn og bør­ne­børn en tå­re­va­e­det af­sked. Men da den blom­ster­smyk­ke­de bå­re kør­te va­ek, og mu­sik­ken for­stum­me­de, be­gynd­te de me­re end 200 men­ne­sker at klap­pe, og Mon­rad blev så­le­des sendt af sted med stå­en­de ova­tio­ner, mens vog­nen lang­somt for­svandt un­der den lav­t­ha­en­gen­de ef­ter­mid­dags­sol.

Fik blod­prop i lun­ger­ne

Jan Mon­rad af­gik plud­se­lig ved dø­den fre­dag d. 20. novem­ber af en blod­prop i lun­ger­ne. Han blev 64 år.

Dø­den kom uden var­sel, dog af­slø­re­de hans na­e­re ven og uad­skil­li­ge mak­ker Sø­ren Ri­slund, at Mon­rad tid­li­ge­re hav­de haft en blod­prop i det ene ben.

»Han hav­de drop­pet ci­ga­ret­ter­ne og na­e­sten og­så sp­rut, men han sad for me­get ned uden at dyr­ke mo­tion el­ler rø­re sig på an­den må­de. Og jeg sag­de det til ham. En­ten vil­le han bli­ve 100 år, el­ler og­så vil­le han plud­se­lig drat­te om­kuld. Vi er nem­lig beg­ge to for fe­de,« sag­de Sø­ren Ri­slund, der i går hav­de over­skud til at få folk til at fø­le sig vel­kom­ne og smi­le bå­de ad sig selv og si­tu­a­tio­nen, trods de tri­ste om­sta­en­dig­he­der.

»Vi hå­ber, at der bli­ver tå­rer, men og­så mas­ser af grin. Så­dan vil­le Jan ha­ve øn­sket det. Han el­ske­de, når han kun­ne få folk til at gri­ne,« sag­de sku­e­spil­ler Mette Marck­mann, der tal­te smukt og un­der­fun­digt på fa­mi­li­ens og Sø­ren Ri­slunds veg­ne i Po­r­ta­len.

For hver­ken Ri­slund el­ler Ma­ri­an­ne Mon­rad vil­le ri­si­ke­re at bry­de sam­men over den tun­ge op­ga­ve, der blev ud­ført usen­ti­men­talt, men ind­følt af Mette Marck­mann. Og lat­te­ren spred­te sig fle­re gan­ge for­lø­sen­de, da Sø­ren Ri­slunds man­ge ord og anek­do­ter om hans livslan­ge ven for­plan­te­de sig til de me­re end 200 for­sam­le­de i sa­len:

»Din død var det va­erst ta­en­ke­li­ge ek­sem­pel på dår­lig ti­m­ing - no­gen­sin­de,« lød Ri­slunds ord, og folk måt­te igen tra­ek­ke på smilebån­det, da han min­de­de for­sam­lin­gen om det van­vit­ti­ge per­son­gal­le­ri, de to ko­mi­ke­re skab­te ud fra Plad­der­bal­le og om­egn. Gen­nem me­re end 40 års unikt sam­ar­bej­de, cen­tre­ret om­kring skin­gren­de skør og gra­en­se­sø­gen­de sa­ti­re, som front­lø­be­re for 90’er­nes dan­ske stan­dup­pe­re.

Ka­rak­te­rer som Brodt­gård, Svend Del­le­pu­de, Spa­der Smør­karl, Kit og Pat Cod, Han­se­mann Lu­ch­ter og ae­r­ke­hertug Franz Jo­sef af Bay­er Uer­din­gen. For blot at na­ev­ne nog­le få ka­rak­te­rer fra Mon­rad & Ri­slunds bizar­re ka­bi­net.

An­den, ali­as An­ders Mat­t­he­sen, an­kom som en af de sid­ste og sat­te sig diskret ba­gerst. Og­så stan­dupkol­le­ger­ne Tho­mas Wivel og Amin Jen­sen kom for at vi­se de­res respekt.

Fra sce­nen tal­te barn­doms­ven­nen Bo Chri­sten­sen di­rek­te til Mon­rad om ven­ska­bet, der va­re­de fra tred­je klas­se til døds­da­gen for­ri­ge fre­dag:

»Vi to til­brag­te me­get tid uden­for dø­ren i sko­len. men det var al­drig, for­di, vi var fra­ek­ke. Altid for­di vi gri­ne­de. Jeg er dybt tak­nem­me­lig for, at du har va­e­ret min ven, min bror gen­nem li­vet.«

Lyk­ke­lig i fa­mi­li­ens skød

Om Mon­rads hu­stru og fa­mi­lie kon­klu­de­re­de Sø­ren Ri­slund:

»Jeg ved, at du al­drig var me­re lyk­ke­lig end i fa­mi­li­ens skød. Ik­ke en­gang sam­men med mig,« lød mak­ke­rens rø­ren­de ord, der slut­te­de:

»Tak, min livslan­ge sja­e­le­ven for alt det, du nå­e­de at si­ge, skri­ve, syn­ge, spil­le, teg­ne, gø­re og me­ne. Hva­den­ten du blev bedt om det el­ler ej. Tak for at va­e­re Jan og tak for, at vi måt­te va­e­re med.«

De sid­ste ord fra Ma­ri­an­ne Mon­rad og fa­mi­li­en til de­res el­ske­de mand, far og bedste­far lød:

»Det er så ube­gri­be­ligt, at du ik­ke er her me­re. Vi hav­de så me­get at se frem til sam­men. Vi vil sav­ne di­ne skø­re te­le­fon­be­ske­der, din var­me, dit smil, din lat­ter og tu­sin­de an­dre ting. Du var altid så god til at rin­ge til os. Og for at va­e­re sik­ker på, at vi vid­ste, at du ta­enk­te på os, sag­de du altid:

’Når te­le­fo­nen ik­ke rin­ger me­re så’ det mig’«.

Vi to til­brag­te me­get tid uden for dø­ren i sko­len. Men det var al­drig for­di, vi var fra­ek­ke. Altid for­di vi gri­ne­de.

Bo Chri­sten­sen, barn­doms­ven

Det sid­ste far­vel fra Jan Mon­rads en­ke, Ma­ri­an­ne,

om­gi­vet af søn­nen Ale­xan­der (tv. for en­ken.) og an­dre børn og bør­ne­børn, da rust­vog­nen kø­rer va­ek med den blom­ster­smyk­ke­de bå­re.

FOTO: LEA MEILANDT MAT­HIE­SEN

Gen­nem na­e­sten 40 år har Sø­ren Ri­slund og Jan Mon­rad un­der­holdt dan­sker­ne. I går blev Sø­ren Ri­slunds af­skedsord la­est op ved Jan Mon­rads bisa­et­tel­se.

Der var tå­rer, men og­så grin og mu­sik, da Jan Mon­rad blev bi­sat. Ba­ren ser­ve­re­de gravøl fra Plad­der­bal­le Bryg­hus, mens ven­ner­ne an­ført af Øyvind Ou­gaard og Ole Fich spil­le­de, da ki­sten blev bå­ret ud.

»Det er jo alt for tid­ligt, så det kom som et chok,« sag­de Keld Hei­ck, der var ty­de­ligt be­rørt over ven­nen og kol­le­ga­en Jan Mon­rads alt for tid­li­ge død.

En de­ko­ra­tion med hil­sen fra »Fanska­ren« var fyldt med de ka­lapøj­se­re, der har va­e­ret en fast føl­ge­s­vend til show med Mon­rad og Ri­slund i man­ge år.

Jan Mon­rads en­ke, Ma­ri­an­ne, var sta­er­kt be­va­e­get ved bisa­et­tel­sen. »Det er na­tur­lig­vis en dyb sorg. Jan og jeg hav­de jo man­ge ting, vi sta­dig skul­le nå. Vi hav­de et rig­tig godt liv sam­men og man­ge fa­el­les in­ter­es­ser som fo­to­gra­fe­ring og rej­ser.«

Jeg sy­nes, det er helt vildt ma­er­ke­ligt, at han lig­ger i den ki­ste. Men det er og­så me­get fint, at det fo­re­går her i Po­r­ta­len,« sag­de ra­diova­ert Mo­ni­ca Krogh Mey­er, der ik­ke for­søg­te at skju­le si­ne tå­rer. Mo­ni­ca kend­te Mon­rad fra utal­li­ge ra­diopro­gram­mer si­den P3s ’Fre­dag­så­bent’.

»Det va­er­ste er tom­rum­met,« sag­de ra­dio- og tvva­ert Mik Scha­ck, der kend­te og ar­bej­de­de sam­men med Jan Mon­rad i he­le sit voks­ne liv. Scha­ck tal­te med Mon­rad da­gen før, han dø­de, og i åre­vis send­te de bil­le­der, teg­nin­ger el­ler ven­din­ger til hin­an­den: »Hver dag. Og vi var nå­et op på sen­ding num­mer 3926,« sag­de Scha­ck, der spil­le­de for sin ven, da ki­sten blev bå­ret ud.

Amin Jen­sen hav­de plan­lagt et nyt show med Mon­rad, der skul­le ha­ve va­e­ret på pla­ka­ten i 2017. »Det skul­le ha­ve hed­det ’Ma­end med slips’, og ud­over Jan skul­le Flem­m­ing Jen­sen og Per Pal­le­sen med­vir­ke,« sag­de Amin, der hav­de ta­get ka­e­re­sten Ben­te Dals­gaard med for at min­des ven­nen Jan Mon­rad.

»Det er alt alt for tid­ligt. jeg var ry­stet, da jeg fik det at vi­de, og det er knap si­vet ind end­nu, sag­de Sø­ren Ri­slund, der trods sor­gen og ta­bet af sin livslan­ge ven hav­de over­skud til at smi­le og va­e­re en om­sorgs­fuld va­ert

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.