De mange nej’er skal afkodes
Fortolkningen
SERUP HAR SVARET
Befolkningen sagde overbevisende ’nej’ til at erstatte det danske retsforbehold fra 1993 med en tilvalgsordning. Men det er ikke noget entydigt nej.
Hvorfor? Der er markante forskelle på folks bevaeggrunde for at stemme nej. Et nej med baggrund i Enhedslistens argumentation er ikke det samme som et nej med baggrund i Dansk Folkepartis argumentation. Eller for den sags skyld Liberal Alliance eller Folkebevaegelsen mod EU. Der kom også nej’er fra mennesker, der normalt er loyale overfor et ja-parti, uanset hvad man stemmer om, men gik imod partilinjen ved folkeafstemningen. Hvis politikerne - ikke mindst statsministeren - skal komme godt igennem den proces, som indledes på mandag, så er det vigtigt at se, høre og forstå alle nej’erne.
Gør statsministeren det? Det ved vi ikke endnu. Vi kan konstatere, at på valgaftenen tolkede han nej’et som et, der ikke omfattede Europol. Dermed ved vi også, at der vil blive arbejdet for en parallelaftale fra start. Men han mente også, at folk måske havde stemt på noget a ndet end det, som de egentlig blev spurgt om. Det er en markant konklusion. Den logiske konsekvens af den er, at der i princippet ikke er nogen af de andre spørgsmål, som man ikke kan se på igen. Forudsat selvfølgelig at Løkke har rygdaekning til det.
Har Løkke opbakning? undtagelser - også endte på et samlet nej. Dem skal statsministeren også tage højde for.
Hvordan gør man rent praktisk? Der tegner sig en ikke ubetydelig forskel i tilgangen til det arbejde, der ligger forude nu. Regeringen styrer lige nu processen, men måske vil de øvrige partier allerede i den praktiske planlaegning af forløbet blande sig mere, end Løkke kunne ønske sig. Statsministeren er interesseret i at få lavet en håndgribelig fortolkning af nej’et, som han så kan omsaette til en slags dosmerseddel til sig selv og andre ministre - primaert udenrigs- og justitsministrene. Her udestår bl.a. en afklaring, som ja-partierne forsøgte at vriste ud af nej-partierne i ugen op mod afstemningen, nemlig: Hvad med alle de retsakter, som ikke handler om Europol? Det skal der falde svar på i de forhandlinger, som indledes på mandag. Men nej-partierne har også deres egen dagsorden, som ikke sådan lige lader sig omsaette til en dosmerseddel. De vil have en bredere debat om demokrati og om EU-skepsis. Og her adskiller Enhedslisten sig markant fra DF. For Enhedslisten er den demokratiske proces og forankring et afgørende parameter. Det er den også for DF, men de øjner i højere grad en mulighed for at gøre skepsissen til omdrejningspunktet. Disse mere abstrakte dagsordner kommer Løkke også til at forholde sig til.
Hvor staerkt står regeringen og Løkke nu? Det er en svaekket regering og statsminister. Og man må sige, at hvis både Løkke og regeringen havde stået staerkere i befolkningen forud for en folkeafstemning, så kunne det have set anderledes ud. Nu går man fra en svag, men velfungerende regering til en svagere, men sikkert stadig velfungerende regering. Der er dog to afgørende forskelle: Den taette koordinering med Socialdemokraterne ophørte, da stemmelokalerne lukkede. Og både Dansk Folkeparti og Enhedslisten vil gøre som Patrick Swayze i Dirty Dancing: Skubbe farmand til side med ordene: ’Nobody puts Baby in the corner!’
Politisk kommentator
