’Jeg var im­po­ne­ret over, hvor­dan egyp­te­ren kun­ne sny­de mig’

BT - - NYHEDER -

IN­TER­VIEW Jeg op­le­ver, at nog­le er ban­ge for mig ... helt rigtigt. Jeg be­ma­er­ker, at folk ik­ke re­gi­stre­rer, hvad jeg si­ger til dem, når jeg kig­ger dem i øj­ne­ne og ta­ler til dem. Ty­pisk si­ger jeg: »Går det for sta­er­kt?«, når jeg f.eks. li­ge har spurgt, om jeg kan kø­be en kop kaf­fe. Jeg tror, det er for­di, de har set ud­sen­del­ser­ne – Fckr md dn hj­r­ne på DR3 og nu tror, der skal ske en hel mas­se. Jeg har jo en svag­hed for at kig­ge folk me­get dybt i øj­ne­ne. Der kan man se no­get. Det kan vi al­le. Så la­eg­ger man må­ske ma­er­ke til nog­le fle­re ting. Jeg har ba­re brugt ek­stremt man­ge timer på at in­ter­es­se­re mig for det, og re­gi­stre­re folk på den ene el­ler an­den må­de. Jeg sy­nes, det er upas­sen­de, når ... jeg kom­mer til at gri­ne ad no­get tragisk. Jeg ved ik­ke, om det er en slags over­le­vel­ses­me­ka­nis­me, men jeg ved, jeg ik­ke er den ene­ste, der har det så­dan. Det er ba­re ik­ke smart at smi­le el­ler gri­ne til be­gra­vel­ser. Jeg tror, ki­men til min suc­ces ... stam­mer fra, da jeg var barn, for da var jeg me­get ge­nert og brug­te me­gen tid på at be­trag­te an­dre men­ne­sker og fin­de ud af, hvor­dan de age­re­de. Jeg ana­ly­se­re­de alt li­ge fra de­res kro­p­s­sprog, mi­mik til ord­valg. Jeg bru­ger hyp­no­ti­ske tri­ck hver dag ... jo, jeg und­går vis­se ord, bå­de når jeg ta­ler og skri­ver. Det er ord som ’ik­ke’ og ’men’. De ne­ga­ti­ve ven­din­ger og ord und­går jeg helst. Det er en må­de at bru­ge det hyp­no­ti­ske på, for der bru­ger jeg al­drig ord, som jeg ik­ke vil ha­ve dem til at ta­en­ke på. Hvis jeg f.eks. si­ger: »Nu skal du ba­re slap­pe af, det er vig­tigt, du ik­ke la­eg­ger ma­er­ke til lar­men for­an vin­du­et,« er det før­ste, de la­eg­ger ma­er­ke, til lar­men. Man skal hel­ler al­drig si­ge til folk: »Nu skal vi ik­ke bli­ve uven­ner over det her«, men : »Jeg er helt sik­ker på, at du og jeg kan bli­ve eni­ge om det­te her«, for så kan man dre­je det til no­get po­si­tivt, og det vil beg­ge par­ter altid. Jeg fik Jo­han­ne Sch­midt-Ni­el­sen til at ud­pe­ge en we­ge­ner­stol ved ... Ja, det er rigtigt i pro­gram­met Fckr md dn hj­r­ne, skul­le Jo­han­ne først va­el­ge mel­lem syv for­skel­li­ge ma­ga­si­ner og si­den blad­re sig gen­nem et af dem og fin­de en ting, hun blev fri­stet af. Hun valg­te den stol, som jeg for­ud­så, hun vil­le va­el­ge. Jeg er en mand fuld af hem­me­lig­he­der, og jeg har mu­lig­vis pra­e­pa­re­ret hen­de til at bli­ve in­ter­es­se­ret i den stol. Men alt fo­re­gik, mens der var ka­me­ra på, jeg hav­de ik­ke talt med hen­de bag sce­nen før. Min frem­tra­e­den er vig­tig ... Ja, men det er he­le ti­den ’mig’, jeg er ik­ke sku­e­spil­ler. Så­dan er jeg. Men af og til er jeg nødt til at ha­ve en vis au­to­ri­tet. Den kan jeg skrue op og ned for, alt ef­ter i hvil­ken ret­ning jeg ger­ne vil ha’ folk ma­ni­p­u­le­ret hen. Når man skal ha­ve en bil til at for­svin­de, fo­re­går det ved ... at man får folk til at fo­ku­se­re på no­get an­det, jeg vil selv­føl­ge­lig ik­ke for­kla­re i de­tal­jer, hvor­dan det fo­re­går. Det er for­ret­nings­hem­me­lig­he­der, en vel­be­va­ret hem­me­lig­hed. Da jeg be­gynd­te, fand­tes der ik­ke goog­le, da var det op til min egen hjer­ne at fin­de ud af il­lu­sio­ner­ne. Jeg hav­de in­gen bø­ger og ik­ke no­get in­ter­net. Det var kun min egen fan­ta­si og kre­a­ti­vi­tet. Jeg reg­ne­de det selv ud, og brug­te det i show i Las Ve­gas. De sid­ste ot­te-ti år har jeg dog brugt mest tid på hyp­no­sen. Man­ge sko­lebørn skri­ver til mig ... »vi har valgt em­net ma­ni­pu­la­tion, kan du ik­ke li­ge gi­ve os et par fi­du­ser?«. Jeg sva­rer, at der fin­des alt­så ik­ke no­gen let­te over­springs­må­der, at gø­re det på. Det må desva­er­re va­e­re op til de­res egen fan­ta­si. Li­ge nu, mens jeg bli­ver in­ter­viewet, ma­ni­p­u­le­rer jeg med dig ... jeg har na­tur­lig­vis ta­enkt over den mu­lig­hed, men jeg sy­nes, det er mest spa­en­den­de at se, hvad du har få­et ud af det. Hvad du hø­rer i det, jeg si­ger. Det er me­re in­ter­es­sant. Jeg er dybt mis­un­de­lig på ... folk, der kan spil­le kla­ver. Det er lidt lou­sy. Men jeg har fun­det ud af, at vi bru­ger be­gre­bet mis­un­del­se helt for­kert. For jeg er prin­cip­pet ik­ke mis­un­de­lig på dem, men ja­loux. For jeg vil jo ik­ke øn­ske for en an­den, at han mi­ster ev­nen til at spil­le kla­ver, jeg gad ba­re godt kun­ne det sam­me. Pen­ge, man selv har tjent ... sy­nes jeg, man va­erds­a­et­ter me­re og man pas­ser nok og­så lidt me­re på dem, end pen­ge, som ba­re er dum­pet ned fra him­len som f. eks. en arv el­ler en lot­to­ge­vinst. Jeg blev snydt, så van­det drev ... da jeg for to år si­den jeg be­tal­te 80 kr. for en fla­ske vand og en brikju­i­ce, da jeg var i Egyp­ten med min ka­e­re­ste. Han var så dyg­tig, egyp­te­ren, jeg var im­po­ne­ret over, hvor­dan han jong­le­re­de med de bri­ti­ske pund og egyp­ti­ske dol­lar, og sør­ge­de for, jeg be­tal­te over­pris. Min ka­e­re­ste men­te, jeg skul­le gå til­ba­ge og få pen­ge­ne igen, men jeg gik over til ham, gav ham hån­den, kig­ge­de ham smi­len­de i øj­ne­ne og sag­de, at det var godt bon­de­fan­ge­ri: »You we­re ve­ry good at che­at­ing me!« Han smi­le­de igen, og vid­ste godt, hvad han hav­de gjort. Det gik helt galt på sce­nen den­gang ... for to år si­den. Da gik jeg fuld­sta­en­digt i stå til sidst i et show på to timer, jeg kun­ne ik­ke me­re, var helt dra­e­net og kun­ne ik­ke fin­de ud af, hvad hen­de den fri­vil­li­ge, jeg hav­de på sce­nen, ta­enk­te på. Jeg skul­le ga­et­te, hvad hun hav­de teg­net, jeg men­te, jeg hav­de få­et hen­de til at teg­ne en vaf­fe­lis, men det blev til et fo­der­bra­et. Det er altid ret an­stren­gen­de at va­e­re på sce­nen, og jeg er top­s­madret, når jeg er fa­er­dig. Hvert show er ik­ke no­get, jeg ba­re li­rer af, hvert show er ene­stå­en­de. Jeg blev de­ci­de­ret ban­ge for mi­ne ev­ner som hyp­no­ti­sør, da ... jeg fik en ung mand til at la­ve et va­eb­net rø­ve­ri og sky­de for at dra­e­be et an­det men­ne­ske. Det kun­ne man og­så se i pro­gram­met hyp­no­se­mor­det på DR3. Jeg tro­e­de egent­lig ik­ke, at det kun­ne la­de sig gø­re, og be­tin­gel­ser­ne for det he­le var ik­ke så go­de, for jeg ’lag­de ko­den ind i ham’, som det hed­der på fags­pro­get, to timer før det skul­le ek­se­kve­res. Ko­den bur­de ik­ke va­e­re ak­tiv la­en­ge­re. Der­ef­ter

var jeg ry­stet i et par da­ge. Nu, hvor jeg ta­ger rundt i lan­det med mit show, er jeg over­ra­sket over ... at folk bag­ef­ter kom­mer op til mig og si­ger, at de og­så er clair­voy­an­te, selv­om jeg he­le ti­den forta­el­ler, at jeg ik­ke har no­gen over­na­tur­li­ge ev­ner. Jeg ma­ni­p­u­le­rer med folk og bru­ger il­lu­sio­ner, ik­ke an­det. En­gang var jeg helt på rø­ven i ... Las Ve­gas, hvor jeg kom til at skyl­de en kvart mio. kr. va­ek. Det var i 2007, hvor jeg rej­ste til USA og kom til at la­ve en del show, og jeg lån­te pen­ge, men da fi­nanskri­sen kom, gik det helt galt, og jeg le­ve­de af Pot Nood­le i lang tid. Hel­dig­vis be­tal­te mi­ne fora­el­dre en bil­let hjem. Nu har jeg be­talt he­le ga­el­den.

KORT OM JAN HEL­LE­SØE Jan Hel­le­søe er en dansk psy­ko­lo­gisk ma­ni­pu­la­tor og tv-va­ert i programserien ’Fuckr med dn hj­r­ne’. Han er født og op­vok­set i Søn­der­borg. Hel­le­søe har i sin kar­ri­e­re ar­bej­det med Ør­ke­nens Søn­ner, Ru­ne Klan, Sø­ren Øster­gaard, Bet­ty Nan­sen Te­a­tret, Danmarks Ra­dio og Hej Ma­te­ma­tik. Des­u­den har han ar­bej­det en del år i USA. Li­ge nu ak­tu­el på DR3 med se­ri­en i 10 af­snit ’Fuckr med dn hj­r­ne - de 7 døds­syn­der’

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.