En af vor eg­ne

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

HAR­RY KA­NE, HE’S One of our own… Hvis man føl­ger med i Tot­ten­hams kam­pe, kan man ik­ke ha­ve und­gå­et at hø­re oven­na­evn­te hyl­dest-sang til an­gri­be­ren Har­ry Ka­ne. Han kan jo man­ge ting, den go­de Ka­ne, men det er hans lo­ka­le til­hørs­for­hold, som Tot­ten­hams sup­por­te­re fo­ku­se­rer på, når de skal gi­ve ud­tryk for de­res ka­er­lig­hed til de­res top­sco­rer. ’He’s One of our own’ – han er en af vor eg­ne. Har­ry Ka­ne er vok­set op i det nor­døst­li­ge Lon­don, holdt med Tot­ten­ham som barn og er ud­dan­net i klub­bens ung­doms­af­de­ling, så det er jo ik­ke un­der­ligt, at han er po­pu­la­er. Men det er slå­en­de, at det er hans her­komst, fan­se­ne hyl­der me­re end no­get an­det. Han er na­bo­ens søn.

På den må­de bli­ver san­gen fra tri­bu­ner­ne me­re end ba­re en sang til Har­ry Ka­ne. Det bli­ver og­så en sang om den ude­fi­ner­ba­re la­engsel ef­ter de ’go’e gam­le da­ge’, hvor fod­bold blev spil­let på mud­re­de ba­ner, hvor man stod skul­der ved skul­der på tri­bu­ner­ne, og hvor man gik til fod­bold for at se de lo­ka­le dren­ge. Eng­la­en­der­ne er af na­tur et nostal­gisk fol­ke­fa­erd, og i for­hold til fod­bold gi­ver det og­så me­ning at drøm­me sig til­ba­ge. For­di Eng­land er fod­bol­dens mo­der­land med en fod­bold­kul­tur, der går me­re end 150 år til­ba­ge. I DAG ER al­ting for­an­dret. Me­re end 60 pro­cent af spil­ler­ne i Pre­mi­er Le­ague kom­mer fra an­dre lan­de, og det er et de­ci­de­ret sa­er­syn at se en lo­kal spil­ler på et af hol­de­ne. End­nu sja­eld­ne­re er det at se en af dis­se spil­le­re i det lo­ka­le by­bil­le­de, for i dag forskan­ser spil­ler­ne sig i be­vog­te­de rig­mands-enkla­ver, mens den ene­ste di­rek­te kon­takt mel­lem fans og spil­le­re er, når (nog­le af) spil­ler­ne al­ler­nå­digst stop­per de­res bi­ler uden for po­r­ten til tra­e­nings­an­la­eg­get, rul­ler de to­ne­de vin­du­er ned og gi­ver en au­to­graf.

Ly­der det kar­ri­ke­ret? Må­ske. Men det er den hold­ning, der gen­nem­sy­rer den en­gel­ske fod­bold­ver­den, når man som jeg op­le­ver den gen­nem taxa-chauf­fø­rer, sup­por­te­re i un­der­grun­den, si­de­man­den på pu­b­ben og de små for­ret­nings­dri­ven­de. At fodbolden har fjer­net sig fuld­sta­en­digt fra si­ne rød­der, og at spil­ler­ne i prin­cip­pet li­ge så godt kun­ne bli­ve flø­jet ind til kam­pe­ne i rum­ski­be fra frem­me­de pla­ne­ter. Man­ge af klub­ber­ne er ejet af uden­land­ske rig­ma­end, og navn­ligt på de sto­re og mest mon­da­e­ne sta­dio­ner kom­mer fle­re og fle­re af til­sku­er­ne fra Ki­na, Korea, Mel­le­mø­sten og Skan­di­navi­en. De er ik­ke sup­por­te­re, de er turi­ster.

Selv­føl­ge­lig er og­så de en­gel­ske fans vil­de med de spek­taku­la­e­re uden­land­ske spil­le­re, der har gjort Pre­mi­er Le­ague til ver­dens mest at­trak­ti­ve liga. I Tot­ten­ham er de vil­de med Chri­sti­an Erik­sen, i Li­ver­pool el­sker de Phi­lip­pe Cou­tin­ho, og i Wat­ford jub­ler de over Odion Ig­ha­lo. Men midt i al glo­ba­li­se­rin­gen har de lo­ka­le spil­le­re få­et en helt sa­er­lig sta­tus. For­di de er så få, og for­di de min­der de en­gel­ske fod­bold­fans om en svun­den tid, hvor man rent fak­tisk kun­ne gå på pub og ny­de en pint med nog­le af spil­ler­ne, hvis man var hel­dig. DET ER OG­SÅ i den­ne kon­tekst, at man skal se den na­er­mest hyste­ri­ske gla­e­de over, at net­op Ja­mie Var­dy fra lil­le Lei­ce­ster Ci­ty i lør­dags snup­pe­de re­kor­den som den spil­ler, der har sco­ret mål i flest Pre­mi­er Le­ague kam­pe i tra­ek. For­di Var­dy er ind­be­gre­bet af en en­gelsk fod­bold­spil­ler. Var­dy er født i Sh­ef­fi­eld, har spil­let i Ha­li­fax og Fle­etwood, in­den han ef­ter et langt til­løb slog igen­nem i Lei­ce­ster. Han ser ik­ke spe­ci­elt godt ud, ta­ler kun i al­min­de­lig­he­der og be­fin­der sig ty­de­lig­vis ik­ke sa­er­ligt godt i sø­ge­ly­set. Men han er en af eng­la­en­der­nes eg­ne. Når de en­gel­ske fod­bold­fans ser Ja­mie Var­dy, ta­en­ker de, at ’hvis han ik­ke hav­de va­e­ret så god til at spil­le fod­bold, så hav­de han stå­et op­pe sam­men med os på tri­bu­ner­ne’.

Det er symp­to­ma­tisk, at dis­se spil­le­re pri­ma­ert fin­des i de min­dre klub­ber. For­di spil­ler­ne i de største klub­ber i na­e­sten ab­surd grad af­ska­er­mes fra til­ha­en­ger­ne. Hvad en­ten de nu er eng­la­en­de­re el­ler ej. Hvor­dan skal su­per­stjer­ner som Way­ne Roo­ney og Jo­hn Ter­ry over­ho­ve­det be­va­re en kon­takt med den al­min­de­li­ge til­ha­en­ger, selv om de må­ske ger­ne vil­le? De le­ver et liv bag hø­je mu­re, bå­de i bog­sta­ve­lig for­stand og i over­ført be­tyd­ning. Her er Har­ry Ka­ne et sa­er­til­fa­el­de, for­di han er så ny­slå­et og så uspo­le­ret. End­nu.

Et an­det godt ek­sem­pel på ’en af vor eg­ne’ er Wat­fords Troy De­e­ney. Wat­ford er jo ble­vet over­ta­get af det ita­li­en­ske Pozzo-dy­na­sti, og i de se­ne­re år er det va­el­tet ind til klub­ben med uden­land­ske le­je­sol­da­ter fra al­le eg­ne af klo­den. Da Wat­ford spil­le­de sa­e­so­nens før­ste kamp, var der spil­le­re fra 11 na­tio­na­li­te­ter i star­top­stil­lin­gen. I den­ne ka­o­ti­ske ver­den af 2015 er hol­dets en­gel­ske an­fø­rer, Troy De­e­ney, der­for ble­vet til­ha­en­ger­nes fa­ste hol­de­punkt. Jeg var på Vi­ca­ra­ge Ro­ad for et par uger si­den og op­le­ve­de ve­ne­ra­tio­nen for De­e­ney. I kam­pen mod Man­che­ster Uni­ted score­de De­e­ney selv­mål i sid­ste mi­nut, så Wat­ford tab­te 1-2, men al­li­ge­vel hav­de han over­skud til som den ene­ste at gå ba­nen rundt og klap­pe op til til­ha­en­ger­ne ef­ter kam­pen.

Det er na­e­sten over­flø­digt at si­ge, at bi­fal­det skyl­le­de til­ba­ge.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.