AN­NET­TE HEI­CK JEG HAR FOR­AN­DRET MIG ANNETTES UGE PÅ In­s­ta­gram

BT - - SØNDAG -

Isom­mer skrev jeg på den­ne si­de en klum­me med over­skrif­ten: hva’ så tyk­ke? Den af­sted­kom en hel del de­bat, og jeg modt­og et hav af bre­ve. Spe­ci­elt fra over­va­eg­ti­ge men­ne­sker, som hav­de det sva­ert. Og jeg modt­og og­så et brev, som over­ra­ske­de mig me­get. En kvin­de, der hav­de tabt sig ge­val­digt, kun­ne nem­lig be­ret­te, at hen­des om­gi­vel­ser hav­de sva­ert ved at ac­cep­te­re hen­des nye jeg. HUN BLEV F.EKS. of­te nø­det for at spi­se lidt me­re med stikpil­ler som: »Det ple­jer du da nok at kun­ne«, og hun op­da­ge­de, at man­ge i om­gangskred­sen før­hen hav­de be­hand­let hen­de som of­fer og nu på en el­ler an­den ma­er­ke­lig må­de for­søg­te at ta­le hen­des sejr ned: »Det er jo ik­ke vig­tigt, hvor­dan man ser ud«, og når hun fast­holdt si­ne nye mo­tions- og kostva­ner: »Pas nu på du ik­ke over­dri­ver«. Som hun skrev til mig: Det er sør­ge­ligt at op­da­ge, hvor få af mi­ne ven­ner, der rent fak­tisk gla­e­der sig sam­men med mig. SA­GEN ER DEN, at den­ne kvin­de hav­de aen­dret sig. Må­ske til det bed­re. Jeg ken­der hen­de jo ik­ke, men hun må på fle­re må­der ha­ve aen­dret per­son­lig­hed. Hun selv for­tal­te om at va­e­re gå­et fra in­dad­vendt til udad­vendt, og jeg ga­et­ter da og­så på, at man­ge va­er­di­er var ble­vet ud­skif­tet, sam­ti­dig med at ener­gi­ni­veau­et gik mar­kant op. Hun var glad for sit nye jeg, men hun skul­le sta­dig li­ge fin­de sig selv. VI MEN­NE­SKER FOR­AN­DRER os, når der sker no­get mar­kant i vo­res til­va­e­rel­se. Vi kan aen­dre os af man­ge år­sa­ger selv­føl­ge­lig, men der vil va­e­re kri­ser el­ler yd­re for­an­drin­ger, som på­vir­ker os i en så­dan grad, at vi bli­ver en slags nye men­ne­sker, hvor vi li­ge skal la­e­re os selv at ken­de igen. DA MIN MAND i be­gyn­del­sen af året bra­ek­ke­de nak­ken og lå på ho­spi­ta­let i et halvt år, skub­be­de det sam­ti­dig til he­le fa­mi­li­ens fun­da­ment på en må­de, så vi i dag må de­fi­ne­re ti­den og os selv på to må­der: før og ef­ter ulyk­ken. Al­le, der har va­e­ret ramt af al­vor­lig syg­dom, har haft li­vet på stand­by el­ler har mi­stet en af de­res al­ler­na­er­me­ste, vil kun­ne nik­ke gen­ken­den­de til det. Men skønt man er kom­met hel ud på den an­den si­de, kan det va­e­re ulyk­ke­ligt at op­da­ge, at man al­drig bli­ver den sam­me igen, og at in­tet bli­ver som før. DER ER OG­SÅ dem, som er ble­vet skilt. Man­ge gen­fin­der en yn­gre ud­ga­ve af sig selv, vis­se går helt i stå, og så er der dem, der va­el­ger at tra­e­de pe­da­len helt i bund, når det ga­el­der for­an­drin­ger. Jeg har tid­li­ge­re her for­talt om en ve­nin­de, der hav­de be­hov for at bli­ve et nyt men­ne­ske oven­på en rig­tig tra­els skils­mis­se. Det kan man ik­ke klan­dre hen­de for, men hen­des man­ge pla­sti­ko­pe­ra­tio­ner og et eks­hi­bi­tio­ni­stisk be­hov for at prom­ove­re sit se­xliv på Fa­ce­book gjor­de det sva­ert at gen­fin­de hin­an­den.

’’

OG­SÅ DE MEN­NE­SKER, der kom­mer til pen­ge, har det med at for­an­dre sig. Det be­hø­ver ik­ke at va­e­re til no­get dår­li­ge men kan blot va­e­re en øjenåb­ner for, at va­er­disa­et godt kan aen­dre sig, hvis f.eks. man kom­mer fra et me­get ja­evnt mil­jø og plud­se­lig fa­er­des me­re hjem­me­vant blandt me­get ri­ge og må­ske aka­de­misk be­ga­ve­de men­ne­sker. Der be­hø­ver ik­ke at va­e­re no­gen for­skel, og det ene be­hø­ver ik­ke ude­luk­ke at det an­det, men sam­ta­le­em­ner­ne fra det gam­le mil­jø kan godt kom­me til at mi­ste va­er­di i så­dan en for­an­drings­pro­ces. JO AE­L­DRE VI bli­ver, de­sto me­re har vi op­fat­tel­sen af, at vo­res om­gangskreds for­an­drer sig. Vi skal blot hu­ske på, at vi og­så selv for­an­drer os. Og så er det må­ske helt i or­den, at vi va­el­ger nog­le ven­ner fra, som vi ik­ke la­en­ge­re har no­get til fa­el­les med.

bt.dk/brev­kas­ser mens det står på, men hvis af­ta­len er, at man ta­ger en snak for at få luf­tet ud, og hvis man har et fa­el­les mål om at få ro på sa­ger­ne, så kan man kom­me igen­nem så­dan en snak. Jeg tror på, at der i en­hver kon­flikt lig­ger en la­e­re til os. Det er ik­ke altid nemt at fin­de frem til den, og det er be­stemt ik­ke altid nemt at rum­me den, men kan man nå om på den an­den si­de at kon­flik­ten, kan det gi­ve et helt nyt syn på man­ge ting. I er helt klart ik­ke om­me på den an­den si­de af kon­flik­ten. I kan må­ske godt kla­re til­va­e­rel­sen, men din ko­nes lyk­ke er be­tin­get af, at der kom­mer no­get af­kla­ring, det er jeg ik­ke i tvivl om. At mi­ste kon­takt til sin bror kan va­e­re slemt nok, men at mi­ste kon­takt til sit barn…det er uba­er­ligt. På en el­ler an­den må­de fø­ler din ko­nes søn sig svig­tet og bort­vist. Jeg hø­rer, hvad du si­ger i for­hold til den hja­elp han har få­et. Til det vil jeg si­ge, at uan­set hvil­ken hja­elp I har gi­vet, så skal man ik­ke yde hja­elp i for­vent­nin­gen om, at den vil bli­ve va­erds­at el­ler til­ba­ge­be­talt.

Gla­e­de­lig jul. An­net­te

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.