Af skade skulle man gerne blive klog
NU VIL MAN sikkert kunne angribe mig for at vaere en ’typisk sur journalist’. Fred vaere med det. Det lever jeg med. For jeg mener, det er essentielt at slå et slag for vigtigheden af den mentale opladning, der lige nu er i fuld gang op til de danske håndboldkvinders VMkvartfinale mod Rumaenien.
Jeg talte med Sandra Toft på det pressemøde, som landsholdet afviklede dagen efter sejren over Sverige. Hun lod forstå, at ’stemningen var vendt 180 grader’ i den danske lejr. Fra at ’alle gik og hang med hovedet efter gruppespillet og var lidt nede i kulkaelderen, så er alle helt oppe at køre lige nu’.
Hun sagde også, at de godt vidste, at vejen fra succes til fiasko var kort, og at det hele var ligegyldigt, hvis danskerne taber til Rumaenien i kvartfinalen.
Det sidste var vigtigt at få med. Og det er forhåbentligt et synspunkt, som gennemsyrer hele truppen. For gør det ikke det, så er det virkelig kritisk. Det er nemlig et af de problemer, der tidligere har vaeret fremherskende på landsholdet. EN HALV SKEFULD succes, og så har alt for mange troet, at tingene bare ville komme af sig selv, og at det udelukkende var et spørgsmål om medaljens karat. Det er i sig selv også bekymrende, at stemningen åbenbart har vaeret så dunkel efter nederlagene til Ungarn og Montenegro i de indledende kampe. Det vidner ikke ligefrem om en coolness og upåvirkelig selvtillid på holdet.
Sammenligner vi med herrelandsholdet, er situationen der en helt anden. Der har man altid fornemmelsen af, at der er nogle spillere, som nok skal holde sammen på tingene, eksempelvis Mikkel Hansen, Niklas Landin og René Toft Hansen. Det kan godt vaere, de ikke alle rammer deres topniveau i én og samme kamp, men man ved, at mindst et par stykker af dem nok skal holde et fornuftigt højt niveau, som betyder, at Danmark holder sig inde i kampene selv på en dårlig dag. Det gaelder i øvrigt også, hvis vi laver – den måske lidt hårde – sammenligning med ’De Jernhårde Ladies’ fra 1990erne. Her var der røv i bukserne, når det spidsede til – anført af Anja Andersen, Camilla Andersen, Susanne Munk, Annette Hoffmann og Janne Kolling. For blot at naevne nogle.
Den slags spillere mangler kvindelandsholdet i dag. Det taetteste, vi har vaeret det i denne slutrunde, er Stine Jørgensen, som ’kun’ har haft en offday mod Montenegro. Pernille Holmsgaard er vokset betragteligt som forsvarsstyrmand, men har ikke kontinuerligt leveret toppraestationer. Kristina Kristiansen steppede endelig op i ottendedelsfinalen, men har ellers vaeret en skuffelse – det er af enorm vigtighed, at hun rammer sit topniveau mod Rumaenien. Men helt overordnet har der vaeret alt for store udsving hos de danske spillere, og hele korthuset kan kollapse, hvilket vi så mod Ungarn og montenegrinerne. VIRKELIGHEDEN ER, AT dette er et landshold, som i en lang årraekke har haft store mentale udfordringer. Som har knaekket, når det virkelig gjaldt. Nu får vi så at se, om de er blevet kloge af skade.
I første omgang bestod de med bravour mod Sverige. Presset var massivt op til ottendedelsfinalen, men det håndterede spillerne på imponerende vis, og det lover godt før opgøret mod Rumaenien. Men vi kan bare ikke sidde tilbage med en fornemmelse af, at det stensikkert bliver håndteret på samme måde i kvartfinalen. Dertil er vinderkulturen ganske enkelt ikke tilstraekkeligt rodfaestet i kvindelandsholdet anno 2015.
Jeg er til gengaeld stensikker på, at Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind har brugt hvert et vågent sekund siden kampen mod Sverige på at banke ind i hovederne på spillerne, at ydmyghed er en dyd, og at det kommer til at kraeve en praestation på mindst samme niveau som mod svenskerne, hvis Danmark skal i den semifinale, der er DHFs målsaetning.
Lige så sikker er jeg på, at hvis Danmark møder op med den rigtige mentale indstilling, får styr på Cristina Neagu, står godt i forsvaret og har samme kvalitet i kontrafasen, som de havde mod Sverige, så bør det vaere nok til at forlaenge den danske håndboldfest i Boxen. Så bør danskerne snuppe den sejr, der kan blive en vigtig del af fundamentet for den vinderkultur, som det nye traenerteam arbejder så hårdt på at fremelske på holdet.
Men som vi altså stadig ikke kan føle os helt sikre på har fået voksevaerk under dette VM.
