Ga­ve­fest med for­hin­drin­ger

BT - - DEBAT -

KOM­MEN­TAR

Ju­len er hjer­ter­nes fest. Og ga­ver­nes. Dem vi gi­ver, og dem vi får. De skæ­ve og de sjove. De blø­de og de hår­de. Pletskud og fejl­skud. Den 24. de­cem­ber fl åes bånd og pa­pir af mil­li­o­ner af ga­ver. FOR­LE­DEN VI­STE EN Me­ga­fon­må­ling i Po­li­ti­ken, at halv­de­len af dan­sker­ne har ind­ført reg­ler for ga­ve- ud­veks­lin­gen. De fl este har sat be­løbs­græn­se på, an­dre har drop­pet ju­le­ga­ver­ne til de voks­ne, og at­ter an­dre har ind­ført al­ter­na­ti­ve for­de­lin­ger, der for ek­sem­pel be­ty­der, at ik­ke al­le skal ha­ve ga­ver fra al­le.

Umid­del­bart skul­le man me­ne, at dét at gi­ve en ga­ve til et men­ne­ske, man hol­der af, bur­de fri­hol­des for snæ­ren­de reg­ler, men vir­ke­lig­he­den med mo­der­ne fa­mi­li­er og di­ne, mi­ne og vo­res børn og bør­ne­børn kan gø­re det he­le til en kom­pli­ce­ret aff ære og ind­købs­li­sten så fyl­dig, at de­cem­ber- bud­get­tet er ud­for­dret vel ri­ge­ligt.

Det er ba­re ik­ke altid, at nok så vel­de­fi ne­re­de reg­ler vir­ker i vir­ke­lig­he­den. Jeg hu­sker en stor­fa­mi­lie, der aft al­te, at al­le skul­le med­brin­ge én ga­ve til en på for­hånd ud­valgt mod­ta­ger. No­get var imid­ler­tid gå­et galt un­der plan­læg­nin­gen, for da al­le sad sam­let om ju­le­bor­det, og ga­ver­ne blev delt ud, hav­de in­gen med­bragt no­get til fa­de­ren i hu­set. Og selv om han for­længst var nå­et den al­der, hvor man i hvert fald for­melt glæ­der sig me­re over at gi­ve og ik­ke over at mod­ta­ge, ja, så blev han no­get lang i an­sig­tet. Hu­sets frue led­te fe­brilsk i gem­mer­ne og fandt en deo­dor­ant, som blev over­rakt den slu­kø­re­de æg­te­mand. Glæ­de­lig jul, skat.

Om han sag­de tak, ved jeg ik­ke, men det er god stil at ta­ge pænt imod en­hver ga­ve, der er gi­vet i en god me­ning. Og­så selv om den fo­re­kom­mer lidt sær.

Som da jeg selv fi k en kar­klud pak­ket ind i ny­de­ligt pa­pir. Den dy­be­re me­ning med det ga­ve­valg, fat­ter jeg sta­dig ik­ke. Det kan selv­føl­ge­lig væ­re, at gi­ve­ren me­ner, at jeg er et svin i et køk­ken. JEG GAD OG­SÅ godt ha­ve set an­sig­tet på en kvin­de, der eft er si­gen­de fi k nog­le små fl asker med sham­poo af sin tan­te. Sham­poo- fl asker af den ty­pe, som man fi nder på bed­re ho­tel­væ­rel­ser. Nu er der ik­ke no­get galt med at gi­ve sham­poo i ju­le­ga­ve, men tan­ten er­kend­te åbent, at hun ik­ke hav­de råd til fl ere ind­køb, for­di pen­ge­ne var brugt på en fi n ga­ve til sham­poo- mod­ta­ge­rens sø­ster. Om igen, tan­te. Det du­er ba­re ik­ke at gø­re syn­lig for­skel på ga­ver til sø­sken­de. FOR­SKEL PÅ JU­LE­GA­VER­NE var der og­så på en af mi­ne tid­li­ge­re ar­bejds­plad­ser. Her var der ga­ver i tre ka­te­go­ri­er: De største ga­ver til le­del­sen. De næst­stør­ste til ud­valg­te me­d­ar­bej­der­grup­per. De øv­ri­ge an­sat­te fi k og­så pæ­ne ga­ver, men ik­ke med nær så fyl­digt ind­hold som de øv­ri­ge. Det kan godt væ­re, at man ik­ke kan kæ­de ju­le­ga­ver og ar­bejds­glæ­de di­rek­te sam­men, men al­li­ge­vel... Jeg tviv­ler på, at der fi ndes en ju­le­mandsABC, der an­be­fa­ler den ni­veau­del­te ga­ve­mo­del. Che­fens ju­le­ga­ve er vel et over­ord­net ud­tryk for respekt, uan­set hvor i hie­rar­ki­et man be­fi nder sig som me­d­ar­bej­der.

Ju­lens ga­ve­fest kan væ­re bå­de bøv­let og dyr, men til­sat et skvæt om­tan­ke og fan­ta­si bur­de de vær­ste fæl­der kun­ne und­gås. Li­ge om lidt er det den 24. de­cem­ber. Li­ge om lidt sid­der rig­tig man­ge af os i en stue fyldt med men­ne­sker, som vi hol­der af. Med an­des­teg og risa­la­man­de i ma­ven. For­hå­bent­lig gla­de sam­men. Og helt ær­ligt: Dét er vel i sig selv den største ga­ve.

PANELET

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.