CURLINGTR

BT - - SUPERLIGA -

Kas­per Hjul­mand er til­ba­ge i FC Nord­s­jæl­land. Eft er et halvt år som træ­ner i den ty ske Bun­des­liga og 10 måneder uden job, er den tid­li­ge­re suc­ce­stræ­ner til­ba­ge, hvor det he­le be­gynd­te. Til­ba­ge i Dan­mark – og til­ba­ge i FCN. Men hvor­for er 43- åri­ge Hjul­mand ik­ke ble­vet i det sto­re ud­land, hvor han eft er si­gen­de var eft er­s­purgt? Da han tirs­dag blev præ­sen­te­ret i sit nye, gam­le job, var det med ord som ’ ka­rak­ter­styr­ke’ og ’ am­bi­tion’. Det er det, hans spil­le­re skal vi­se. Men vi­ser Kas­per Hjul­mand de ka­rak­ter­træk, han præ­di­ker om, når han i ste­det for at bli­ve i ud­lan­det og ta­ge kam­pen op på eg­ne og dansk fod­bolds veg­ne, ven­der til­ba­ge til ud­gangs­punk­tet og den tryg­ge, lu­ne re­de i Farum? BT har spurgt man­den selv. » Jeg har helt klart væg­tet, at jeg vil væ­re en del af min fa­mi­lie de næ­ste år. Om tre- fi re år har jeg to børn, der er så sto­re, at de er fl øjet fra re­den. Så jeg vil ik­ke gå glip af de næ­ste år i mi­ne børns liv. Det be­ty­der, at jeg vil bo sam­men med min fa­mi­lie og der­fra se, hvad der kan la­de sig gø­re trans­port­mæs­sigt, « for­tæl­ler Kas­per Hjul­mand.

» Jeg har valgt re­la­tio­nen til min fa­mi­lie som det vig­tig­ste i mit liv, og der ken­der jeg an­dre, som har sagt: ’ Fuck det, jeg ar­bej­der ude, mens fa­mi­li­en er hjem­me. Jeg må se dem, når jeg kan’. Der er an­dre me­re ky­ni­ske el­ler pro­fes­sio­nel­le end mig, « fort­sæt­ter han. Nej, nej og nej Men er det godt nok i en fod­bold­ver­den, der net­op er præ­get af dis­se hår­de ord? Iføl­ge Hjul­mand er sva­ret ja.

» Jeg er godt klar over, hvor­dan det ser ud, og det åben­ly­se vil væ­re at tæn­ke: ’ Nå ja, nu ven­der han hjem til det let­te, hvor dø­ren altid er åben’. Men det er no­get helt an­det det her. «

» Jeg kun­ne godt væ­re ble­vet ude. Der var ar­bej­de at få. Men jeg væg­te­de at væ­re sam­men med fa­mi­lie og få den lil­le smu­le ba­lan­ce, der kan væ­re i for­bin­del­se med det her job, « fast­slår han.

På tirs­da­gens pres­se­mø­de for­tal­te den nye FCNtræ­ner, at han i lø­bet af de se­ne­ste måneder har få­et job­til­bud, han ik­ke hav­de drømt om, han kun­ne si­ge nej til. Men han gjor­de det al­li­ge­vel. Nu for­tæl­ler Hjul­mand me­re om til­bud­de­ne og grun­den til, han ryste­de på ho­ve­d­et og først æn­dre­de på dén be­væ­gel­se, da FC Nord­s­jæl­land og klub­bens nye eje­re kom på ba­nen.

» Jeg har haft seks kon­kre­te kon­trak­ter lig­gen­de for­an mig fra stør­re klub­ber og stør­re liga­er ( i ud­lan­det, red.), « si­ger han.

» Jeg har tre børn – to af dem er te­e­na­ge­re. Vi solg­te hu­set og min ko­ne sag­de det job op, som hun hav­de væ­ret i i 18 år, da vi tog til Mainz for halvan­det år si­den. Da jeg blev fy­ret, var der in­gen an­dre mu­lig­he­der end at sen­de min fa­mi­lie hjem igen, så de kun­ne star­te i sko­le. Jeg kæm­pe­de for at bli­ve fri, men kun­ne ik­ke kom­me fri af Mainz. Der var job i som­mer, jeg kun­ne og rig­tig ger­ne vil­le ha­ve ta­get. Så jeg på den må­de var ble­vet ude. Men da mi­ne børn kom til­ba­ge og star­te­de i sko­le igen, og jeg i ok­to­ber blev løs­re­vet fra Mainz, brug­te jeg i hvert fald en må­neds tid til at fi nde ud af, om jeg kun­ne til­la­de mig at ri­ve mi­ne tre børn op med ro­de for tred­je gang. De har og­så fl yt­tet i Tys­kland og skift et sko­le fl ere gan­ge. Kun­ne jeg så til­la­de mig – på det usik­re grund­lag, det altid er at væ­re fod­bold­træ­ner – at hi­ve dem ud igen? « spør­ger Hjul­mand

» Det var før­ste mu­lig­hed. Num­mer to var at ta­ge ud – og jeg var tæt på at gø­re det to gan­ge – og bo ude og ar­bej­de ude selv, mens fa­mi­li­en var i Dan­mark. Der har du en po­in­te, for der tror jeg, an­dre er me­re kol­de og si­ger: ’ Det skal jeg ba­re’. Men jeg kan ik­ke bo ude vel vi­den­de, at der ik­ke fi ndes fe­ri­er el­ler we­e­ken­der, der pas­ser sam­men. Det at skul­le bo væk fra min fa­mi­lie og kun se dem hver 14. dag el­ler no­get lig­nen­de kun­ne jeg ik­ke se mig selv gø­re. For jeg ved, hvor me­get de be­ty­der for mig. Jeg bli­ver idi­ot, hvis ik­ke jeg kom­mer hjem til min fa­mi­lie, « fort­sæt­ter han. En del af for­kælel­sen Hjul­mand er­ken­der, at det kan vir­ke en ken­de dob­belt­moralsk at ven­de hjem til ar­ne­ste­det og den sik­re havn, når han sam­ti­dig er rej­sen­de i bud­ska­bet om de for­kæ­le­de un­ge, dan­ske spil­le­re og de­res man­gel på ka­rak­ter mod­stand­s­kraft . Men fø­ler sig ik­ke selv som en for­kælet ’ cur­ling­træ­ner’.

» Vi kan ik­ke til­la­de os at si­ge, at vi ik­ke er en del af et for­kælet sam­fund, mens al­le an­dre er det. Jeg vil ba­re vove at på­stå, at der er sket no­get, fra jeg vok­se­de op til dem, der vok­ser op nu. Jeg vil vove at på­stå, at jeg har kæm­pet i 17 år fra in­gen­ting og gen­nem en mas­se modstand fra al­le mu­li­ge. Den modstand skal man igen­nem, før man har en kraft i sig. Det er det, vi prø­ver at få lagt ind i vo­res spil­le­re i en tid­lig al­der, « si­ger han.

» Vi træ­ne­re er og­så en del af den dan­ske kul­tur, og det skal vi ud over. Men for mig hand­ler det om min fa­mi­lie, og om at der – for mig som men­ne­ske – skal væ­re et mini­mum af ba­lan­ce i mit liv. Vi har bør­ne­ne hjem­me på lånt tid, og det vil jeg væ­re en del af, « fort­sæt­ter træ­ne­ren, in­den han slår fast, at han ik­ke fryg­ter at bli­ve stemp­let af si­ne spil­le­re som en mand, der si­ger én ting, men selv gør en an­den. Jeg sy­nes ik­ke, jeg har gi­vet op på no­get som helst, så jeg fryg­ter ik­ke, at jeg får svært ved at ’ sæl­ge’ mi­ne bud­ska­ber til de un­ge spil­le­re, for­di de me­ner, jeg har gjort net­op det, « slut­ter han.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.