Her star­te­de Ja

BT - - BILER -

LE­GEN­DE for­u­de. Test­bi­len er den mest po­ten­te Jagu­ar på mo­del­pro­gram­met li­ge nu: En F- Ty­pe Coupé R med 550 hk. Uden fi­re­hjul­s­træk for­stås. Den slags hav­de Jen­nings hel­ler ik­ke i 1950er­ne, og nu skal opkom­lin­gen be­vi­se, om den er klar til de­fi­ni­tivt at træ­de ud af E- Ty­pens skyg­ge. Da­gen star­ter tre timer tid­li­ge­re uden­for Bir­m­ing­ham i si­len­de regn­vejr. Ik­ke op­ti­malt vejr at ero­bre en sno­et wa­li­sisk bjerg­vej i, men med lidt over 200 ki­lo­me­ter til Brecon, kan vej­ret nå at æn­dre sig.

Al­le­re­de på vej ud af ho­tel­lets ind­kør­sel, slår bi­len med bag­en­den ved det mind­ste tryk på spe­e­de­ren. Okay. For­stå­et. Jeg sæt­ter bi­len i det for­sig­ti­ge kø­re­pro­gram, il­lu­stre­ret med et snefnug og regn på knap­pen. F- Ty­pe R er en brutal stør­rel­se, og den ta­ger ik­ke fan­ger. Den er en bri­tisk mu­skel­bil, klædt i twe­ed og sixpence. El­ler ret­te­re, det var E- Ty­pen. F- Ty­pen er me­re Ju­de Law på hjul i en mo­der­ne skræd­der­sy­et ha­bit fra Paul Smith og et par chel­sea­boots fra Cro­ck­ett & Jo­nes. Den mo­der­ne bri­ti­ske gent­le­man, men med en un­der­strøm af bad­boy, der bedst il­lu­stre­res ved bi­lens so­und­tra­ck. Den ly­der som et ir­ri­te­ret tor­den­vejr på jagt ef­ter no­get el­ler no­gen at smi­de lyn ef­ter. Wa­les ven­ter for­u­de So­len bry­der igen­nem sky­er­ne stort set sam­ti­digt med, at jeg pas­se­rer græn­sen mel­lem Eng­land og Wa­les. I Brecon fyl­der jeg tan­ken, kig­ger på navi­ga­tions­an­læg­get og sæt­ter bi­len i dy­na­mic. Det sid­ste be­ty­der stram­me­re un­der­vogn, me­re di­rek­te sty­ring, hur­ti­ge gearskift og en sær­ligt brø­len­de indstil­ling af ud­stød­nings­sy­ste­met. Alt er pa­rat. Fo­ku­se­ret star­ter jeg sto­pu­ret. Til at star­te med, er vej­en tospo­ret i hver ret­ning. Det var den med ga­ran­ti ik­ke, den­gang Jen­nings brø­le­de mel­lem bak­ker­ne i da­ti­dens hur­tig­ste sport­s­vog­ne. Men det gør min tur let­te­re.

I Trecast­le dre­jer jeg fra ho­ved­vej­en for at ta­ge en min­dre vej til Pon­tar- Ne­e­han. Selv­om so­len skin­ner, er vej­en sta­dig våd. Våd og glat. De hø­je hæk­ke langs vej­en for­hin­drer den lav­t­hæn­gen­de ef­ter­års­sol i at nå vej­en og tør­re den. Der­for slår jeg over i sne/ regn- indstil­lin­gen igen. Den smal­le, as­fal­te­re­de vej mel­lem de hø­je hæk­ke er dæk­ket af et fint lag mud­der. Den be­nyt­tes øjen­syn­ligt mest af quad­bi­kes og trak­to­rer på vej til og fra mar­ker­ne. Og så na­tur­lig­vis de al­le­steds­nær­væ­ren­de får. Snart bli­ver vej­en bed­re, og jeg flip­per bi­len til­ba­ge i dy­na­mic- indstil­lin­gen.

Få­re­ne kig­ger mis­bil­li­gen­de og pa­ra­noidt, når bi­len gea­rer ned, og et vredt brøl af­le­ve­res ef­ter­fulgt af et par ef­ter­bræn­der­k­nald. In­gen af dem er gam­le nok til at kun­ne hu­ske E1A ( et får kan bli­ve op til 20 år, mens avls­får sjæl­dent får lov at bli­ve over ot­te år), men de­res tip­tipol­de­for­æl­dre vil­le må­ske kun­ne. For 67 år si­den Den pro­to­ty­pe Jen­nings kør­te her med i 1958, hav­de kun en 2,4- li­ters ræk­ke­sek­ser, mens den en­de­li­ge pro­duk­tions­mo­del fik en 3,8- li­ters mo­tor. Den har med ga­ran­ti stø­jet me­re den­gang, hvor støj­dæmp­ning af sport­s­vog­ne var li­ge­så utæn­ke­ligt som ry­ge­for­bud på pu­b­ben.

Test­bi­len er van­vit­tigt hur­tig og respek­tind­g­y­den­de. På pa­pi­ret er 0- 100 km/ t eks­pe­de­ret på 4,2 se­kun­der, og top­far­ten er 300 km/ t li­geud. Sær­ligt i mel­le­mac­ce­le­ra­tio­ner­ne. Jeg over­ha­ler et par hvi­de va­re­vog­ne med en fart, der op­rig­tigt kom­mer bag på mig selv. Et en­kelt lil­le kon­cen­tra­tions­svigt, og bi­len kan hur­tig bli­ve eg­nens dy­re­ste bus­kryd­der i en dødskamp med de al­le­steds­nær­væ­ren­de hæk­ke.

Ef­ter Llan­ga­dog er jeg til­ba­ge på en ho­ved­vej, og her ind­hen­ter den spi­ren­de ef­ter­mid­dagstra­fik mig. Det gi­ver ik­ke me­ning at over­ha­le, for der duk­ker he­le ti­den nye bi­ler op. Ir­ri­te­ren­de, når nu de 550 he­ste­kræf­ter li­ge var var­met op. Fru­stre­ret når jeg frem til Ca­mart­han.

De 77 km er eks­pe­de­ret på li­ge un­der en ti­me. På trods af ihær­dig re­search, er det ik­ke lyk­ke­des at fin­de Jen­nings ori­gi­na­le tid. Ve­je­ne var dår­li­ge­re den­gang. Bi­len lang­som­me­re. Men der var med ga­ran­ti hver­ken hvi­de Ford Tran­si­ter el­ler quad­bi­kes at slås med. Jeg er ik­ke over­be­vist om, at jeg var hur­ti­ge­re. Det er hel­ler ik­ke ti­den, der er af­gø­ren­de her. Det er idéen om at ta­ge den mo­der­ne F- Ty­pe til­ba­ge til dens al­fa­be­ti­ske for­gæn­gers rød­der. At la­de den blom­stre og sprin­ge ud på den as­falt, der var med til at sen­de ETy­pe i pro­duk­tion. Den mo­der­ne gent­le­man F- Ty­pe er et tril­len­de be­vis på, at Jagu­ar er til­ba­ge i stor­form. Salgstal­le­ne er op­ad­gå­en­de, mo­del­pro­gram­met vok­ser, og på top­pen af kran­se­ka­gen står F- Ty­pe og strå­ler.

Nu­vel, den har si­ne fejl og mang­ler. Kva­li­tet­sind­tryk­ket på sam­lin­ger og ma­te­ri­a­le mang­ler li­ge det sid­ste, og in­fo­tain­ment­sy­ste­met oser af 2010 med en navi­ga­tion, der er me­re udu­e­lig end min ko­ne med et land­kort ( Jeg el­sker hen­de, men steds­ans har hun ik­ke). Men den står til­ba­ge som en hel­støbt mo­der­ne gent­le­man med bå­de go­de og dår­li­ge sider. Ik­ke en ufejl­bar­lig supermand, men en stilsik­ker ele­gan­ti­er med fle­re mus­k­ler, end du no­gen­sin­de får brug for. Svag­he­der­ne gør den må­ske i vir­ke­lig­he­den me­re in­ter­es­sant. De gør den til et me­re pas­sio­ne­ret valg end man­ge af kon­kur­ren­ter­ne. For du væl­ger ik­ke F- Ty­pe, for­di den ik­ke gør no­get for­kert. Du væl­ger den, for­di du el­sker det, den gør rigtigt. Det ken­de­teg­ner en au­ten­tisk en­tu­si­ast­bil. Den nye le­gen­de F- Ty­pe er ik­ke en ver­dens­sen­sa­tion, som E- Ty­pen var det. Men den har gi­vet Jagu­ar en selvsik­ker­hed og en stolt­hed, der gør mær­ket til en kon­kur­rent, som ty­sker­ne igen skal til at ta­ge al­vor­ligt.

Den op­rin­de­li­ge pro­to­ty­pe blev hug­get op, og de­le­ne gen­brugt til an­dre ud­vik­lings­pro­jek­ter. Der skul­le gå næ­sten tre år fra Jen­nings tur, til Jagu­ar var klar med pro­duk­tions­mo­del­len og der­med af­lø­se­ren til den, på det tids­punkt, for­æl­de­de Jagu­ar XK- sport­s­vogn.

Jagu­ar har si­den la­vet bå­de mo­del­ler­ne XJS og XK8 med am­bi­tio­ner om at løf­te ar­ven ef­ter E- Ty­pen. Men det er først lyk­ke­des med FTy­pen der, for min skyld, ger­ne må ta­ge E- Ty­pens plads på Mu­se­um of Mo­dern Art. Og så helst med en slags ly­din­stal­la­tion, så frem­ti­dens mu­se­ums­gæ­ster får to­tal­bil­le­det af en bri­tisk gent­le­man med at­ti­tu­de. F- Ty­pe Cou­pe R er en san­se­lam­men­de to­ta­l­op­le­vel­se, og den fortje­ner en plads på før­ste si­de af Jagu­ars op­da­te­re­de hi­sto­rie. Må­ske end­da al­le­rø­verst.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.