’ Le­ver du det liv, du ger­ne vil?’ D

BT - - KENDER DU DET? -

ette er min sid­ste klum­me i 2015. Der er en na­tur­lig trang til at gø­re sta­tus over året, der gik. Jeg føl­ger ’ Lo­nero­sen’ på In­s­ta­gram, hver dag læg­ger hun et bil­le­de op, som gra­fisk vi­ser, hvil­ket num­mer da­gen har i året. I dag er dag num­mer 353/ 365. De bil­le­der har året igen­nem tvun­get mig til at for­hol­de mig til, hvad jeg har gang i. Stumt spør­ger de bil­le­der mig hver dag: Hvad har du gang i? Går din tid be­ga­vet? Le­ver du det liv, du ger­ne vil? 1/ 365, fri­he­den i no­get ube­rørt. 85/ 365 det går stærkt! 182/ 365 shit, halvvejs. 353/ 365 et år lak­ker mod en­den, brug­te du det godt? Sand­he­den er, at der det her år – for mit ved­kom­men­de – har væ­ret grus i ma­ski­ne­ri­et for min egent­li­ge livs­drøm. Jeg har må­ske over­le­vet, me­re end jeg har le­vet. Jeg har holdt 100 fored­rag om au­ten­ti­ci­tet, mens jeg ik­ke føl­te, jeg selv var spe­ci­elt au­ten­tisk. Over­ho­ve­det. Jeg har præ­di­ket, at der er fra­valg i al­le til­valg, og at vi skal tur­de fra­val­ge­ne. Mens jeg kramp­ag­tigt holdt fast i det, jeg kend­te. Jeg sang Tina Tur­ners ’ Ke­ep your ey­es on the mo­ney’, når jeg igen sag­de far­vel til mi­ne børn, som hav­de brug for mig der­hjem­me, for at kø­re ud i lan­det og tje­ne pen­ge. Næ­sten hver dag kon­sta­te­re­de jeg, at ti­den fløj af­sted – uan­set hvor­dan jeg fulg­te med el­ler faldt af. Men det lyk­ke­des. 2015 er og­så året, hvor jeg lyk­ke­des. Må­ske me­re end man kun­ne for­ven­te. Jeg over­le­ve­de og lær­te, at syg­dom ik­ke slut­ter, når man for­la­der ho­spi­ta­let. Det er på man­ge må­der kun be­gyn­del­sen på en kamp, at bli­ve er­klæ­ret rask. Jeg lær­te at gå igen i en al­der af 43 år. Lær­te at skri­ve, først min navn, det er en be­gyn­del­se! Jeg bli­ver næ­sten glo­en­de ind­ven­digt af fru­stra­tion, når folk si­ger: ’ Hvor er det godt, at det går dig så godt’. For det er ik­ke sandt. Og det er sandt. Det man kan se, er må­ske im­po­ne­ren­de, men når min enormt prø­ve­de kæ­re­ste for­søg­te at over­ta­le mig til at kø­re til psy­ki­a­trisk ska­destue, så var det vo­res hem­me­lig­hed. Ver­den måt­te in­tet vi­de, for jeg var ban­ge for at bli­ve meldt syg, det vil­le væ­re øko­no­misk fa­ta­lt og vil­le gø­re min si­tu­a­tion vær­re. Vir­ke­lig­he­den kan væ­re virkelig uhyg­ge­lig. Må­ske vi­ste jeg net­op i 2015 – når jeg gik fra mi­ne børn igen, kør­te mens jeg græd he­le vej­en til Es­b­jerg – at man skal ta­ge sin egen ilt­ma­ske på, før man kan hjæl­pe no­gen an­dre.

Og hvor­for gjor­de jeg det? For­di min ver­den er stør­re end mig. Mit an­svar er stør­re end mig. Mi­ne børn. Ban­ken har god­kendt mit bud­get, re­sul­ta­tet af min kamp er, at vi kan bli­ve bo­en­de. Vi har et hjem. Det hav­de vi i nog­le måneder ik­ke. Man kan ik­ke be­ta­le si­ne reg­nin­ger med tå­rer. Det lyk­ke­des. Jeg har over­skud til at ba­ge hon­ning­ka­ge­hu­se med min dat­ter, og i lør­dags holdt min søn ju­le­frokost med 25 gym­na­sie­e­le­ver. Jeg hav­de

py­n­tet lang­bord og har råd til ju­le­ga­ver til al­le, jeg har kær. Jeg er bå­de rask og no­gen­lun­de øko­no­misk sta­bil. Jeg kan væ­re no­get for no­gen igen. Må­ske blev 2015 lidt for me­get be­vi­set på, at i al­le valg er der fra­valg. Må­ske var kam­pen lidt stør­re end en græ­den­de dat­ter i rø­ret. Må­ske var jeg me­re end no­gen­sin­de ’ walk the talk’. Om lidt er det 365/ 365. Jeg skal el­ske med min kæ­re­ste. Kys­se mi­ne børn. Tak­ke al­le, der holdt mig i hån­den, når den føl­tes liv­løs. Jeg går ud af 2015 med en fø­lel­se af, at jeg kan me­re, end jeg tro­e­de men­ne­ske­ligt mu­ligt. Stolt, men fuld af savn af dem, der ik­ke kun­ne ta­ge med på lor­te­tu­ren. 1/ 365, vel­kom­men 2016. 2016, skal vi se, hvad vi kan sam­men. Jeg glæ­der mig. Vi skal me­re end over­le­ve, vi skal le­ve.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.