Nej, vi er nødt til at ta­ge for­holds­reg­ler

BT - - DEBAT -

en aen­dring i nor­mer­ne ift. ek­sem­pel­vis ind­van­dre­re og flygt­nin­ge. Der er nem­lig kom­met en no­get me­re re­a­li­stisk til­gang til begreberne. F.eks. Jens Ro­h­de slyn­ger om sig med ord som em­pa­ti og for­stå­el­se, som er nog­le me­get smuk­ke ord, der selv­føl­ge­lig har gyl­dig­hed, men det er me­get sva­ert at la­ve po­li­tik ud fra dem. Jens Ro­h­de ta­en­ker ik­ke på, at hvis po­li­ti­ke­re ik­ke ta­ger nog­le for­holds­reg­ler – der er

an­der­le­des end dem, vi har set før – Vi snak­ker over for de enor­me be­va­e­gel­ser, der

er i Eu­ro­pa, så vil det for frem­ti­den om flygt­nin­ge­ne,

få langt va­er­re kon­se­kven­ser og der­med som et me­get far­li­ge­re norm­skred. om de var dyr

sva­ert at la­ve re­to­rik­ken om igen. Det er sva­ert at skrue til­ba­ge, når det først er så­dan. Det er det, der er så uhyg­ge­ligt. Vi kan na­e­sten ik­ke gø­re an­det end at va­e­re på vagt over­for dem, der vil tra­ek­ke den end­nu la­en­ge­re og så af­vi­se dem. Vi kom­mer til at lig­ne nog­le, vi al­drig har brudt os om, og vi ska­ber et sam­fund, vi ik­ke øn­sker at ha­ve – hvor an­dre men­ne­sker i det he­le ta­get, som ik­ke står os na­er, ik­ke ta­el­ler. Hvis man mø­der én i en de­bat, der over­skri­der al­le gra­en­ser for or­dent­lig to­ne, så er man nødt til at la­de va­e­re med at sva­re. Det vil­le va­e­re fan­ta­stisk, hvis man ba­re mød­te dem med tavs­hed og ven­te­de, til de fandt nog­le an­dre or­dent­li­ge ord. Der vil bli­ve me­get stil­le om­kring In­ger Støj­berg f.eks., og det vil va­e­re den mest ci­vi­li­se­re­de må­de at gø­re det på. Jeg hu­sker selv, da jeg var me­get ung, og selv var en af dem, der var med til at la­de re­to­rik­ken skri­de, for det gør man ger­ne som ung. Jeg kan hu­ske be­ga­ve­de men­ne­sker, der ba­re sag­de ’nå ja’, og så ik­ke gad at ta­le med mig. Det vir­ker me­get sta­er­ke­re, for man glem­mer det ik­ke.

DET ER ME­GET

SØRINE GOTFREDSEN

DER ER SKET

to­nen er ble­vet for hård, for vi har sta­dig en pa­en og an­sta­en­dig de­bat, der så i ste­det har få­et et lag af en stør­re kon­se­kvens og nog­le stram­me­re reg­ler, for­di det i mi­ne øj­ne er gan­ske nød­ven­digt. Vi har nem­lig sta­dig respek­ten for det en­kel­te in­di­vid. Jeg ser der­for ik­ke det sprog­ligt sto­re norm­skred, som Ni­els Haus­gaard ta­ler om. Ind­hol­det i vo­res dis­kus­sion skal altid hol­des op mod, hvor­dan vo­res sam­fund ud­vik­ler sig. Hvis ver­den ik­ke var i ud­vik­ling, så kun­ne vi godt sid­de som Jens Ro­h­de og si­ge, at vi skal ha­ve me­re em­pa­ti, for­stå­el­se osv. Det er der­for som om, at bå­de Jens Ro­h­de og Ni­els Haus­gaard ta­ler ind i en vir­ke­lig­hed, som de ik­ke har for­stå­et al­voren af. Hvis al­le po­li­ti­ker­ne tal­te på sam­me må­de, vil­le det på la­en­ge­re sig få ne­ga­ti­ve kon­se­kven­ser, li­ge­som vi ser det i Sve­ri­ge.

JEG SY­NES IK­KE,

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.