’Jeg er fa­er­dig med at for­sø­ge at kla­re alt selv’

BT - - KENDER DU DET? -

Vi kig­ger be­kym­ret på vo­res alt for trav­le ven, mens vi del­ta­gen­de si­ger: ’nu må du og­så pas­se på dig selv’. Og han ser be­ro­li­gen­de på os og si­ger, ’nej nej, jeg har styr på det!’ Og vi va­el­ger at tro ham og blan­der os udenom. Men vi ved godt, at han ly­ver. I hvert fald for sig selv. Vi ved det, for­di vi selv har va­e­ret i hans sko. Hvor­for er det så sva­ert at in­drøm­me, når det he­le er vok­set os over ho­ve­d­et? Er det for­di, det er vo­res eget an­svar? At vi selv har sat os i den si­tu­a­tion? Nej ik­ke altid. Nog­le gan­ge har vi, an­dre gan­ge er li­vet ba­re fyldt med ud­for­drin­ger. Jeg tror, det har no­get at gø­re med ba­lan­ce. Det er sva­ert at fin­de ba­lan­cen, for hvor­når man skal si­ge: ’Hja­elp, jeg kan ik­ke me­re’. Per­son­ligt er jeg ban­ge for at vir­ke pi­vet. Der­for har jeg truk­ket den og truk­ket den og først få­et sagt fra, når ba­lan­cen var tip­pet helt over i har­du-tabt-sut­ten,-mo­ster,-det-er-derINGEN,-der-kan-hol­de-til-af­de­lin­gen. Jeg har prø­vet at va­e­re helt der­ne­de at ven­de med stress, hvor det ta­ger lang lang tid at fin­de si­ne ben igen. Men nu har jeg, for før­ste gang, truk­ket i hånd­brem­sen, FØR jeg lå med na­e­sen i gru­set. For før­ste gang har jeg ta­get mi­ne fø­lel­ser helt al­vor­ligt i ste­det for at un­der­tryk­ke dem, og er­kendt, at nu er det he­le en ken­de for hårdt. Så jeg er stolt af mig selv. Cir­ka halv­de­len af ti­den. Den an­den halv­del bru­ger jeg på at over­be­vi­se mig selv om, at jeg ik­ke er en pivskid. Den in­dre dom­mer er virkelig en idi­ot nog­le gan­ge. Jeg vil­le da al­drig si­ge til an­dre: Kom nu! Hvad sid­der du og tu­der for? De an­dre sy­ge­mel­der sig ik­ke! Vil du virkelig va­e­re så­dan et sva­ge­ligt skvat?’ Så hvor­dan kan jeg fin­de på at si­ge det til mig selv? Det er da hel­ler ik­ke MIG, der si­ger, at ’jeg har styr på det’, når folk til­by­der de­res hja­elp. Det er dom­me­ren! Jeg er me­re den, som får en ba­ev­ren­de un­der­la­e­be og stik­ken i na­e­sen, når tå­rer­ne tra­ek­ker op, for­di nog­le spør­ger til mit vel­be­fin­den­de. Det er kun, når til­bud­det om hja­elp kom­mer fra en uven­tet kant, at dom­me­ren ik­ke når at stand­se blød­sø­de­n­he­den, og så står man plud­se­lig og gra­e­der, for­di no­gen har til­budt en at sprin­ge over i kø­en i Net­to. 2015 har va­e­ret et uhørt hårdt år. Det har va­e­ret sto­re fø­lel­ser på man­ge fron­ter, og plud­se­lig be­gynd­te grå­d­la­bi­li­te­ten og uro­en at duk­ke op. De helt sik­re tegn på et fo­re­stå­en­de sam­men­brud. Men jeg lyt­te­de til min krop. Jeg stop­pe­de op og så på alt det, jeg hav­de kø­ren­de. Og så blev der el­lers sor­te­ret fra. Hvad be­hø­ver jeg at for­hol­de mig til nu? Hvad kan ud­sky­des? Hvad kan ud­sky­des, selv­om det in­de­ba­e­rer en hel del be­sva­er? De fle­ste be­kym­rin­ger, kun­ne stry­ges fra li­sten. Det ene­ste, jeg ik­ke kan ud­sky­de, er, at min sted­far er ved at dø. Og at vi ger­ne vil va­e­re hos ham, så han ik­ke skal va­e­re ale­ne på pal­li­a­tiv af­de­ling. Det er så sorg­fyldt, at det er sva­ert at rum­me, men nu er det det ENE­STE, jeg skal rum­me. Når jeg ik­ke er der, kan jeg sam­le ny ener­gi. Jeg skal ik­ke for­hol­de mig til de­ad­li­nes, fer­ti­li­tets­be­hand­ling el­ler an­dre yd­re stres­sfak­to­rer. Jeg har valgt at la­eg­ge dem til si­de. Jeg har meldt mig syg med prae-stress! Det her er min ba­lan­ce mel­lem na­e­se­blod­s­frem­kal­den­de stress og al­min­de­lig travlhed. Dom­me­ren har få­et fløjten stop­pet langt ned i hal­sen, og jeg kan na­e­sten ik­ke hø­re hen­de pro­teste­re, når jeg si­ger: ’Ja tak, jeg vil ger­ne ha­ve be­søg og hja­elp, med hund­e­ne, ind­køb og mad­lav­ning’. Jeg er fa­er­dig med at for­sø­ge at kla­re alt selv. AE­r­ligt talt, hvor sjovt er det over­ho­ve­det at spil­le helt, hvis man ik­ke en­gang får en me­dal­je?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.