’Man kan hur­tigt kom­me til at fø­le dår­lig samvit­tig­hed’

Når fora­el­dre el­ler ae­g­te­fa­el­ler bli­ver for sy­ge el­ler glem­som­me, kan det sa­et­te de på­rø­ren­de un­der stort pres og gi­ve dår­lig samvit­tig­hed

BT - - TEMA – FAR FOR MIN FAR - Heidi Pe­der­sen

bil­le­de gen­ken­der psy­ko­log og spe­ci­a­list i sund­heds­psy­ko­lo­gi med egen prak­sis i Gen­tof­te Sus­an­ne Ohrt:

»I det sto­re he­le er det al­le på­rø­ren­de, som har sva­ert ved at pas­se på sig selv. Helt fra be­gyn­del­sen af er der et stort fo­kus på den ram­te, der skal til un­der­sø­gel­se, be­hand­ling mv. I den for­bin­del­se bli­ver man­ge på­rø­ren­de na­tur­ligt nok på­vir­ke­de, men hja­el­per al­li­ge­vel, og i den pro­ces glem­mer de fle­ste at ta­ge va­re på sig selv. Det kan ri­si­ke­re at bli­ve en per­ma­nent til­stand, hvor man ik­ke gi­ver plads til eg­ne re­ak­tio­ner,« si­ger hun.

En så­dan si­tu­a­tion op­står ty­pisk, hvis der er ta­le om kro­nisk syg­dom, der sam­ti­dig er pro­g­res­siv, det vil si­ge, at den lø­ben­de for­va­er­res. Som f.eks. par­kin­son, sk­lero­se el­ler de­mens, for­kla­rer psykologen:

»De på­rø­ren­de står of­te i en si­tu­a­tion, hvor de får at vi­de, at syg­dom­men vil ud­vik­le sig, men hvor­dan og hvor hur­tigt, er der in­gen, der kan si­ge med sik­ker­hed. Det er en fø­lel­ses­ma­es­sig stor be­last­ning at se en, man hol­der af, for­an­dre sig fy­sisk, men isa­er på det per­son­li­ge plan, hvor ved­kom­men­de aen­drer ad­fa­erd. Det kan va­e­re sva­ert at nå at vaen­ne sig til de ud­for­drin­ger, som der­med op­står, før an­dre duk­ker op. På den må­de ad­skil­ler syg­dom­me­ne sig fra an­dre kro­ni­ske til­stan­de som f.eks. er­hver­vet hjer­neska­de, som of­test fin­der et be­stemt le­je, hvor man la­e­rer, hvad man har med at gø­re,« si­ger Sus­an­ne Ohrt.

Hos AE­l­dre Sa­gen har man man­ge go­de råd om, hvor­dan man så me­re kon­kret sør­ger for at hånd­te­re sig selv og sin na­er­me­ste bedst mu­ligt. Det hand­ler bl.a. om at få hja­elp til det prak­ti­ske i hver­da­gen, for­kla­rer se­ni­o­r­kon­su­lent Ma­rie Lil­ja Jen­sen:

»På­rø­ren­de til kro­nisk sy­ge er of­te en­som­me men­ne­sker, der har enormt me­get at la­ve, for­di de må­ske på­ta­ger sig op­ga­ver, som den sy­ge ple­je­de at la­ve. Men det kan va­e­re en god idé at for­de­le op­ga­ver­ne til an­dre i fa­mi­li­en el­ler få hja­elp ude­fra, så man ik­ke fø­ler sig så ale­ne med det he­le og plud­se­lig går ned på det,« si­ger hun og un­der­stre­ger sam­ti­dig vig­tig­he­den af at hol­de fast i ’det gam­le liv’: »Man kan hur­tigt kom­me til at fø­le dår­lig samvit­tig­hed, når man bli­ver trist el­ler sur på sin na­er­me­ste, som må­ske har aen­dret per­son­lig­hed, og som man der­for på en må­de har mi­stet, selv­om ved­kom­men­de sta­dig er der fy­sisk. Så for at kun­ne be­va­re over­skud­det til at bli­ve ved med at hja­el­pe, er det vig­tigt at hol­de fast i no­get nor­ma­li­tet, det vil si­ge, at man f.eks. ser an­dre men­ne­sker, sø­ger li­ge­sin­de­de el­ler går på ar­bej­de, så man har no­get, der er, som det ple­jer at va­e­re,« si­ger Ma­rie Lil­ja Jen­sen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.