Nan­na Sko­v­mand et år ef­ter

BT - - NYHEDER -

Men det er sva­ert. PTSD, ang­stan fald og se­ne­st en depression har slø­ret hen­des syn på sig selv og om­ver­den.

Men hun vil ik­ke gi­ve op, hun vil fort­sa­et­te med at ka­em­pe. Bå­de for sig selv, sin fa­mi­lie, ka­e­re­sten - og for al­le de an­dre, der har va­e­ret ud­sat for det sam­me, men som må­ske ik­ke tør ta­le om det. En helt ny ver­den Det at lig­ge der på bro­ste­ne­ne og ven­te på, at no­gen kom hen­de og ka­e­re­sten til undsa­et­ning, er no­get af det, hun et år ef­ter hu­sker kla­rest.

Fø­lel­ser­ne kan hun og­så genkal­de. De duk­ker op igen, når hun går hjem ef­ter mør­kets frem­brud. Isa­er her i de­cem­ber. Fry­ser hun, hu­sker hun kul­den fra den nat. Og hun bry­der sig ik­ke om, hvis folk går for ta­et bag ved hen­de. Hun skal helst vi­de, hvor langt der er til per­so­nen bag­ved hen­de - el­ler til bus­sen. For plud­se­li­ge ly­de kan hun ik­ke over­skue.

Mens hun lå i en pøl af sit eget blod, be­gynd­te na­bo­er at rå­be ud ad vin­du­er­ne mod de un­ge dren­ge. Først da hun kun­ne hø­re am­bu­lan­cen na­er­me sig, be­gynd­te hun at slap­pe lidt af.

Hen­ne på ho­spi­ta­let blev hen­des over­la­e­be sy­et sam­men. På det tids­punkt var det ik­ke gå­et op for hen­de, at den var fla­ek­ket i to.

I ti timer lå hun sam­men med ka­e­re­sten i trau­me­cen­te­ret, før de blev ud­skre­vet og sendt hjem. Da de trå­d­te ud fra ho­spi­ta­let, sne­e­de det. Det hav­de det ik­ke gjort, da de var ble­vet ind­lagt.

»Det var en helt ny ver­den, vi kom ud til. Ik­ke ba­re rent fy­sisk på grund af sne­en, men og­så men­talt. Det var li­ge­som om, der var sket et kna­ek, så det var en helt an­den ver­den, jeg mød­te. Jeg skul­le til at hånd­te­re en helt an­den ver­den, jeg ik­ke vid­ste ek­si­ste­re­de på en el­ler an­den må­de. El­ler i hvert fald hånd­te­re nog­le men­ne­sker, jeg ik­ke vid­ste fand­tes,« si­ger Nan­na Sko­v­mand, mens hun sid­der i en stol i sin lej­lig­hed på Vester­bro.

Den sam­me lej­lig­hed, som hun var på vej hjem til for et år si­den julenat. Gen­syn med ger­nings­ma­en­de­ne De før­ste måneder ef­ter over­fal­det var slø­re­de. Chok og smer­testil­len­de me­di­cin fik da­ge­ne til at fly­de sam­men. Hen mod som­me­ren gik det bed­re. Psy­ko­log­s­am­ta­ler­ne hjalp. Men ef­ter at dom­men mod de un­ge ma­end faldt i slut­nin­gen af ju­ni, be­gynd­te par­ret at la­eg­ge ma­er­ke til nog­le an­sig­ter på ga­den, de kun­ne gen­ken­de.

An­sig­ter, der til­hø­rer de fi­re ger­nings­ma­end.

De un­ge ma­end be­gynd­te igen at ha­en­ge ud på hjør­net ved Nan­na Sko­v­mands ga­de. Pra­e­cis som de hav­de gjort, in­den de blev va­re­ta­egts­fa­engs­let.

Hun så dem ik­ke ba­re på ga­den, en en­kelt gang fik hun og­så øje på den ene ger­nings­mand i Net­to. Der hav­de han ba­re kig­get til­ba­ge på hen­de. Hun føl­te sig fortabt.

Da hun for et par måneder si­den sam­men med sin ka­e­re­ste var på vej hjem fra en fa­mi­lie­fød­sels­dag og dre­je­de rundt ne­de ved hjør­net, kig­ge­de hun over mod ka­el­de­ren. Dren­ge­ne stod der igen. Pra­e­cis de sam­me dren­ge på pra­e­cis den sam­me må­de som den nat.

Gen­sy­net ryk­ke­de no­get rundt i ho­ve­d­et på hen­de. Den PTSD, hun hav­de få­et kon­sta­te­ret ef­ter over­fal­det, ud­vik­le­de sig og­så til en depression. Sam­ti­dig vur­de­re­de hen­des la­e­ge, at sam­ta­ler med en psy­ko­log ik­ke la­en­ge­re var nok. Hun fik der­for og­så or­di­ne­ret nog­le pil­ler.

»Jeg kaemper rig­tig me­get med det. Jeg ta­ler me­get med min psy­ko­log om, hvor­for jeg ik­ke ba­re kan kom­me vi­de­re. Nog­le gan­ge slår jeg mig selv i ho­ve­d­et med det og si­ger: ’Va­er­re var det jo hel­ler ik­ke, så hvor­for kan du ik­ke ba­re kom­me vi­de­re og be­gyn­de på det liv, du hav­de før?’ Men det bli­ver ba­re ved med at ha­en­ge i mig,« for­kla­rer Nan­na Sko­v­mand.

»Det skal jeg ka­em­pe med. Og jeg skal ka­em­pe med at ac­cep­te­re det. For jeg sy­nes, det er hårdt, at mit ho­ved ik­ke ba­re kan fik­se sig selv. At jeg al­li­ge­vel er så syg. Det er så hårdt at er­ken­de. Ik­ke at jeg er svag, men at jeg må­ske ik­ke er så sta­erk, som jeg tro­e­de. At jeg ik­ke kan hol­de til så me­get, som jeg tro­e­de,« til­fø­jer hun. Fø­ler sig øde­lagt Nog­le gan­ge kan hun gra­e­de en hel dag. Da hun for­le­den stod op og mød­te på ar­bej­de på sin elev­plads, var det med tå­re­ne lø­be­ne ned ad kin­der­ne. Uden at vi­de hvor­for, de var duk­ket op.

Før over­fal­det var hun altid den, der om­fav­ne­de an­dre. Nu er det hen­de, der skal om­fav­nes.

Hun sto­ler ik­ke på an­dre men­ne­sker me­re. Hvor hun før mød­te an­dre med op­ti­mis­me, er det nu med skep­sis. Hun fø­ler sig tit tra­et. Og som en dår­lig ka­e­re­ste. Ka­er­lig­hed og kys kan va­e­re sva­e­re at rum­me, de da­ge hun er mest trist. Hel­ler ik­ke selv­om hun el­sker sin ka­e­re­ste me­re end no­get an­det.

Hen­des ho­ved fø­les over­sti­mu­le­ret, og hun har ik­ke la­en­ge­re et fil­ter, så al­le ly­de, lug­te og ind­tryk fyl­der ti gan­ge me­re, end de gjor­de før.

Hver dag kaemper hun for at bli­ve det men­ne­ske, hun hav­de brugt sit liv op til over­fal­det på at op­byg­ge. Hun var glad for det men­ne­ske, hun var. Føl­te, at hun var på sin ret­te hyl­de. Nu fø­ler hun sig øde­lagt. »Det fø­les som om, jeg ik­ke har no­get at hol­de fast i. Det er rart at fø­le, man li­ge­som har et fun­da­ment, man kan hol­de fast i, men det har jeg ik­ke la­en­ge­re. Jeg er enormt flyvsk. Jeg er ukon­trol­ler­bar, jeg er i øst, jeg er i vest. Jeg kan ik­ke fin­de mit stå­sted, mit hel­le. Jeg for­sø­ger at sam­le nog­le af styk­ker­ne af mig selv sam­men igen, som jeg må­ske kan gen­fin­de mig selv i, men li­ge nu kan jeg ik­ke gen­ken­de mig selv i no­gen af dem,« forta­el­ler Nan­na Sko­v­mand.

Det har va­e­ret sva­ert for hen­de at ac­cep­te­re, at hun nok ik­ke bli­ver den, hun var før. At hun bli­ver nødt til at ac­cep­te­re, hvem hun er nu med alt det, der er sket, i ste­det for he­le ti­den at be­ka­em­pe det.

Men det er hårdt. For hun kan godt li­de kon­trol, og den har hun ik­ke. Og hun ved ik­ke, hvad der er på den an­den si­de: »Jeg har sva­ert ved at for­stå, hvor­dan en så lil­le ting, som at se dem (ger­nings­ma­en­de­ne, red.) stå li­ge der ved ka­el­de­ren igen, kan sa­et­te gang i en så stor ting in­de i mig. At en så lil­le ting med, hvor de be­fin­der sig, kan va­el­te he­le min ver­den,« for­kla­rer Nan­na Sko­v­mand. Drøm­mer om at flyt­te For at for­sø­ge at und­gå de man­ge flas­h­ba­cks til den af­ten og for ik­ke he­le ti­den at skul­le und­gå at gå uden­for ale­ne ef­ter mør­kets frem­brud, drøm­mer Nan­na Sko­v­mand om at flyt­te.

Men det har ik­ke va­e­ret nemt at kom­me der­til. For hvis hun flyt­ter, fø­ler hun, at hun hop­per over, hvor ga­er­det er la­vest i ste­det for at bli­ve og ka­em­pe. For hun vil ik­ke flyg­te fra det.

Det vil blot fø­les som end­nu et ne­der­lag.

»Så vin­der de igen. Men jeg tror ik­ke, der er en kamp mel­lem os og dem. Den er ba­re in­de i mig selv. Det er og­så det, der er sva­ert,« si­ger Nan­na Sko­v­mand.

Selv­om de­cem­ber har gjort det end­nu sva­e­re­re for hen­de at va­e­re ude i mør­ket, har hun ik­ke no­get imod sel­ve ju­len. El­ler ju­le­af­ten.

Det er om­rå­det, der skra­em­mer hen­de.

»Det er ik­ke så­dan, vir­ke­lig­he­den er, men jeg fø­ler mig tru­et ud af mit eget hjem. Hvor­for kan jeg af al­le ste­der ik­ke fø­le mig sik­ker i mit eget hjem? Dit hjem er dit hel­le. Mit hjem er min skra­ek. Mit om­rå­de er min skra­ek. Jeg har ik­ke et hel­le la­en­ge­re,« si­ger hun. Et tab af uskyld Når hun ta­en­ker til­ba­ge, er ha­det i de un­ge ma­ends øj­ne no­get af det, hun hu­sker kla­rest. Men hun har al­drig

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.