Den al­ler­sid­ste dans

BT - - SUNDHED -

DE­MENS ple­je­cen­tret med stolt­hed i stem­men kal­der en ’sol­strå­le­hi­sto­rie’. For hen­des de­mens er så frem­skre­den, at hun stort set in­tet sprog har la­en­ge­re.

Men når mu­sik­ken sa­et­ter i gang, og hun by­des op til dans, er hun på. Li­ver op, smi­ler, er glad og stort set ik­ke til at hi­ve af gul­vet i den ti­me, som dan­sen va­rer.

»Erin­drings­dan­sen kra­e­ver ek­stra res­sour­cer af os. Men det er fand­me al­le pen­ge­ne va­erd,« fly­ver det ud af mun­den på ple­je­cen­trets om­rå­de­le­der He­len Kja­erul­ff.

For det er ik­ke kun de de­men­te, der bli­ver gla­de. Per­so­na­let får de­res in­ve­ste­ring igen. I så stor stil, at man­ge er mødt ind på de­res fri­dag, én så­gar med en bra­ek­ket arm. Så gi­ven­de er gla­e­den ved at se gla­de men­ne­sker, ved at se li­vet i dem, de nor­malt ik­ke kan nå.

Lang­somt fyl­des rum­met op, Nog­le skal som Li­se støt­tes ind på plads. An­dre sid­der i kø­re­stol. An­dre igen har gang­sta­tiv el­ler stok.

Langt de fle­ste har kla­edt sig pa­ent på til ju­le­bal­let. Fun­det de rø­de blu­ser frem, som mat­cher nis­se­hu­en, der ud­de­les til dem, der har lyst.

Så kom­mer de før­ste to­ner ud af højta­le­ren.

’Vi skal gå hånd i hånd,’ syn­ger Keld Hei­ck.

»Kom så, Jyt­te, lad os vi­se dem, hvor­dan man gør.«

Den op­for­dring kan Jyt­te ik­ke sid­de over­hø­rig. Hun er Virum­gaards ukro­ne­de dan­sedron­ning, som til ti­der kan kø­re selv per­so­na­let tra­et, når hun svin­ger den ene dan­se­part­ner ef­ter den an­den rundt på gul­vet.

»Det går vildt for sig nog­le gan­ge,« forta­el­ler en ple­jeas­si­stent med be­gej­string i stem­men.

De­mens­kon­su­lent og sy­geple­jer­ske Sus­an­ne Ris­høj er hen­de, der i 2008 ud­vik­le­de erin­drings­dans for de­men­te som kon­cept. Krog ned i hukom­mel­sen »Vi får en krog ned i hukom­mel­sen til dét, som selv sva­ert de­men­te er go­de til, nem­lig at hu­ske gam­le da­ge. Jo la­en­ge­re de går til­ba­ge på de­res tids­linje, de­sto bed­re kan de fak­tisk hu­ske. Det er og­så en af grun­de­ne til, at vi har valgt mu­sik fra den pe­ri­o­de, for det er me­lo­di­er fra de­res ung­dom. Og sam­ti­dig ved vi, at stort set al­le den­gang har gå­et til dans, bå­de de ri­ge og de min­dre ri­ge, så vi ram­mer ned i nog­le min­der, som vi ved er der,« forta­el­ler Sus­an­ne Ris­høj.

Midt på gul­vet står Li­se. Sva­jer nok me­re, end hun dan­ser. Men smilet er ik­ke til at ta­ge fejl af. Det og smi­le­ryn­ker­ne om­kring øj­ne­ne fyl­der he­le an­sig­tet. Det går vildt for sig nog­le gan­ge

Og­så Li­ses mand Flem­m­ing er glad. For han fø­ler, at han det sid­ste hal­ve års tid, hvor Li­se har dan­set, har få­et lidt me­re af sin ko­ne til­ba­ge.

Det er seks år si­den, at Li­se for­svandt fra par­rets hjem, gik en tur og ik­ke kun­ne fin­de hjem igen. Si­den da er det ba­re gå­et ned og ned ad den uund­gå­e­li­ge de­mens­bak­ke, og i dag er Li­se na­e­sten blind, og­så som føl­ge af syg­dom­men.

»Det er en uhyg­ge­lig syg­dom, me­get de­pri­me­ren­de for fa­mi­li­en,« si­ger han og forta­el­ler, at hans ko­ne gen­nem en men­ne­ske­al­der stort set var uden sprog, da hun kom til Virum­gaard.

»Hun kun­ne ik­ke si­ge no­get sam­men­ha­en­gen­de, som man kun­ne for­stå. De fle­ste der­u­de tro­e­de, at hun var halv­tos­set.«

Men så be­gynd­te hun at dan­se. Og ud­over at dan­sen har li­vet hans Li­se op, har hun og­så få­et lidt af spro­get til­ba­ge.

»For­le­den dag for­tal­te hun mig, at hun var så ked af, at hun na­e­sten ik­ke kun­ne se mig me­re. Og selv­om det er sør­ge­ligt, at hen­des syn stort set er for­s­vun­det, var jeg ba­re så im­po­ne­ret over, at hun var i stand til at si­ge sa­et­nin­gen i det he­le ta­get. Det kun­ne hun ik­ke for et halvt år si­den,« si­ger Flem­m­ing, og gla­e­der sig på bå­de eg­ne og Li­ses veg­ne over de sto­re frem­skridt.

»Hun har altid el­sket at dan­se.« Ef­ter­trag­tet herre Og nu dan­ser Li­se alt­så igen. På eg­ne ben, mens an­dre sid­der i de­res rul­le­sto­le. Midt på dan­se­gul­vet. Og­så de får en sving­om og syn­ger med på for­ti­dens ever­gre­ens.

Der er flest kvin­der. Og selv­om in­gen pro­teste­rer mod at dan­se med det kvin­de­li­ge per­so­na­le, er ple­je­cen­trets alt­mu­lig­mand An­dy una­eg­te­lig en ef­ter­trag­tet herre, som frem­kal­der blus­sen­de kin­der, og som og­så må fin­de sig i at få et lil­le klap bagi i ny og nae.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.