’Jeg kig­ge­de ud

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

KAM­PEN FOR LI­VET på li­vets lan­de­vej. 28. ok­to­ber fyld­te han 71 år. Det hav­de han ik­ke reg­net med, da kra­ef­ten sat­te ind og vi­ste sit mod­by­de­li­ge an­sigt.

»Jeg tror, jeg kom­mer over kra­ef­ten. Jeg tror ik­ke, det bli­ver det, der slår mig ihjel. Men der er jo så man­ge an­dre sjove ting, der kan gø­re det, når man har run­det de 70,« si­ger han med sin van­li­ge gal­gen­hu­mor og ta­ler vi­de­re:

»Nu er det tre et halvt år si­den, jeg fik en døds­dom på Glo­strup Sy­ge­hus. Halv­de­len af dem, der får den di­ag­no­se, jeg har, dør in­den for fem år. Den halv­del, der over­le­ver, dør ik­ke af den form for kra­eft og for­ment­lig slet ik­ke af kra­eft. Det er sta­ti­stik. Hvis man kla­rer fem års­gra­en­sen, bli­ver det ik­ke den kra­eft, der slår én ihjel. Det er da lidt ner­vepi­r­ren­de,« fort­sa­et­ter han og gør det klart, at kra­ef­ten al­drig vil for­svin­de, men at den kan hol­des i be­ro.

Smer­ter­ne fra en om­fat­ten­de ry­go­pe­ra­tion i 2012 som føl­ge af cel­le­for­an­drin­ger i krop­pen vil for­ment­lig og­så altid va­e­re der, men det er trods alt en nå­dig pris at be­ta­le i for­hold til al­ter­na­ti­vet. Ned­slå­en­de svar Når Claus Bor­re ser til­ba­ge, for­står han ik­ke selv, hvor­dan han holdt ud. Sa­er­ligt ik­ke når tan­ker­ne kred­ser om den mart­s­dag på Glo­strup Ho­spi­tal, hvor chok­ket, døds­dom­men, ind­traf. Når jeg nu ta­ler om det, fat­ter jeg ik­ke, at jeg kom igen­nem det. Men jeg var helt fat­tet. Der var ik­ke en tå­re. Jeg nå­e­de hel­ler ik­ke at va­e­re ban­ge. Det ene­ste, jeg ta­enk­te på, det var, at jeg skul­le ha­ve ord­net al det prak­ti­ske

Tan­ker­ne sam­le­de sig om ko­nen, Lo­ne, hans fi­re børn (to te­e­na­gebørn og to voks­ne børn for­delt på to ae­g­te­ska­ber) samt bør­ne­bør­ne­ne, der i dag ta­el­ler fem styk.

»Den af­ten kom­mer en mand­lig sy­geple­jer­ske ind og sa­et­ter sig ved min seng. Jeg forta­el­ler, at jeg ik­ke har la­vet no­get te­sta­men­te, og at jeg har en mas­se ’ha­en­ge­re’ i for­hold til mi­ne fi­re børn og det nye hus, jeg li­ge hav­de købt. Jeg hav­de brug for et år til at få al­ting på plads.«

»Tror du, jeg kan hå­be på at ha­ve så lang tid til­ba­ge,« lød spørgs­må­let fra Claus Bor­re.

Sva­ret var ned­slå­en­de.

»Det må du ik­ke reg­ne med«

»Når jeg nu ta­ler om det, fat­ter jeg ik­ke, at jeg kom igen­nem det. Men jeg var helt fat­tet. Der var ik­ke en tå­re. Jeg nå­e­de hel­ler ik­ke at va­e­re ban­ge. Det ene­ste, jeg ta­enk­te på, det var, at jeg skul­le ha­ve ord­net al det prak­ti­ske. Øko­no­mi­en skal va­e­re lagt klar, så min ko­ne kan ta­ge over, der skal va­e­re te­sta­men­te i for­hold til mi­ne fi­re børn og så vi­de­re. Alt skal va­e­re klar. Det var det lo­gi­sti­ske og prak­ti­ske, der tog over,« si­ger Claus Bor­re, der si­den har gjort sit hjem­me­ar­bej­de.

Selv­om han fø­ler sig frisk og rask, er han ik­ke naiv.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.