Over af­grun­den’

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

»Te­sta­men­te og øko­no­mi­en er nu på plads. Alt er på plads. Det ene­ste, der ik­ke er på plads, er al­le de gem­te ar­tik­ler, som, jeg selv sy­nes, har va­e­ret velskrev­ne. Som jeg har sagt til min ko­ne: Når jeg er va­ek, så lad va­e­re med at smi­de de to-tre flyt­te­kas­ser ind i bra­en­de­ov­nen. Det kun­ne va­e­re, der er en om man­ge år, der vil vi­de, hvem de­res bedste­far var.«

»Nej. Hvis jeg skul­le få et til­bage­fald, er jeg ik­ke ban­ge for at stil­le tra­esko­e­ne. Det tror jeg fak­tisk ik­ke er så slemt. Jeg har va­e­ret i narko­se ot­te-ni gan­ge. Du ma­er­ker in­gen­ting. Det er så nå­digt. Hvis det at va­e­re død er li­ge­som at va­e­re i narko­se, så er det... Du slip­per for smer­ter­ne. Det, jeg fryg­ter, er pro­ces­sen. Det er ik­ke for sar­te sja­e­le,« forta­el­ler han og frem­ha­e­ver selv to tri­ste og ny­li­ge ek­semp­ler i ven­ne­kred­sen.

In­den for 16 måneder tab­te Claus Bor­res ven­ner og kol­le­ger Jens Jør­gen Brinch og Ste­en An­ker­dal kam­pen mod kra­ef­ten. Hen­holds­vis i 2013 og 2014. Sam­men med Claus Bor­re ud­gjor­de de top­pen af dansk sport­sjour­na­li­stik. Hvis jeg skul­le få et til­bage­fald, er jeg ik­ke ban­ge for at stil­le tra­esko­e­ne. Det tror jeg fak­tisk ik­ke er så slemt. Jeg har va­e­ret i narko­se ot­te-ni gan­ge. Du ma­er­ker in­gen­ting. Det er så nå­digt

»Da det kom­mer frem, at jeg har al­vor­lig kra­eft, rin­ger Jens Jør­gen Brinch for at hø­re, om jeg har be­hov for at snak­ke. Ste­en An­ker­dal tal­te jeg og­så med. Nu er de re­vet va­ek. Det sa­et­ter tan­ker i gang,« for­kla­rer Claus Bor­re, der ik­ke delt­og i Ste­en An­ker­dals be­gra­vel­se i au­gust sid­ste år. Det var der en sa­er­lig grund til.

»Jens Jør­gen Brinch var død, Ste­en An­ker­dal lå i ki­sten, og så vil­le der sid­de Claus Bor­re, som hav­de va­e­ret døds­ma­er­ket. Så kun­ne det he­le ha­ve hand­let om, hvor­når det var min tur.« Tvin­ger sig hen til com­pu­te­ren Den tur er ud­skudt. Claus Bor­re går sta­dig ja­evn­ligt til kon­trol, men krop og sind har det godt trods en ubarm­hjer­tig bok­se­kamp med kra­eft­syg­dom­men. Claus Bor­re har holdt fast i job­bet som jour­na­list og tvin­ger sig hver mor­gen til at gå fra so­fa­en og hen til com­pu­te­ren for at hol­de sig skarp og op­da­te­ret på den sport, han sta­dig er dybt en­ga­ge­ret i.

»I dag er der jo i hvert fald den ab­so­lut po­si­ti­ve vin­kel, at jeg sta­dig som 71-årig i høj grad er ar­bejds­ma­es­sigt ak­tiv og frisk og fy­rig na­e­sten fi­re år ef­ter, at jeg kig­ge­de ud over af­grun­den. Den go­de vin­kel for kra­eft­sy­ge er, at der åben­bart er håb for al­le, selv når od­ds kun er fifty­fifty.«

Net­op ar­bej­det, tø­ver Claus Bor­re ik­ke med at un­der­stre­ge, har va­e­ret af­gø­ren­de for livs­mo­det. Det er det, som hol­der ham i gang. Der­for var det og­så helt af­gø­ren­de, hvad der ske­te, mens Claus Bor­re lå syg og af­kra­ef­tet på sy­ge­sen­gen.

»TV3 (Vi­a­sat) send­te en for­holds­vis lang­sig­tet ny kon­trakt ud til mig og spurg­te, om jeg godt vil­le skri­ve un­der og for­la­en­ge sam­ar­bej­det. Der blev jeg sgu rørt,« forta­el­ler han,

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.