Rab­len­de ene­gang

BT - - NAVNE -

60 ÅR I MOR­GEN »Han er dybt ori­gi­nal – der fin­des ik­ke en ko­mi­ker i Dan­mark, der har den ori­gi­na­li­tet, så jeg fø­ler mig me­get pri­vil­e­ge­ret over at spil­le sam­men med ham. Sam­ti­dig er han en figh­ter uden li­ge og ret rå. Nog­le gan­ge for rå ved folk om­kring sig. Men al­drig ved mig.« Så­dan sag­de sku­e­spil­le­ren og ko­mi­ke­ren An­ne Ma­rie Hel­ger i et in­ter­view med Ber­ling­s­ke for et par år si­den. Hun tal­te om ven­nen, kol­le­ga­en og le­ge­kam­me­ra­ten Pe­ter Lar­sen. Det ufor­fa­er­de­de ener­gibundt Lar­sen og den me­re for­sig­ti­ge pro­vo­ca­teu­se Hel­ger la­er­te hin­an­den at ken­de i be­gyn­del­sen af 1980er­ne i for­bin­del­se med det ak­ti­vi­sti­ske te­a­ter Sol­vog­nen, som de beg­ge fa­er­de­des i mil­jø­et om­kring, og som holdt til på Chri­sti­a­nia. Det blev til ka­er­lig­hed ved før­ste tyn­de kop te, el­ler – som Pe­ter Lar­sen har for­mu­le­ret det – til ’ben­hård amour’.

Og så be­gynd­te de at la­ve de­res fa­el­les show, hvor de to ud­pra­e­ge­de so­li­ster kun­ne mø­des om en fa­el­les to­ne. De­res fo­re­stil­lin­ger har va­e­ret po­li­tisk in­dig­ne­re­de sa­ti­res­how, der med en god do­sis sel­viro­ni og frit fly­den­de ver­bal-akrobatik er gå­et li­ge i si­de­fla­e­sket på dem, der har me­get, og har for­sva­ret dem, der har lidt. Sa­ert og skørt Midt i et or­gie af sa­e­re skik­kel­ser og skø­re kostu­mer. El­ler som Pe­ter Lar­sen selv har for­mu­le­ret det: »Hvad vi la­ver, er så­dan et mi­ks af sa­ti­risk kom­men­tar­virk­som­hed og fest på fri­tids­hjem­met.«

Så sent som i 2014 skab­te par­ret end­nu et så­kaldt ’di­sco­unt-dra­ma’ med det he­le – den­ne gang på Nør­re­bro Te­a­ter.

Lar­sens po­li­ti­ske samvit­tig­hed har va­e­ret der gen­nem al­le åre­ne. Li­ge si­den den te­a­ter­ga­le Na­est­ved­dreng for en sik­ker­heds skyld tog en ud­dan­nel­se som so­cio­nom på RUC – en sik­ker­heds­for­an­stalt­ning, han al­drig har haft brug for.

»Hvor­dan kan man stå op om mor­ge­nen og se sig selv i spej­let og sy­nes, at det er i or­den at va­e­re med­del­ag­tig i, at de ri­ge bli­ver ri­ge­re og de fat­ti­ge fat­ti­ge­re, når vi le­ver i et af ver­dens ri­ge­ste lan­de?,« som han selv har for­mu­le­ret den evi­ge un­dren, der er en del af hans driv­kraft.

Den, der får ham til at stil­le op kvit og frit i en lang ra­ek­ke sam­men­ha­en­ge, hvor han me­ner, at der er brug for en rask replik og nog­le re­to­ri­ske hånd­mad­der i me­ga­fo­nen.

Pen­ge kan han så tje­ne ved at ta­ge ud at un­der­hol­de med de fi­gu­rer, som sta­dig er en del af den na­e­re fa­mi­lie.

Dan­sker­ne la­er­te ham at ken­de i sin tid som den krab­ben­de tje­ner Frand­sen, der med al­le­steds­na­er­va­e­ren­de pan­de­lok­ker og et or­dent­ligt slag i vi­ske­styk­ket var Hans Ot­to Bis­gaards føl­ge­s­vend i tv-un­der­hold­nings­pro­gram­mer – kom­bi­ne­ret med den plis­se­re­de ri­dela­e­re­rin­de Er­na Iver­sen med det ge­ne­rø­se hof­te­mål. Re­sul­ta­tet var øje­blik­ke­ligt fol­ke­e­je. Mo­no­log om ta­mil-sa­gen En del af det etab­le­re­de te­a­ter­liv er han al­drig rig­tig ble­vet, trods hans mo­no­log om ta­mil-sa­gen på CaféTe­a­tret. ’Mens vi ven­ter på ret­fa­er­dig­he­den’ var en af det års bed­ste fo­re­stil­lin­ger.

Der­til er han vel for me­get af en ener, og selv er han ud­ma­er­ket godt klar over det: »Jeg el­sker det over­kam­me­de.«

Til gen­ga­eld er han su­ve­ra­en helt ale­ne. Tøj­les­løs i si­ne stor­s­ve­den­de, cra­zy-ko­mi­ske im­pro­vi­sa­tio­ner, lyn­hur­tig i ho­ve­d­et, om­trent furi­øs i sit angreb på en­hver form for diskre­tion.

Og så det­te ci­se­le­re­de ta­lesa­et, der sår den ene stik­ken­de sprog­blomst ef­ter den an­den i et rab­len­de tem­po.

Li­ge til at ska­e­re sig på. Og me­get, me­get mor­somt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.