’Den største stopklods i li­vet, er os selv’

BT - - SPAR DIG RIG -

Over­rask dig selv. Hvor­når har du sidst gjort det? Er du da suns­hine, jeg mø­der man­ge på min vej, som mest af alt min­der mig om en uldswe­a­ter va­sket på ko­ge­vask. Hvor­når har du sidst kik­ket dig i spej­let og set vir­ke­lig­he­den, uden det fil­ter som hver dag for os til at gø­re som i går?

Hvad im­po­ne­re­de dig i 2015 og hvor­for er det ik­ke dig selv!

Min far la­er­te mig, da jeg var barn, at hvis der er fle­re end ti per­so­ner, som sy­nes, jeg er sa­er, op­fø­rer mig un­der­ligt, el­ler gør no­get dumt – så er det nok mig selv, den er gal med. Og det bur­de va­e­re en god ret­tes­nor i li­vet. Det er det ba­re ik­ke.

De fle­ste, jeg ken­der, gør som re­sten af ver­den. In­klu­si­ve mig selv. Våg­ner til ly­den af et va­ek­k­eur, ta­ger hen på et ar­bej­de, som på en god dag ik­ke gør no­gen for­skel, be­ta­ler ter­mi­nen og ta­ger på fe­rie en gang om året. Ef­ter de 14 da­ges fe­rie, som vi gla­e­der os til i 52 uger, tryk­ker vi på repe­at i 50 uger. Gen­ta­gel­sen, igen står vi op, når va­ek­k­eu­ret rin­ger. Det er det, vi er be­stemt for her i li­vet.

In­klu­si­ve mig. Så­dan er det. Men hvem si­ger egent­lig det? Må­ske bur­de al­le ri­ves op med ro­de hver an­det år? Så er det i det mind­ste be­vidst, at vi gør, som vi gør.

Dem, jeg ser op til, skil­ler sig ud fra en mil­li­on men­ne­sker, de­res ret­tes­nor er ik­ke, at hvis der er ti per­so­ner, som sy­nes, at de er un­der­li­ge, så er det dem, der er no­get galt med. De har til­sy­ne­la­den­de be­slut­tet sig for, at de kun har et liv, det­te, og det skal skørt nok bru­ges på at cyk­le jor­den rundt, byg­ge en tøm­mer­flå­de af halm og kryd­se At­lan­ter­ha­vet, le­ge Klø­ve­dal og se ver­den el­ler bo i en hyt­te i en tra­e­top i en skov, hvor års­ti­der­ne er ty­de­li­ge. Alt sam­men no­get med na­tur. Men det kan jeg selvsagt ik­ke, får jeg står op til bip­pen og gør som i går.

Godt det ik­ke er os, der er så skø­re, vi skal jo op og på ar­bej­de, så vi kan be­ta­le vo­res ter­min.

Min sto­re­bror sag­de 1. Ju­le­dag, at na­tu­ren holdt åbent 24 timer i døg­net i ju­len. På trods af det nå­e­de jeg den ik­ke li­ge. Jeg skul­le sor­te­re ubru­ge­li­ge dim­ser af pla­stik på bør­ne­va­e­rel­se, ting som hav­de en ge­val­dig brugs­va­er­di li­ge når de blev åb­net. De skul­le ud nu så hen­des nye over­for­brugs­ga­ve tog sig pa­ent ud.

Jeg kan godt va­e­re ban­ge for mig selv, hvad jeg fin­der på af vil­de ting i 2016, men ba­re ro­lig,

jeg kø­ber højst et par sko, spi­ser en pla­de ma­ra­bou el­ler ma­ler en va­eg grøn. Og så sa­et­ter jeg mit va­ek­k­eur, så min bleg­fe­de krop våg­ner.

Nytår er en far­lig ting, på den må­de at det får os til at ta­en­ke over, hvad vi egent­lig vil med det nye år. Vi får lyst til at va­e­re vil­de. Men ba­re ro­lig, det går over – og plud­se­lig er det nytår igen. 2017. Vi gør, som vi ple­jer, mens vi ser op til dem, der tør gø­re no­get helt an­det.

Den største stopklods i li­vet, er os selv. Ind på en sik­ker an­den­plads kom­mer fryg­ten for hvad de an­dre ta­en­ker. Tre­di­e­plad­sen går til ’ple­jer’.

Godt nytår

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.