AN­NET­TE HEI­CK Dø­den na­er er ret sva­er

BT - - SØNDAG -

For man­ge år si­den kend­te jeg en ung kvin­de, der hed Mette. Hun var en dyg­tig koreo­graf, smuk og mor til små tvil­lin­ger. En nat dø­de hun. Ba­re så­dan. I sin seng. Hen­des fa­mi­lie blev ka­stet ud i en sorg, som de for­ment­lig al­drig kom­mer sig over, skønt det nu er små ty­ve år si­den. Ik­ke ret lang tid ef­ter så jeg hen­des en­ke­mand i luft­hav­nen. Jeg vid­ste ik­ke, hvor­dan jeg skul­le mø­de ham, så jeg und­gik ham. Det for­tal­te jeg så til min ve­nin­de. Hold nu op, hvor blev hun vred på mig. »Hvad bil­der du dig ind at und­gå ham! Ja, det er sva­ert at vi­de, hvad man skal si­ge, men dét der er ba­re for lou­sy.« JEG SKAM­ME­DE MIG virkelig, og hen­des ord bra­end­te sig ind i mig. Jeg kom til at ta­en­ke på det igen, da jeg her mel­lem jul og nytår så Car­sten ’Souls­ho­ck’ Scha­ck forta­el­le om den gru­ful­de op­le­vel­se, det var, da han tid­li­ge­re på året fandt sin ko­ne liv­løs på gul­vet ef­ter en van­vit­tigt uhel­dig fald-ulyk­ke. Jeg har så me­get respekt for, at han for­tal­te om det på tv. Der skal nok va­e­re nog­le, som me­ner, det er fø­lel­ses­por­no, men han sag­de nog­le klo­ge og ved­kom­men­de ting, som vi al­le kun­ne la­e­re no­get af. F.EKS. SAG­DE HAN, at det var ble­vet vig­tigt for ham og søn­nen he­le ti­den at ta­le om mor. En del af sorg­be­hand­lin­gen er net­op at gen­forta­el­le, hvad der ske­te, og hvor­dan man har det. Og så er det vig­tigt at kun­ne le. Og­så at hu­ske på de sjove, fjol­le­de sider af mor, el­ler – som han gav som ek­sem­pel – at le ad far, for­di han ik­ke helt kan fin­de ud af at gø­re tin­ge­ne på sam­me må­de, som mor kun­ne. MEN CAR­STEN TAL­TE og­så om, hvor­dan en så ska­eb­nesvan­ger op­le­vel­se kan aen­dre ens må­de at ta­en­ke på. Først chok­ket, som lam­mer helt og al­de­les de før­ste måneder. Der­na­est en sø­gen ef­ter over­le­vel­se, hvor man vak­ler rundt for at fin­de en ny hver­dag for sig selv og si­ne børn. Der­på sorg­be­hand­lin­gen, som ta­ger lang tid, og til sidst: for­an­drin­gen. Dér hvor man be­gyn­der at over­ve­je, hvor­dan li­vet var før ulyk­ken, mens man plan­la­eg­ger, hvor­dan li­vet skal se ud fremad­ret­tet. JEG BED MA­ER­KE i, at Car­sten sag­de, at der var ting, han egent­lig i fle­re år hav­de af­fun­det sig med. Ting, som han dy­best set ger­ne vil­le aen­dre, men ba­re ik­ke hav­de få­et gjort no­get ved, for­di hver­da­gen tra­eng­te sig på.

’’

JEG FØL­TE MIG ramt. På fle­re punk­ter. Om tre uger er det et år si­den, jeg og min fa­mi­lie blev ramt af en ulyk­ke. Som man­ge vil vi­de, bra­ek­ke­de min mand nak­ken un­der en ba­de­fe­rie i Thailand. På grund af et na­e­sten ufat­te­ligt sam­men­fald af held og snar­rå­dig­hed over­le­ve­de han. Men det ko­ste­de ham et halvt års ind­la­eg­gel­se at kom­me på be­ne­ne igen. Og selv­om han er kom­met langt med sin genop­tra­e­ning og helt klart hø­rer til i den al­ler­hel­dig­ste ka­te­go­ri, så er han ik­ke som før og bli­ver det nok hel­ler ik­ke. MAN KAN NEMT ba­ga­tel­li­se­re hans mén, men ik­ke de­sto min­dre kom­mer han al­drig til at ar­bej­de på en re­stau­rant igen. Og der er han­di­cap­skilt i bil­r­u­den. Min mand, der el­lers var ma­ra­ton­lø­ber, skilø­ber og tid­li­ge­re med på ka­ra­telands­hol­det, kom­mer na­ep­pe til at dyr­ke no­gen af de sports­gre­ne igen. Dét er na­tur­lig­vis bed­re end at sid­de i kø­re­stol, men det aen­drer ik­ke ved det fak­tum, at vo­res liv er for­an­dret. At vi er for­an­dre­de. Hvad be­ty­der så det? Ja, det ved jeg fak­tisk ik­ke helt end­nu, for det er sta­dig sva­ert at sa­et­te ord på. Blot at be­slut­nin­ger bli­ver truf­fet på et an­det grund­lag. Kon­se­kven­sen og det ful­de svar ken­der jeg nok først om man­ge år.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.