’ Jeg våg­ne­de med en fø­lel

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS - BT GULD

Mit sport­s­li­ge for­bil­le­de er … Si­mo­ne Nig­g­li, som er tid­li­ge­re schweizisk ori­en­te­rings­lø­ber og har vun­det 23 ver­dens­mester­ska­ber. Jeg blev som ju­ni­or he­ad­huntet til hen­des klub i Sve­ri­ge, hvor hun lær­te mig op, og hun var me­get ne­de på jor­den og dyg­tig til at læ­re fra sig. Jeg har og­så kon- kur­re­ret mod hen­de nog­le gan­ge – blandt an­det ved VM i 2012, hvor jeg blev to­er eft er hen­de. For mig er hun no­get sær­ligt, for­di hun hav­de så utro­lig en men­tal styr­ke. Selv om hun var fa­vo­rit, vandt hun ba­re. Og hun blev ved. Nu mær­ker jeg jo selv, at der er et enormt pres på den, der vin­der, så min respekt for det, hun har le­ve­ret un­der det pres, er kun ble­vet stør­re.

For mig er den per­fek­te tak­ket­a­le ... bå­de per­son­lig og præ­get af nog­le fø­lel­ser. Den skal selv­føl­ge­lig og­så in­de­hol­de tak til Da­gen, hvor jeg vandt min in­di­vi­du­el­le ti­tel var selv­føl­ge­lig no­get sær­ligt. Da­gen står på man­ge må­der ret uklart for mig, må­ske for­di jeg var så fo­ku­se­ret op mod det, og så føl­tes det bag­eft er ba­re helt uvir­ke­ligt de rig­ti­ge, men det skal, hvis man spør­ger mig, ik­ke ba­re væ­re en mas­se nav­ne, man står og fy­rer af. Der skal væ­re no­get per­son­lig­hed og nog­le fø­lel­ser. Jeg sy­nes, Ma­ja Jä­ger holdt en god ta­le, da hun vandt pri­sen som Årets Sport­s­navn. For mig vil det væ­re helt af­gø­ren­de at tak­ke min træ­ner og min fa­mi­lie. Min mor og far er vig­ti­ge.

Den bed­ste læ­rer, jeg no­gen­sin­de har haft , var ... Lis Hest­bech, som var min klas­se­læ­rer i fol­ke­sko­len fra 0. til 7. klas­se på Flad­højsko­len i Rø­de­kro. Hun har nær­mest op­dra­get mig – og man­ge af mi­ne klas­se­kam­me­ra­ter og­så, vil jeg tro. Vi var nog­le rød­der af og til, men hun kun­ne fi nde ud af at hol­de ro og or­den i klas­sen og læ­re os at ta­le pænt til hin­an­den. Hun send­te os vi­de­re i li­vet med go­de men­ne­ske­li­ge kva­li­te­ter.

Den mest in­spi­re­ren­de op­le­vel­se for mig i 2015 ... var alt­så op­le­vel­sen ved VM i ori­en­te­rings­løb. Den må­de, vi som hold age­re­de på, var no­get sær­ligt. Vi er i en sports­gren præ­get af in­di­vi­du­a­li­ster, men vi støt­te­de og bak­ke­de hin­an­den op. Vi hav­de ar­bej­det me­get med det. Da jeg kom ind på lands­hol­det i 2009 som se­ni­or, var der ik­ke sær­lig god stem­ning lø­ber­ne imel­lem, og vi fi k ret hur­tigt en sport­spsy­ko­log til­koblet. Han hed­der Kri­stoff er Hen­rik­sen og har ar­bej­det me­get med grup­pe­dy­na­mik med os. Det har fl yt­tet os helt vildt som grup­pe. Han ar­bej­der sta­dig med os, og jeg bru­ger ham og­så per­son­ligt.

I 2015 har jeg mest af alt sav­net … min fa­mi­lie. Man er me­re bort­rejst som ori­en­te­rings­lø­ber, end folk må­ske li­ge tror. Min skov her i bag­ha­ven i År­hus får jeg ik­ke no­get ud af at træ­ne i. Der kan jeg sag­tens fi nde rundt. VM i 2015 var i Skot­land, og før så­dan et løb bli­ver man nødt til at rej­se me­get for at op­sø­ge ter­ræ­ner, der min­der om det, man skal lø­be i. Vi reg­ne­de ud, at vi hav­de væ­ret to måneder i ud­lan­det som for­be­re­del­se til det VM. Jeg har bå­de en kæ­re­ste og en stor fa­mi­lie, som jeg sav­ner rig­tig me­get. Min fa­mi­lie bor i Søn­derjyl­land og er me­get tæt. Det kan godt væ­re hårdt ik­ke at væ­re en del af det, når jeg ved, at de for ek­sem­pel oft e spi­ser sam­men hver søn­dag.

Sport er ik­ke he­le li­vet, jeg hu­sker og­så 2015 for ... at væ­re året, hvor min far blev 60 år, så der var stor fest. Det var hel­dig­vis her i eft er­å­ret, hvor sæ­so­nen var gå­et lidt på hæld. Der var stor fest på Kol­ding­hus, hvor han selv­føl­ge­lig be­gynd­te med at la­ve et ori­en­te-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.