’Ta­be­re har und­skyld­nin­ger, vin­de­re har pla­ner’

BT - - KENDER DU DET? -

Jeg kan li­ge så godt ad­va­re fra be­gyn­del­sen. I den­ne klum­me kom­mer jeg til at ci­te­re Mi­ck­ey Fre­die-Pe­der­sen, og jeg kom­mer til at gi­ve ham ret. Men det kom­mer vi til. Først må jeg kon­sta­te­re, at 2015 var et skodår. Alt, hvad jeg hå­be­de på, drøm­te om og ka­em­pe­de for, røg til jor­den med et brag. En tid ru­ge­de jeg over, hvad jeg hav­de gjort galt. Hvor jeg hav­de fejl­et. Og be­va­res, jeg fandt da en del svar. En del kan jeg ta­ge an­svar for og der­med la­e­re no­get af, og re­sten... Tja. Det blev, som det blev. Jeg skal ik­ke ke­de jer med de­tal­jer­ne. Der er ik­ke no­get me­re ked­som­me­ligt end an­dre men­ne­skers sorg. Hvad jeg der­i­mod skal bru­ge je­res tid på, er et ord­s­prog, der har hjul­pet mig gen­nem man­ge sva­e­re ti­der. Et ord­s­prog, der fun­ge­rer som hån­den, der tra­ek­ker mig op af det mør­ke, mod­lø­se, kli­stre­de kviks­and, som mod­gang i sto­re ma­eng­der kan fø­les som. ’Ta­be­re har und­skyld­nin­ger, vin­de­re har pla­ner,’ hør­te jeg Mi­ck­ey Fre­di­ePe­der­sen ind­tra­en­gen­de, in­si­ste­re på i en do­ku­men­tar, der blev vist i 1998. På­stan­den blev gan­ske vist frem­ført i spyt­ten­de ra­se­ri, og mod­ta­ge­ren af bud­ska­bet var hans den­gang 11-åri­ge søn Son­ny, som klem­te bal­der­ne sam­men og øve­de sig – end­nu me­re. Den­gang var jeg selv små­barns­mor og dybt for­ar­get over mang­len på pa­e­da­go­gik. Men de hang fast – or­de­ne. De er ble­vet ha­en­gen­de som en sand­hed, jeg le­ver ef­ter. Det er jo sandt. I sam­me øje­blik jeg hol­der op med at kom­me med und­skyld­nin­ger for, at tin­ge­ne ik­ke går ef­ter mit ho­ved, og be­gyn­der at la­eg­ge pla­ner, kom­mer livs­mo­det til­ba­ge. Fo­kus skif­ter fra at ta­en­ke over, hvad jeg IK­KE vil (det, der gik galt) til det jeg GER­NE vil. For man kan ik­ke la­eg­ge pla­ner uden at iden­ti­fi­ce­re, hvad man vil. Nog­le gan­ge la­eg­ger man ure­a­li­sti­ske pla­ner. De kan ken­des på, at de hur­tigt en­der med at bli­ve til und­skyld­nin­ger. Mens re­a­li­sti­ske pla­ner ta­ger ud­gangs­punkt i, hvor man er i li­vet. Hvad kan jeg over­skue – i min sorg, med et bra­ek­ket ben, el­ler med den øko­no­mi jeg har? Det er kun én selv, der ved, hvad der er en re­a­li­stisk plan, og hvad der er en dag­drøm. Spørg dig selv: ’Er det en plan, jeg kan gå i gang med at ud­fø­re NU, el­ler er der al­le mu­li­ge om­sta­en­dig­he­der, der skal va­e­re i or­den, før jeg kan kom­me i gang?’ Re­a­li­sti­ske pla­ner har re­a­li­sti­ske del­mål, og re­a­li­sti­ske pla­ner, be­gyn­der man på – med det sam­me. For­di man har lyst, og for­di det fø­les rigtigt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.