H

BT - - 180° - Ma­rie Var­m­ing

Foto Bo Am­strup un sad ved com­pu­te­ren, da hun før­ste gang ma­er­ke­de det. Fø­lel­sen af hår, der drys­se­de ned på hen­des skul­der. Hun bør­ste­de det va­ek, men lidt ef­ter var den der igen. Fø­lel­sen. Hun lod hån­den gli­de gen­nem hå­ret og sad med en tot mel­lem fin­gre­ne. Det na­e­ste par måneder op­le­ve­de Per­nil­le Højland-Røn­de det – igen og igen. Først stram­me­de det i ho­ved­bun­den, så kun­ne hun hi­ve end­nu en tot hår ud.

Per­nil­le Højland-Røn­des hi­sto­rie be­gyn­der for ti år si­den, da hun blev mor til An­na. Med gravi­di­te­ten fulg­te kro­ni­ske smer­ter i he­le krop­pen, som vi­ste sig at va­e­re pso­ri­a­sis­gigt. Den­gang kun­ne hun sta­dig ar­bej­de og pas­se An­na, men det gjor­de ondt.

Da hun for syv år si­den for an­den gang blev mor, aen­dre­de alt sig.

»Det eks­plo­de­re­de fuld­sta­en­dig, da jeg fik Ras­mus. Jeg kun­ne ik­ke luk­ke tryk­k­naplå­se­ne i hans bo­dy­sto­ck­ing. Jeg kun­ne ik­ke hol­de mi­ne børn i hån­den, og jeg kun­ne ik­ke gå på trap­per.«

Ef­ter et langt for­løb med man­ge ty­per af me­di­cin, der en­ten ik­ke vir­ke­de, el­ler som gjor­de Per­nil­le HøjlandRøn­de end­nu me­re syg, fik hun lov til at kom­me på en dyr bi­o­lo­gisk me­di­cin. Men reg­ler­ne er så­dan, at man for at få den dy­re me­di­cin først skal ha­ve prø­vet al­le de bil­li­ge­re al­ter­na­ti­ver.

Der­for måt­te Per­nil­le Højland-Røn­de he­le den tun­ge tur gen­nem me­di­cin­møl­len, in­den hun en­de­lig kun­ne få den ef­fek­ti­ve me­di­cin. Den vir­ke­de.

»Smer­ter­ne for­svandt sim­pelt­hen fra den ene dag til den an­den, og plud­se­lig var jeg igen i stand til at pas­se mi­ne eg­ne børn,« hu­sker hun med ju­le­lys i øj­ne­ne. Men den hav­de en al­vor­lig bi­virk­ning - hun mi­ste­de hå­ret.

Hår el­ler hel­bred?

Sam­men med si­ne to børn og sin mand Ni­els bor den 37-åri­ge Per­nil­le Højland-Røn­de i et ra­ek­ke­hus i en for­stad til Aar­hus.

På en café i Aar­hus forta­el­ler hun sin hi­sto­rie over en co­la og med en pak­ke pa­pir­ser­viet­ter in­den for ra­ek­ke­vid­de.

»Først faldt det af i en plet, men det blev me­re og me­re. Hver mor­gen kun­ne jeg se hå­re­ne på pu­den, og når jeg var i bad og va­ske­de hår, var jeg de­ci­de­ret vik­let ind i hår. Min min mand rend­te ef­ter mig med støv­su­ge­ren, nok mest for at jeg ik­ke skul­le se, hvor me­get det var og bli­ve end­nu me­re ked af det. Min fri­sør hjalp mig med at hol­de det no­gen­lun­de pa­ent. Men til sidst var der kun tar­ve­li­ge tjav­ser til­ba­ge.«

Selv­om sor­gen over hårta­bet var stor, har Per­nil­le Højland-Røn­de for­søgt at be­va­re en po­si­tiv til­gang til li­vet.

»Min mand og jeg be­slut­te­de os for at va­e­re helt åb­ne om det, og bør­ne­ne måt­te spør­ge mig om alt. De kun­ne sid­de og kig­ge på mi­ne skal­de­de plet­ter og sy­nes, at de lig­ne­de Mi­ck­ey Mou­se,« si­ger hun, som og­så lod si­ne børn teg­ne sig på ho­ve­d­et.

På ho­spi­ta­let, hvor gigt­me­di­ci­nen blev or­di­ne­ret, ane­de la­e­ger­ne ik­ke, hvad der var galt. Per­nil­le Højland-Røn­de fik di­ag­no­sen al­ope­cia, som er ufor­klar­ligt hårtab – en kro­nisk li­del­se, man ik­ke kan be­hand­le.

»Det var en ka­em­pe sorg. Hvem var jeg over­ho­ve­det uden mit hår? Jeg var vant til at va­e­re smart og pa­en, men kom i tvivl om, hvor­vidt jeg over­ho­ve­det var en kvin­de uden mit hår. Jeg har altid va­e­ret stolt af mit tyk­ke, lange, bøl­gen­de, cho­ko­la­de­bru­ne hår. Uden det føl­te jeg mig plud­se­lig gam­mel og util­ta­len­de, og hav­de fak­tisk slet ik­ke lyst til at gå uden for en dør. Man aner ik­ke hvor me­get, man sa­et­ter pris på sit hår, før det er va­ek,« hu­sker Per­nil­le Højland-Røn­de.

»Jeg be­gynd­te at und­gå ste­der med man­ge men­ne­sker, for­di jeg var ban­ge for, at de vil­le kommentere det el­ler gri­ne. Jeg gik med strik­hue på ar­bej­de, und­gik bla­e­se­vejr og hand­le­de på net­tet frem­for i fy­si­ske bu­tik­ker. Mit selvva­erd var knust.«

Per­nil­le Højland-Røn­de da­ek­ke­de sit ba­re ho­ved til – først med hat­te, si­den med paryk. Men en sti­gen­de fø­lel­se af usik­ker­hed brød ef­ter et par måneder ud i lys lue.

At ta­ge kon­se­kven­sen

»Med nog­le sam­ar­bejds­part­ne­re var jeg til re­cep­tion på et ho­tel. En af dem kend­te jeg ret godt, og vi ’ping-po­n­ge­de’ med fri­ske be­ma­er­k­nin­ger, da han plud­se­lig sag­de: ’Pas på el­ler jeg hi­ver paryk­ken af dig’.«

Per­nil­le Højland-Røn­de kan sta­dig få tå­rer i øj­ne­ne, når hun ta­en­ker på den af­ten. Or­de­ne ram­te hen­de li­ge så hårdt, som hvis paryk­ken fak­tisk var fal­det af i fuld of­fent­lig­hed. Re­sten af af­te­nen gra­ed hun på sit ho­telva­e­rel­se.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.