F

BT - - SØNDAG -

ørst og frem­mest hand­ler det om at øve sig i et per­son­ligt sprog, hvil­ket be­ty­der, at vi ta­ler ud fra os selv – det be­gyn­der med ’ jeg’ i ste­det for ’ du’, så vi und­går at de­fi ne­re bar­net. På den må­de sæt­ter vi vo­res græn­ser i cen­trum i ste­det for kri­tik­ken, be­brej­del­ser­ne, tviv­len og bøn­ner­ne, « si­ger fa­mi­lie­te­ra­pe­ut - og re­la­tions­prak­ti­ker Fie Hør­by fra Fa­mily- Lab. dk. En an­den vig­tig ting er at sæt­te nys­ger­rig­he­den for­re­st frem for ir­ri­ta­tio­nen. Når bar­net ik­ke gør, som du vil, så in­ter­es­ser dig for, hvor­for bar­net ik­ke vil, si­ger hun og gi­ver føl­gen­de ek­sem­pel:

Barn: ’ Jeg vil ik­ke ha­ve støv­ler på!’

Vok­sen: ’ Hvor­dan kan det væ­re?’

Barn: ’ Jeg vil ba­re ik­ke ha­ve støv­ler på i dag!’

Vok­sen: ’ Okay … klem­mer de?’ Barn: ’ Nej!’ Vok­sen: ’ Okay, er det for­di, du ik­ke vil i bør­ne­ha­ve i dag?’ Barn:’ Ja!’ Vok­sen: ’ Ja, så­dan kan man godt ha­ve det nog­le gan­ge.’

» På man­ge må­der hand­ler det om at mø­de børn med sam­me respekt og li­ge­vær­dig­hed, som vi mø­der et an­det vok­sent men­ne­ske. Hvis min mand kom ned en mor­gen og sag­de: ’ Jeg or­ker ik­ke at ta­ge på ar­bej­de i dag’. Så vil­le jeg jo ik­ke si­ge: ’ Nej, men det skal du!’ Så­dan sva­rer vi tit børn, og det ly­der li­ge så for­kert og hårdt i de­res ører, som det vil­le gø­re i vo­res part­ners, « slut­ter Fie Hør­by.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.