AN­NET­TE HEICK DET TAV­SE PAR ANNETTES UGE PÅ In­s­ta­gram

BT - - SØNDAG -

Hvad ta­ler de om der­ov­re? « Min mand har som­me ti­der stil­let spørgs­må­let, hvis vi har væ­ret ude at spi­se, og der så sad f. eks. et ita­li­ensk el­ler fransk par ved si­den af og snak­ke­de. Han tror åben­bart, at for­di jeg for­står de sprog, så sid­der jeg og lyt­ter til an­dres sam­ta­le. Og jeg ved godt, at rig­tig man­ge gør det… alt­så lyt­ter… for jeg har oft e be­mær­ket an­dre men­ne­skers lan­ge ører slæ­be sig hen ad gul­vet og op til vo­res bord­kant, når vi har væ­ret ude. Men jeg må åben­bart væ­re en­ten fra­væ­ren­de, ar­ro­gant el­ler blot­tet for nys­ger­rig­hed, for jeg læg­ger stort set al­drig mær­ke til ta­len­de par ved de an­dre bor­de. JEG LÆG­GER TIL gen­gæld mær­ke til de tav­se par. Jeg er nem­lig ik­ke blot­tet for nys­ger­rig­hed. Du go­de­ste nej. Tværtimod. Jeg er me­get nys­ger­rig eft er at ana­ly­se­re det par, der kan sid­de over­for hin­an­den på re­stau­ran­ten uden at mæ­le et ord. Hvor­dan er de endt der? Hvor­for går de ud og spi­ser? Er det for at kry­dre til­væ­rel­sen, som åben­bart ik­ke læn­ge­re er værd at de­bat­te­re? Er de ble­vet træt­te af hin­an­den el­ler ba­re lø­bet tør for em­ner, si­den de in­gen­ting si­ger? Jeg prø­ver at læ­se de­res an­sigts­ud­tryk for at se, om de ke­der sig. JEG IN­DRØM­MER: JEG er ban­ge for at en­de der selv. Jeg sy­nes, det må væ­re så trist at væ­re sam­men med sin æg­te­fæl­le og så ik­ke læn­ge­re ha­ve no­get at ta­le om. Men jeg kan kon­sta­te­re, at det kom­mer sni­gen­de. Jeg ser nog­le i ven­ne­kred­sen, som er nå­et der­til al­le­re­de. Ba­re 40 år gam­le, og så sid­der de der og si­ger ik­ke no­get. Når ik­ke bør­ne­ne er med til at gi­ve det

he­le et pift , så er der ba­re tavs­hed. DET ER EN dej­lig mu­lig­hed at ta­ge ud at spi­se el­ler rej­se sam­men med ven­ner. Så kom­mer der an­dre im­pul­ser, og bå­de en selv og ens part­ner kom­mer i spil på en an­den må­de. Sam­ta­ler­ne bli­ver me­re ufor­ud­si­ge­li­ge, og der op­står en an­den hø­fl ig­heds­form. Der er ik­ke no­gen, der midt i tavs­he­den slip­per en vind el­ler en bøvs ( og helt ær­ligt: det er sgu og­så et turn off , selv­om man har kendt hin­an­den læn­ge). MEN AT TA­GE ud med ven­ner be­hø­ver så åben­bart hel­ler ik­ke at væ­re no­gen ga­ran­ti for den in­ter­es­san­te kon­ver­sa­tion. Jeg hu­sker, at jeg så to par på en re­stau­rant, hvor mæn­de­ne sad med de­res mo­bi­ler og ta­ste­de løs det me­ste af aft enen, mens pi­ger­ne var over­ladt til sig selv på den an­den si­de af bor­det. De må selv­føl­ge­lig helt selv be­stem­me, hvil­ken om­gangs­form de fo­re­træk­ker, men jeg tror fak­tisk, jeg vil­le bli­ve ed­di­ke­sur, hvis min mand sad med mo­bi­len he­le aft enen. DESVÆR­RE ER VI sjæl­dent ude at spi­se, min mand og jeg. Når man har et ar­bej­de, som be­ty­der, at der spi­ses al­le mu­li­ge an­dre ste­der end hjem­me så­dan ca. 150 da­ge om året, så er det be­græn­set, hvor me­get man har lyst til at gå i by­en, når man en­de­lig har fri. Men i den­ne uge er mi­ne børn ude at rej­se med mi­ne for­æl­dre, og i aft en skal min mand og jeg på re­stau­rant. Ba­re os to. Og jeg har skre­vet nog­le punk­ter ned på en sed­del, hvis sam­ta­len skul­le dø ud. Jeg vil jo så nø­digt, at vi er det tav­se par.

Det har jeg så ik­ke prø­vet før...

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.