Mænd vil kun ha­ve sex – ik­ke mig

BT - - SØNDAG - Bt. dk/ brev­kas­ser

Jeg er en kvin­de på 47 år, fra­skilt med to børn, hvoraf den ene sta­dig bor hjem­me.

Jeg fø­ler, jeg er gå­et helt i stå an­gå­en­de at fi nde en kæ­re­ste. Ik­ke at man ab­so­lut skal ha­ve en, men jeg har eft er fl ere for­hold, som var me­re el­ler min­dre se­ri­ø­se, få­et den op­fat­tel­se, at mænd kun vil en del af mig og ik­ke den per­son, jeg er.

Og det har sat si­ne spor. Det ene for­hold va­re­de i fl ere år men var al­li­ge­vel al­drig et rig­tigt for­hold. Jeg mød­te f. eks al­drig hans børn og blev om­talt som ’ ve­nin­den’ - ja, det si­ger jo alt. Men jeg er al­drig kom­met over det, og nu har han væ­ret sam­men med en an­den si­den marts 2014.

Jeg vil­le så ger­ne selv fi nde en sød mand, men sto­ler sim­pelt­hen ik­ke på dem. Al­le vil kun sex, men ik­ke mig, og jeg er fak­tisk en pæn kvin­de og sød, og jeg kun­ne da si­ge li­ge­så man­ge pæ­ne ting om mig selv som om an­dre. Jeg fat­ter det ik­ke.

Jeg har helt luk­ket ned, har ik­ke væ­ret sam­men med no­gen si­den fe­bru­ar, og sav­ner det hel­ler ik­ke rig­tigt. Men al­li­ge­vel… ham, jeg var sam­men med, var og­så en gen­gan­ger...

Ham, der svig­te­de mig til for­del for en an­den, har al­drig vil­let ta­le med mig si­den, og det har væ­ret sinds­sygt svært for mig at kom­me vi­de­re, da vi har op­le­vet så me­get sam­men. Plud­se­lig bli­ver ens høj­re arm skå­ret af... så­dan hav­de han det åben­bart ik­ke. Jeg har sta­dig øn­sket om, at vi kun­ne ta­le sam­men en sid­ste gang. Jeg tror, det vil­le hjæl­pe mig, men han vil ik­ke, for han er åben­bart kom­met 100 pct. vi­de­re. Det gør sta­dig ondt, snart to år eft er. Hvad skal jeg gø­re, sø­ge terapi, men hvil­ken? Må vi­de­re med et rent hjer­te uden al­le de for­be­hold jeg har. :( vh Be­ti­na. i ri­ge­li­ge mæng­der, men du ken­der di­ne eg­ne kva­li­te­ter. Til gen­gæld kun­ne du godt bru­ge no­get me­re selv­til­lid. Du skal tur­de sto­le på, at du kan nå i mål med det, du vil. Og jeg in­drøm­mer da, at selv­til­lid ik­ke er no­get, der ba­re li­ge kom­mer ind ad brevs­præk­ken. Til gen­gæld kan det op­byg­ges over tid, så din mis­sion er ik­ke umu­lig.

I takt med den­ne op­byg­ning skal din selv­til­lid ud­vi­des med til­lid til an­dre men­ne­sker. De to ting føl­ges nem­lig ret godt ad. Man kan sag­tens kom­me til at slå sig, når man ud­vi­ser til­lid, men jeg me­ner, det er nød­ven­digt for et­hvert for­hold. Hvis ik­ke der er 100 pct. til­lid, så vakler re­la­tio­nen. Og til­lid er jo no­get med at bli­ve mødt på nog­le af de punk­ter, hvor man og­så er svag. Det er o. k. at mel­de ud, at man er be­kym­ret el­ler ban­ge for at op­le­ve svigt igen el­ler er ja­loux, men ved at for­tæl­le om det gi­ver man mod­par­ten mu­lig­hed for at imø­de­kom­me det, og der­med vi­ser man til­lid.

Jeg kun­ne godt fo­re­stil­le mig, at du er så­dan en, som ik­ke har stil­let krav. Du har nok haft dem in­de­ni dig selv, men du har ik­ke meldt ud: ’ Så­dan her for­ven­ter jeg, vo­res for­hold ud­vik­ler sig! Så­dan her øn­sker jeg at bli­ve be­trag­tet og be­hand­let. Så­dan her de­fi ne­rer jeg et respekt­fuldt for­hold’. Jeg tror, du har gå­et med ska­be­lo­nen in­de i dit ho­ved, men for­di fy­ren, du kend­te, ik­ke blev kon­fron­te­ret med din ska­be­lon, ja så var det jo nem­me­re ba­re at la­de je­res for­hold væ­re ude­fi ne­ret, så han ik­ke be­hø­ve­de at for­plig­te sig på no­get.

Jeg tror, det er det, der skal væ­re din læ­re i det her. Du skal væ­re klar i spyt­tet. Det er da helt OK at si­ge, hvad man øn­sker af et for­hold. Og­så hvad man ik­ke øn­sker. Og hvis mod­par­ten så sy­nes no­get an­det, ja, så kan man en­ten ind­gå et kom­pro­mis el­ler af­slut­te for­hol­det. Det ly­der mu­lig­vis ky­nisk, men jeg tror, det er så fi rkan­tet, som du skal gø­re det. For el­lers ram­ler du igen ind i en, der ik­ke helt ta­ger dig al­vor­ligt.

Det hav­de jo væ­ret na­tur­ligt, hvis du var ble­vet præ­sen­te­ret for bør­ne­ne i det tid­li­ge­re for­hold. Eft er no­gen tid bur­de du så­dan set ha­ve for­langt det el­ler i hvert fald ha­ve gjort det klart, hvor­dan je­res for­hold skul­le se ud på den lan­ge ba­ne.

Men det kræ­ver jo selv­til­lid at krid­te den ba­ne op. Og den mang­ler du.

Jeg kan godt for­stå, at det er skræm­men­de at ka­ste sig ud i et nyt for­hold, men jeg tror ik­ke på din te­se om, at mænd kun vil ha­ve sex. Jeg tror, du til­læg­ger dem et for­kert mo­tiv el­ler må­ske sø­ger de helt for­ker­te ste­der. Sex er no­get, der hø­rer med, og sex skal væ­re en dej­lig del af den fo­rel­skel­se, der måt­te kom­me. Og sex er nød­ven­digt, hvis du vil fast­hol­de et for­hold. Men i før­ste om­gang hand­ler det om ke­mi­en mel­lem dig og en mand. Og den ud­sprin­ger jo og­så af det, som du ud­strå­ler. Igen kom­mer din selv­til­lid ind i bil­le­det.

Jeg er så­dan set ik­ke sik­ker på, at det er terapi, du har brug for. Der fi ndes mas­ser af kur­ser i op­byg­ning af selv­til­lid – nog­le fi nder du på net­tet – og der fi ndes co­ach- løs­nin­gen. Men jeg må si­ge, at jeg per­son­ligt har er­fa­ret, at me­get af den styr­ke, der skal til, kan kom­me gen­nem fy­sik­ken.

Når du træ­ner din krop og får me­re fy­sisk styr­ke, så får du og­så me­re ro­bust­hed. Jeg er godt klar over, at styr­ken og­så skal kom­me in­de­fra ( for nu at ci­te­re livs­stilsco­a­chen Kriszti­na Maria), men krop­pen kan væ­re med til at un­der­byg­ge din psy­ke.

Hvis du kan få ret­tet lidt op på den selv­til­lid, så skal dit næ­ste mål væ­re at vi­se til­lid til an­dre. Og­så selv­om der kom­mer skuff el­ser. For det gør der. Men prøv at mini­me­re dem ved i god tid at si­ge højt, hvad du øn­sker af et for­hold. Og så vær tro mod dig selv.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.